Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det saakaldte Himdredgyldensblad: Kristas helbreder de Syge
en plump Realist, — som visse Kritikere har gjort det, —
fordi hans ærlige’og umættelige Sandhedssøgen foragter
at tilsløre og søger tilbunds i det for ham tilgængelige
Materiale. Han faar Øje paa Integralerne, — de evige
Ting, — bagved det synlige. Han forlener Dagligdagens
Jævnhed og Plathed med en ophøjet Skønhed, en
skæbnesvanger Betydning, en frygtelig Værdi. Thi saaledes er
Sandheden — og naar man undtager Kristus, har maaske
ingen anden set den saa alvorlig sandt og klart som
Rembrandt.
Det er gentagne Gange blevet hævdet, at
»Hun-dredgyldenbladet« er den kunstnerisk højeststaaende af
alle Rembrandts Blade. »Kristus som prædiker for de
Fattige«, — et lille gribende Folkelivsbillede, simpelt
og storslaaet baade ved sin Dybde og sin
umiddelbare Virkning, hører ligeledes til hans berømteste og
mest ansete grafiske Arbejder. Men det er vanskeligt,
eller rettere sagt umuligt, at tale om det bedste, det
næstbedste og tredjebedste, naar man blader denne
vidunderlige Billedbog igennem. Hver eneste af disse
Raderinger — kan man fristes til at udbryde, — er den bedste,
thi den sidste synes stadig lidt bedre end den foregaaende.
Selv hvor Rembrandt lægger Hovedvægten paa at skildre
den nøgterne Tilværelse, Dagliglivets, fysiologiske
Hæderlighed, den fortrællede Sløvhed og Vankundighedens
Ynk-værdighed og Fornedrelse, adles Værket af Kunstnerens
paa engang koldblodige og varmhjærtede Forstaaelse,
Geniets Højhed og Visdom. I saa Henseende behøver man
blot at betragte den i foregaaende Artikel vedføjede Illu-
stration af »Adam og Eva«, som Rembrandt ikke har søgt
at idealisere som skønne, sorgløse »Guldalder«skikkelser,
men tværtimod valgt at fremstille som duknakkede,
slid-forkrøblede Abemennesker. Rembrandts Modeller er
kommet langt bort fra Paradisets Have — det er enfoldige og
prosaiske Saalegængere, der lider under Slægtens
Forbandelse og æder deres Brød i deres Ansigts Sved.
Rembrandt bragte med et Slag Raderingen i Højsædet,
jævnsides med Kobberstikket; siden har den, som bekendt,
fuldstændig distanceret dette. Egentlige Kobberstik har
Rembrandt aldrig produceret. Som Træsnitskunstner har
han derimod forsøgt sig; dog har han, saavidt vides, kun
leveret et Blad, nemlig »Filosoffen, Timeglasset og
Døden«. — Rembrandt staar paa Grænsen mellem
Efterre-næssancen og den nyere Tid; han indvarslede en Mængde
nye Synspunkter og virker derfor i mange Retninger
fuldstændig frisk og moderne paa en Nutidsbetragter. Ingen
har for Eksempel opfattet det rudimensionære, Højde og
Dybde udtrykt med Hensyntagen til de indbyrdes
Proportioner, den kunstneriske Ligevægt, og derfor ogsaa med
virkelig overbevisende illusionær Magt før denne
Kunstner. — Senere har kunsthistoriske Skribenter udviklet en
eksakt Videnskab, som kan indvirke befrugtende og
belærende paa de udøvende Kunstnere.
Men Rembrandt viste paa Forhaand alt det, som den
kunsthistoriske Literatur har belært os om. Hans sikre
Instinkt opfattede alt rigtigt, selv der, hvor han bevægede
sig paa Columbusrejser i nyopdagede Territorier af
Kunstens endeløse Rige.
121
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
