Naar jeg betænker Tid og Stund |
|
1. | Naar jeg betænker Tid og Stund, da jeg skal heden fare, min Sjæl sig fryder mangelund, som Fugl ved Dagen klare, o Dag saa blid, da al min Strid skal faa en salig Ende! Til Glæden sød i Jesu skød jeg gaar fra min Elende. |
2. | Eja, min Sjæl, vær frisk og bold glæd dig i Krist, din Herre! thi Døden, som var Syndens Sold, dig nu skal Frelse være; Straf var den før, nu er den Dør og Gang til Himmerige, nu er min Død en Søvn saa sød, al Sorg med den maa vige. |
3. | Spørg ej, hvor du skal komme hen, naar du herfra skal vige, dig favner trygt en fuld tro Ven, som kan dig aldrig svige: Guds egen Søn gør for dig Bøn, at du skal hos ham blive, sin Fred og Ro i Himmelbo han ogsaa dig vil give! |
4. | Et Sovekammer er min Grav, mit Legem dér skal hvile, paa Dommedag staa op deraf, derpaa jeg ej tør tvi’le; mit Støv, gak ned og hvil i Fred, det onde lad henfare! Luk Døren til; naar Gud det vil, du skuer Dagen klare! |
5. | Eja, saa dør jeg gladelig og frygter ingen Vaade, mit Liv er Kristus visselig, og Døden mig en Baade; dør jeg end her, jeg lever dér, hvor Livet ret begynder, hvor Englekor med Glæde stor Guds Salighed forkynder! |
N. Pedersen. |