Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BOGEN
ernst goldschmidt: fransk malerkunst
KARL Madsen, hvis Intuition, Aandfuldhed og
Kundskab stadig vejer tungest til indenfor
danske Kunsthistorikere, og Wilhelm Wanscher,
, hvis Temperament og geniale, impulsive, efter
nogles Mening lidt for lunefulde Afhandlinger altid
vækker Interessen, enten han saa ægger til Modsigelse eller
Bifald, — suppleres udmærket af Malerskribenten Ernst
Goldschmidt, hvis Flid og
Grundighed er parret med en
sproglig Kultur, som gør Læseren
veltilpas.
Hans Værk om Frankrigs
Malerkunst projicerer et køligt
blændende Lys ned over det
attende Aarhundredes Kunst i det
Land, der efterhaanden me’re
end noget andet er blevet
Foregangsland paa disse Omraader.
Med stor Snildhed aabner han
sin Afhandling saadan, at
Læseren straks føres til det
Malerkunstens grundliggende
Problem, som det fordum
debatteredes af de Piles, Lebrun og
Feli-bien: »Er Kunsten Farve eller
Linje, Stof eller Aand?« og han
fremfører de Synspunkter, som
mobiliseres under Debatten: —
»Tegningen er Aand, Farven det
laverestaaende«, eller: »ingen
Kunstner bør være uvidende
om Mathematik, Geometri,
Musik, Historie« o. s. v., —
Udsagn, som kendetegnede Striden
mellem »Beundrere af Maria af Medicis Levned« og »de
sj.>f Sakramenters Trofaste«, mellem Farvens Forfægtere
og Linjens Apostle. — Fordybelse i Tegning og
Komposition blev som sædvanlig et Tegn paa Lærdom, paa
Beundring og Forstaaelse af de gamle Mestre; og Farven blev
den ny Tids Løsen.
Goldschmidt begynder med en udførlig Omtale af bl. a.
Hyacinthe Rigeaud, Largilliéres og Robert Tourniéres.
Afsnittet om Antoine Watteau er en ypperlig lille Afhandling
om denne Maler, Skiferdækkerens fattige Søn, hvis
Sygdom og Hæslighed foraarsagedes at han aldrig selv fik
Del i den Kærlighedslykke, han skildrer, og hvis
Brystsyge, efter en Biografs Sigende, udkrystalliserede hans
Følsomhed og Fantasi. Modsætningsforholdet hos en syg
fattig Kunstner mellem hans »Sæders Renhed« og hans
»li-bertinage d’esprit« er et ofte forekommende Fænomen;
Antoine Watteau: Guitarspilleren
Driftsekspansionen straaler ud i febergult glødende
Farver. Goldschmidt paapeger iøvrigt, at Watteau ■— ligesom
saa mange andre store franske Kunstnere lige ned til van
Gogh — handlede efter den Recept, som angives i Renans
berømte Ord: »je prend mon bien, ou je le trouve!«
Sammenstillingen af Watteaus »Overraskelsen« og Rubens
»Kermesse« giver et eklatant Bevis herfor.
Afsnittet om den glimrende
Tekniker Jean Baptiste Chardin
er ligeledes saare
interessevækkende; forøvrigt kan man her
næppe lade være at drage en
Parallel mellem Maleren
Chardin og Kunsthistorikeren
Goldschmidt. — Goncourt har i sine
Notater om Chardin skrevet:
»hans Farve er sat op som et
Broderi i store Sting uden at
være samlede«; der er noget af
den samme pastose
Fremgangsmaade i Goldschmidts Stil, men
ligesom han selv, til Goncourts
Udtalelse, føjer en Bemærkning
om, at den mellem liggende Tid
har samlet Farven til et levende
Hele, saaledes føler man, efter
at have tilendebragt Læsningen
af Goldschmidts Bog, det læste
bundfældet i Sindet som et i
Anlæget kraftigt og i Detaljen
udtømmende Billede af absolut
Helhedsvirkning. Den maleriske
Idé, forkyndt af en Farvens
Tilhænger, kan næppe
præci-ceres enklere end hos Goldschmidt, naar han udbryder:
»Konturerne eksisterer, ret beset, ikke; der er kun Grænsen
mellem Legemer i Rummet, Skellet mellem Kuber,
Farver og Stoffer; Chardin har sanset det alt i et Drag, han
udtrykker sin intense Fornemmelse af Tingenes indbyrdes
Relationer, selve Rummet er hans Materiale.«
Og ligesom Goldschmidt endvidere siger om Chardin:
»ingen Rift af Blod, ingen Spor af Oplevelser kendes i
Chardins Kunst«, — saaledes kunde man hævde, at, medens
f. Eks. Wanchers Artikler altid bærer Præg af en ustyrlig
Kraft, en voldsom, eruptiv, personlig Tilegnelse af det
foreliggende Stof, ja, af en Subjektivitet, der virker
suggererende, — saa er Goldschmidts Afhandling præget af
Objektivitetens Rolighed, af forfinet Iagttagelsesevne, af spids
og sikker Analyse.
Josef Petersen,
76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
