Forunderligt at sige |
|
1. | Forunderligt at sige og sært at tænke paa, at Kongen i Guds Rige i Stalden fødes maa, at Himlens Lys og Ære, det levende Guds Ord, skal husvild blandt os være, som Armods Søn på Jord. |
2. | En Perle ej forættes, men ledes smaalig op; den blanke Demant sættes i Kronens gyldene Top; ej kaster man en Drue blandt visne Blade ned; dog Herren jeg maa skue i denne Usselhed! |
3. | Hvi skulde Kongesalen ej for dig prydet staa? du havde at befale, hvad end du peged paa; hvi lod du ej opdukke af Jordens rige Skød en gylden Barnevagge, med Roser overstrø’d? |
4. | Hvi lod du ej udspænde en Himmel til dit Telt og Stjernefakler brænde, du store Himmelshelt! hvi kom ej aabenbare, da du i Svøb blev lagt, den himmelske Hærskare til Tjeneste og Vagt! |
5. | Selv spurven har sin Rede, kan bygge der og bo; en Svale ej tør lede om Nattely og Ro; de vilde Dyr i Hule har hver sin egen Vraa skal sig min Frelser skjule i fremmed Stald paa Straa? |
6. | Nej, kom jeg vil oplukke mit Hjerte, Sjæl og Sind, ja, bede, synge, sukke: Kom, Jesus, kom herind! Det er ej fremmed Bolig, du har den dyre købt! Her skal du hvile rolig i Kærligheden svøbt! |
Brorson. |