Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE SORG. 187
kvinde, som havde tåget del i vor sorg, traadte pludselig hen
til mig, greb skjælvende begge mine hænder, saa paa mig med
taareblændede øine og et eget straalende lys i blikket:
»Jeg blei saa underlig tilmode, da jeg fek se dig komme
op for kirkegolvet du er ikke her af di egen magt Vor
herre har opreist dig igjen til livet, du har vel endnu en gjer
ning at gjøre det faar du tru og det er stort.»
Ofte har hendes ord gjenlydt i mit hjerte
En gjerning at gjøre! Turde jeg tro det?
Ja vist, det vilde være stort.
Havde livet endnu brug for mig? Kunde jeg mere tjene
livet?
Livets smerte dødens rygt havde strøget henover vore
hjerter som en frostnat og dræbt vort livs første vaarbud.
Det havde været en forferdelig kamp. Men det føltes som
vi var vokset i den. Livet havde seiret, forunderligt gjen
fødende var det opstaaet paanyt.
Vi havde hinanden det væsentlwe.
o
Jeg havde ventet og haabet alt af, at livet skulde komme
til mig. Det gaar ikke.
Nu vilde jeg komme til livet istedet.
Og julelysene blinked saa festligt derinde i den lille fat
tige, beskedne kirke de fulgte mig ud med lyse vink og
den himmelske mangfoldighed fulgte mig sørgesløret var tåget
bort fra mit hjerte.
Solhverv var det blevet! Og det vilde sti^e.
Rødmet der ikke allerede en svag Stribe af Sol paa de
høieste tinder? Eller var det bare et gjenskin fra mit eget
hjerte?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
