Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
smukke Hjem: Gamle Bakkegaard i Valby. Denne
Modelsamling forøgedes senere med det Resultat, at den efter
Thorvaldsenske danske Billedhuggerskole,
repræsenteret af Bissen, Freund og Jerichau, intetsteds kan studeres
bedre end i Glyptoteket.
Ogsaa Samtidens danske Billedhuggere glemte Carl
Jacobsen ikke i sin Iver for at give god Kunst Vækstgrund
herhjemme. I Sommeren 1882 stillede han Billedhugger
Stein den Opgave at udføre en Statue af,Carstens i Broncc
og indskærpede ved den Lejlighed Kunstneren at have
Opmærksomheden henvendt paa det endelige Materiale og
betone Broncekarakteren allerede i Modellen. I dette
Krav-viste Carl Jacobsen sig som den nye Tids Mand, og havde
han paa det Punkt vist samme Udholdenhed og Konsekvens
som i andre Henseender, vilde hans Betydning for dansk
Kunst være bleven endnu langt større, end den blev. Det
var i disse Aar, at Respekten for det gediegne Materiale,
der var bleven svækket allerede i Empiretidens Kunst og
Kunsthaandværk og helt dræbt i Massefabrikationens og
Stilforvirringens Tid, oplevede en Renæssance, der
udgaaende fra England bredte sig til det øvrige Europa.
Den satte herhjemme Blomst i Nyrops Raadhus, men Carl
Jacobsen blev aldrig helt den nye Tidsaands Mand. Dertil
sad den gamle Tradition ham for dybt i Sindet.
Thorvaldsen, vor gamle Kunsts Førstemand, havde været mere
Skitsens end det fuldendte Værks Mester, selv om enkelte af
hans Arbejder, f. Eks. Adonisstatuen i Münchens
Glyptotek viser, at han forstod Marmorets Krav og
Skønheds-virkninger. Men i den kommende Tid blev ikke alene
Thorvaldsens eget Museum, men en stor Del af Landets Hjem
og Parker smykkede med middelmaadige Stenhuggeres
Kopier efter Mesterens Arbejder. Havde man ikke Raad
til andet, saa kunde man ogsaa gerne nøjes med »Dagen«
og »Natten« i Gibs paa Væggene. Kopier og Afstøbninger
gjorde det ud for Kunst, tilfredsstillede Billedtrangen, og
selv Carl Jacobsen for.blev paa det Punkt stationær. Derved
fremkom mærkelige Modsætninger i hans Karakter og
Stræben som Samler. Han elskede skønt Materiale, ædle
og sjeldne Marmorarter, som han havde en Mineralogs
Kendskab til og gerne erhvervede. Ikke alene Glyptotekets
Festsal vidner ved sin Marmorpragt derom, men ogsaa i
Stensøjlerne og -soklerne under Figurerne i Glyptotekets
Antiksamling eller Bissensalen havde han nedlagt et
ener-gfsK Samlerarbejde og ofret store Summer paa
Erhvervelse og Transport. Men samtidig havde han en dyb Glæde ’
ved Reproduktioner, der bundede i hans pædagogiske Hang
og kom Afstøbningssamlingen, som han udviklede til en af
Europas største, i høj Grad til Gode, men som paa andre
Omraader blev skæbnesvanger for hans Virksomhed.
Allerede paa Gamle Bakkegaard fyldte han Forgaarden med
Bronceafstøbninger af antik Kunst, senere maatte Byens
Parker og Glyptotekets Facade og Haver holde for, og
efterhaanden følte Jacobsen sig tilfredsstillet af
galvanoplastiske Gengivelser. Da blev Materialespørgsmaalet ham
saa ligegyldigt,-at han lod udprægede Marmorværker som
Laokoongruppen eller Michelangelos Pieta og Moses
overføre i Metal. Allerede i Antiken kendte man til Kopiering
af Bronceværker i Marmor. Det kan være galt nok, men
den modsatte Vej er endnu galere og har derfor været
Nutiden forbeholdt. Netop i de senere Aar af sit Liv
gen-18
tog Carl Jacobsen hyppigt, at de store Ofre ved Indkøb
af Originalkunst var unyttige, naar han for 10,000 Kr.
