Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN CENTRALISERING AF VORE MUSEER
Vor Medarbejder Kai Qranih har sendt os efterfølgende — som vi synes
saglige — Artikel, der rejser et Spørgsmaal af saa vital Interesse for vort hele
Museums-væsen, at vi ikke har ment at kunne undlade at bringe den videre til vore Læsere.
(Dagspressen er Spørgsmaalet om en Centralisering af de
danske Museer bragt paa Bane foranlediget ved
Direktør Karl Madsens forestaaende Tilbagetræden. Om en
saadan Centralisering er ønskelig, og hvorledes den bør
føres ud i Livet, er det derfor nu Tidspunktet til at tage
op til offentlig nærmere Betragtning, saa meget mere som
en Sag af denne Art i Almindelighed ordnes bag Kulisserne.
Spørgsmaalet, om en saadan Centralisering er ønskelig,
lader sig besvare med et ubetinget Ja. Grundene skal jeg
nærmere gøre rede for og paapege nogle af de ganske
aabenlyse Mangler, den nuværende Ordning af vort
Mu-seumsvæsen lider af. Talén bliver her kun om vore
offentlige Samlinger af historisk og kunstnerisk Karakter, idet
de videnskabelige Samlinger, som hører ind under
Universitetets forskellige Fakulteter og andre Læreanstalter ikke
falder ind under disse Betragtninger.
Hvordan en saadan Centralisering lader sig ordne —
rent praktisk — er heller ikke svært at besvare. Saaledes
som Forholdene ligger her i Landet, vil den naturlige
Løsning være Ansættelsen af en Generaldirektør, i hvis Haand
alle Traade samles og som staar i den nøjeste Tilknytning
til Ministeriet. Det vilde følgeligt være nødvendigt, at
samtlige offentlige Samlinger her i Landet var underlagt dette,
hvilket jo i og for sig vilde være lige saa naturligt, som
at alle Landets Skoler og Undervisningsanstalter er
underlagt Undervisningsministeriet og Bankerne
Handelsministeriets Kontrol. Om en ren og skær Socialisering behøvede
der jo endelig ikke at være Tale, skønt det i sig selv er
indlysende urimeligt, at f. Eks. det national-historiske
Museum paa Frederiksborg, som netop omfatter Statens og
Nationens Liv gennem Tiderne, er en privat og ikke en
Stats-Institution, saa meget mere som Slottet, hvor Museet
er tilhuse, tilhører Staten.
Betimeligheden af Oprettelsen af en Centralledelse
behøver ikke nogen nærmere Paavisning, det er nok at nævne
nogle Eksempler paa den nuværende Ordnings
Administration eller rettere Mangel paa Administration. At
Kontinuiteten i Ledelsen af Museumsvæsenet som saadant mangler
ses deraf, at det ene Museum arbejder isoleret for sig selv
uden Hensyntagen til, ja endog i meningsløs Konkurrence
med det andet Museum, og selv de rimeligste
museums-mæssige Hensyn tilsidesættes ofte til Fordel for de
respektive Lederes personlige Ærgerrighed og Stolthed over at
erhverve en Sjældenhed for Næsen af sin Kollega ved et
andet Museum, hvor Genstanden i Virkeligheden havde
sin rette Plads. En vigtig Opgave vilde derfor for den nye
Centralledelse være at optræde som det Organ,
hvorigennem en Omfordeling af en Række Genstande, som ikke ere
komne paa deres rette Plads, kunde finde Sted. Hvorfor
beror f. Eks. Kansler Johan Friis’s Broncehorn, som
tidligere var i Tower-Museet i London, nu i
Kunstindustrimuseet og ikke der, hvor det rettelig hører hjemme, paa
Frederiksborg, hvor det i Tilknytning til de andre
Minder om Kansleren vilde være paa sin rette Plads; her
vilde det have overordentlig stor historisk Betydning,
medens det som Kunstindustri er en ret grov og ringe Ting.
Hvorfor hænger Nattier’s herlige Portræt af Staldmester,
Grev Jørgen Scheel paa Frederiksborg og ikke paa
Statens Museum for Kunst, hvor det i Følge sin Karakter
hører hen, paa Frederiksborg bidrager det kun til at
fremhæve mange af de historisk interessante Portrætters ringe
kunstneriske Kvalitet. Kunstmuseet maa derimod ganske
meningsløst nøjes med en Kopi, og da Frederiksborg kun
skal have et Portræt af den afbildede, forudsat at hans
historiske Betydning er tilstrækkelig stor, vil selv en
Lægmand kunne indse Urimeligheden i dette Forhold. Tilmed
ejer Kunstmuseet iforvejen intet Billede af Nattier, og
da netop den franske Malerkunst fra det 18. Aarhundrede
er et af dette Museums svage Sider, er Forholdet særlig
grelt.
Stridsspørgsmaal om Kunstindustrimuseets og
Folkemuseets Gebeter, som paa en faretruende Maade grænser
op til hinanden er af gammel Dato. Men for en uhildet
Betragter maa det staa som meningsløst, at det sidstnævnte
Museum har en Fajancesamling, som i Følge Sagens Natur
burde staa i Kunstindustrimuseet — thi at Fajance som
virkelig Industri med anvendt Kunst hører her hen, er klart
— med Folkekunst og Husflid, som bør være Kernen i
Folkemuseet, har det mindre at gøre.
I etnografisk Samling fjæler sig mangt et værdifuldt
Stykke østasiatisk Kunstindustri, som rettelig burde staa i
Montre med Kunstindustrimuseets kostbareste Stykker.
Afdøde Direktør Hannover købte for et Par Aar siden i
Paris til sit Museum for en meget anselig Sum, saavidt
jeg erindrer over 10,000 Kroner, en gammel kinesisk
Bronceklokke, og samtidig stod en ganske lignende, i nogle
Retninger endog et bedre Eksemplar, paa en Gulvhylde i
et af etnografisk Samlings Skabe. Ikke saaledes at
Hannover ikke kendte Nationalmuseets Klokke, han udtalte sig
netop i dette Tilfælde maliciøst om Haabløsheden af den
nuværende Ordning og betragtede det som den eneste
Udvej for sit Museum at erhverve det nye og dyre Eksemplar.
Som man vil se et meningsløst økonomisk Kraftspild, saa
meget mere som vore Museer ikke er særlig godt aflagte.
Den Maade, hvorpaa det før omtalte Billede af Nattier
er kommet i Frederiksborg Museets Besiddelse, belyser
ogsaa Mangelen af en Oveiiedelse. Da Lensafløsningen skulde
finde Sted, valgte Lensnævnet, altsaa Staten, til sin
Tillidsmand ikke en Embedsmand fra et af Statens egne Museer,
men Inspektøren ved en Privatinstitution. Følgen deraf blev,
at Statens egne Museer kun fik det, som vedkommende
Museum ikke brød sig om, og Staten kom altsaa først i
anden Række, en administrativ Foranstaltning, hvis
Meningsløshed er indlysende.
Hvad der gælder med Hensyn til Indkøb, gælder ogsaa,
naar der udskydes af Museerne. Overledelse og Kontrol
mangler ganske. Vi kender jo alle disse overordentlige ædle
Givere, der skænker Offentligheden, d. v. s. Ståt og Kom-
129
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
