Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XLIV
han giver, at „Frihed og Liv kun fortjenes af
den, der i sin Virksomhed daglig forstaar at
tilkæmpe sig’ dem". Han kan gaa bort uden
at frygte for, at den sande Livsflamme skal
slukkes med ham; thi har den én Gang flammet,
saa er den tændt i Menneskeslægten, som ikke
dør. Derfor er Goethes „Faust" mere end alle
andre Digterværker et Blik ind i Fremtiden —
ind i den Tid, som gryr, da Menneskehedens
og Religionens Betydning bliver klar for Alle,
da sand aandelig Kraft bliver alment udbredt.
Dette Drama lader os se, hvorledes
Menneskeslægten bliver vældig, naar den mere
almindelig har afrystet Dualismens Lænker, ligesom
onde Drømme flygte for Dagens Lys. Altfor
meget har, den bedste Religion til Trods, en
søndersplittende Verdensanskuelse —
Dualismen — praktisk kunnet herske over Livet og
har fremkaldt Dissonanser, hvor kun Harmonier
havde burdet lyde. Derfor er Goethes „Faust"
„Menneskehedens Frihedssang". Thi tilsidst
hæver Digtet sig virkelig til en Sejrssang om
den menneskelige Frihedsaand, den ædle
titaniske Aand, som ikke er i Strid, men i
Forbund med det Guddommelige, som stormer
Himlen med Jorden til Udgangspunkt — ikke
til Operationsbasis, da Planen aldrig er at
støtte sig paa Jorden, men at drage Jorden
med sig ind i Himlen. I denne Aand er
Realismen smeltet sammen med Idéalismen til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
