Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ruslands Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og en sygelig Mistænksomhed beherskede ham. Han
var bleven ked af den moralske Tvang, som hans
gode Raadgivere øvede paa ham, og Øretudere
forestillede ham, at det ikke var «den store og vise Car»
værdigt at modtage deres frimodige Formaninger.
Allerede i Foraaret 1560 ytrede Ivans Kulde imod
Sylvester og Adashev sig saa aabenbart, at de holdt
det for raadeligt at fjærne sig fra Hoffet. Sylvester
trak sig tilbage til et ensomt Kloster, Adashev gik
som Hærfører til Livland, hvor Rusland den Gang
søgte at faa Magten under Ridderordenens Opløsning.
Deres Fjender sagde derpaa til Caren: «nu er du
først en virkelig Selvhersker»; men de frygtede for,
at de to ædle Mænd kunde gjenvinde hans Tillid,
og da Anastasia et halvt Aar efter døde, beskyldte
de dem for at have ryddet hende af Vejen ved
Trolddom. Uhørte bleve de dømte skyldige:
Sylvester blev forvist til et Kloster paa en øde Ø i det
hvide Hav, Adashev døde i Fængslet. Fra nu af
blev Ivans Grusomhed stadig større: han vilde knække
enhver ved selvstændig Formue og egen
Grundejendom af Caren uafhængig Magt, saa at alt kom til
at afhænge af Herskerens Naade. Enhver Mistanke
om en Afvigelse fra Carens personlige Mening blev
regnet for en Forbrydelse, og med den forfærdeligste
Grusomhed forbandt sig en ubegrænset Vellyst.
Næsten utrolige Rædsler fyldte de sidste 24 Aar
af Ivans Regering, og Russernes Taalmodighed kjendte
ingen Grænser; thi de ansaa Carens Herredømme for
Guds Herredømme og holdt enhver Modsigelse for
utilladelig. Bojarerne viste den dybeste
Underdanighed mod «den hellige» Hersker, og da Ivan uden al
Anledning skar et Øre af en høj Embedsmand, takkede
denne smilende for den naadige Spøg. Kun
Novgorods Undergang maa endnu omtales. Den blotte
Erindring om dets fordums Frihed syntes Ivan
strafværdig, og han tog derfor Anledning af et falsk Brev,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