kunde faa en hel Række af Verdens bedste Kunstværker
i Reproduktion. Den omtalte Modsigelse i hans Forhold
til Materialet traadte intetsteds klarere frem end i
Jesus-kirken, hvis Indre er en Mosaik af de kostbareste
Sten-arter, men hvis Kirkestole, saalænge Jacobsen levede, ikke
var bedre eller kønnere end Fyrretræsbænkene i et
Forsamlingshus paa Landet, et Forhold, som først hans
Efterkommere har raadet Bod paa ved Møller-Jensens og Mørcks
skønne Stolestader.
Medvirkende var herved ogsaa en anden Egenskab ho.s
Carl Jacobsen, den Rastløshed, hvormed han higede fra
en Opgave til en anden, og hans Glæde ved
Masseerhvervelser. Hans Hustru Ottilia Jacobsen indskærpede altid, at
i Kunst er det bedste ikke for godt — no seeond violons
som hun morsomt udtrykte det — og Carl Jacobsen
godkender i sit Skrift om Glyptotekets Tilblivelse denne
Synsmaade. Men atter her var det maalbevidste ikke hans Sag.
Han var rede til store Ofre, naar et berømt Værk — f. Eks.
Antiksamlingens Statue af en siddende Digter —
begejstrede ham, men til andre Tider foretrak han at købe ti
middelmaadige Værker for et Mesterværk, naar Prisen var
den samme. Sammenligningen mellem Erhvervelserne i
Antikafde.lingen i New Yorks Metropolitan Museum og
Glyptotekets i Tidsrummet 1900—1913 falder absolut ikke
ud til den sidste Samlings Fordel.
Det hænger igen sammen med, at Carl Jacobsens
Kunstbegejstring og Viden om Kunst var større end hans
Kunst-sans. Et Spørgsmaal, der ofte blev rettet til hans
Medarbejdere og Underordnede ved Glyptoteket, var dette:
»Forstaar den Brygger sig nu ogsaa paa det, <han køber?«
Hvis man hermed mente Viden og Kundskaber, kunde den
Adspurgte uden Tøven svare Ja. Thi Carl Jacobsens
Kendskab til Kunst var forbavsende indgaaende. Han havde
ikke alene gennemstuderet de fleste europæiske
Kunstmuseer og gjort righoldige Notater, men han huskede dem.
»Hvor staar den?« var hans stadige Spørgsmaal, naar en
Statue eller Buste kom paa Tale, og dermed mente han
ikke blot Museet, men Rummet og Anbringelsen i Forhold
til dettes Vinduer og Døre. Han kunde udenad opremse
Værkerne og deres Plads i f. Eks. det kapitolinske Museum,
og hver Ting, han selv erhvervede, gav ham Anledning ti!
grundige Studier, der i Tidens Løb gjorde ham til sine
fagkyndige Medhjælperes Jevnbyrdige, saa’ han
efterhaanden kunde optræde selvstændigt overfor de lærde tyske
Herrer, Helbig, Arndt, Harwig og Pollack, der var hans
Mellemmænd ved antike Kunstkøb. Tilsidst stod han som
Kender af antik Portrætkunst blandt de fineste i Europa,
og ogsaa den øvrige antike Kunst mestrede hans Aand.
Han havde ofte de mest forbløffende Paralleler paa rede
Haand; saaledes fortæller Leipziger-Arkæologen
Stud-niczka, at det var Jacobsen, der huskede Sidestykket til den
ene Perle, der var bevaret af et Perlesmykke i Artemis’
Haar i Artemis-Ifigeneia-Gruppen og dermed førte de lærde
Arkæologer paa det rette Spor. Sin egen Samling kendte
han tilsidst saaledes, at den udenlandske Specialist
daarligt nok kunde finde ham uforberedt paa et Spørgsmaal.
»Han svarede altid præcist og omhyggeligt paa skriftlige
Forespørgsler«, skrev Salomon Reinach om Jacobsen efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
