„Ak, min Rose visner bort“ |
CARL NIELSEN |
|
1. | „Ak, min Rose visner bort, bliver baade bleg og sort! Ak, mit Blomster stod før som Mælk og Blod, falmer nu fra Top til Rod!“ |
2. | Saa’ man før en Herres Brud se saa ufornøjet ud? Slet bestilt, at man ikke bedre kan skønne paa sin ædle Stand. |
3. | Læs en Gang det første Bud: „Jeg er Herren, jeg din Gud!“ Lad det derved staa, at jeg sørge maa, din Sorg intet kan forslaa. |
4 | Har du da din Tro forgæ’t? Hvem har skabt dig, véd du det? Han, din Skaber véd ogsaa bedst Besked, sørg du ej, men tro og bed! |
5. | Jesu Blod for dig udrandt, og hans Aand du fik til Pant, Himlen skal du naa, tvivler du da paa, dine Smuler her at faa? |
6. | Læs en Gang dit Fadervor! „Fader“, kend ham og derfor! Derpaa alt beror, at du ikkun tror dette aller første Ord. |
7. | Ak, hvad Ære, Fryd og Haab havde du vel af din Daab, vidste du Besked om den Herlighed, dig i Pagten er bered? |
8 | Faar du ved Guds Alterfod Jesu Legem, Jesu Blod, den er Sten og Stok i Guds Kirkeflok, som ej deri finder nok. |
9. | Op med dit beklemte Sind, kig kun i Guds Himle ind! Hør hans Engles Sang, se hans Helgens Rang, dér skal du og staa en Gang! |
10. | Verden, Verden af dit Sind, luk din Jesus ene ind! Favn ham i din Tro, lad ham i dig bo, saa faar Sjælen nok sin Ro! |
Brorson (efter Gerhardt). |