Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Før og nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 FØR OG NU.
vore! Det var ikke det mindste underligt at de trodde vi var
grundrige.
Naar jeg saa deres elendige smaa boliger, de skidne jord
gammer ofte uden gul v, tænkte paa deres livsvilkaar og nøi
somhed saa paa mine egne lune stuer med tæpper og blom
ster, da skreg det ofte ind i mig: hvorfor skal det være slig ?
Hvorfor maa det være slig, at deres fattigdom ofte blir værre,
fordi vi har gode kaar at vor tykke saa ofte formørkes,
fordi vi ved, at mange har saa ondt?
Og jeg ledte efter meningen, efter svar efter det som
engang skal bringe ligevægt i livsvilkaarene og den ofte saa
skrigen de uretfærdighed.
Men ét er sikkert: de fattige og forkomne i vore nordlige
landsdele er dog meget lykkeligere stillet end de mange for
ferdelige existenser i de store byer.
Nøden er altid mere overskuelig dernord. Man kjendte
sine, vidste i regelen hvem som havde det ondt og hvor hjæl
pen virkelig blev hjælp.
En stor og meget elskværdig egenskab hos befolkningen
er deres hjælpsomhed gjensidig.
Mangen som havde lidet seiv delte med den som havde
mindre, og mangt et melkespand blev i stilhed baaret »langs
stranna« til den som ikke »åtte kaffekvit«*) saa lang som vin
teren var. Nogen »mjølnæver« og »lidt til kjedlen« ikke at
forglemme.
Mangen gang var det nok denne private godgjørenhed,
som holdt livet i kvinder og børn, som sad hjemme og vented
*) melk til kaffen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
