Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONSERVATOREN FORTÆLLER
Kunstmuseets fortræffelige Konservator Svend Rønne, der i Kredse, der rækker langt udenfor
Danmarks Grænser nyder en overordentlig Anseelse som en nænsom og sjælden heldig Malerirestaurator,
har bevist Samleren den Elskværdighed at fortælle Læserne lidt om sin interessante Virksomhed.
IDEN glider, Uret udtaler sit Tik—Tak med faste
smaa regelmæssige Mellemrum, for at maale denne
roligt glidende Strøm af Tid, — nej! Tiden er vist
egentlig ikke
rolig, men dens Gliden
er det; den standser
aldrig for nogen
Hindring, med konstant
Hastighed skrider den frem
over den ganske Verden,
udførende sin stille
for-muldende Gerning.
Al Ting ældes,
organisk og uorganisk —
ældes og dør — i hvert
Fald ældes. Men hvad
Menneskene i
Fællesskab eller enkeltvis har
udrettet af godt og
stort, modstaar langt
bedre Tidens alt
fortærende Strøm, end deres
skrøbelige Legemer.
Menneskenes Gerning bliver deres Gravskrift, ofte mere
sandfærdige end Gravskrifterne paa Kirkegaardens
Mindestene, men ligesaa forskellige i Indhold og Udstyr, men
ordnede af en mere
upartisk Dommer. Men
Gravskrifterne
fortæller om Kampe, om
Sejre og Nederlag, om
Livets Reaktioner og
deres Resultater, og ved
Hjælp af disse
Resultater af vore Fædres
Virken arbejder de
levende videre og fremad i
den korte Stund det
forundes dem at glide paa
Strømmen.
At holde denne Røst
fra fjerne Tider, denne
magna vox vedlige,
holde den ren og
uforfalsket, saa den saa vidt
muligt taler med sin
oprindelige Myndighed, er da en herlig Gerning, og jeg maa
derfor ogsaa give de Mange Ret, der, maaske med et lille
Stænk af Misundelse i Stemmen, fortæller mig, at jeg er
en lykkelig Mand, der er kommen ind paa en saadan
Livsstilling, som at være Konservator eller Restaurator ved et
Kunstmuseeum, hvor min Virksomhed netop er den omtalte
for Maleriernes Vedkommende.–-Naar jeg nu ser
tilbage paa de mange Aar, jeg har arbejdet ved Museet, saa
Det paa omstaaende Side omtalte Maleri, Afdækningen paabegyndt
Samme Billede som ovenfor efter den fuldførte Restaurering
er det ikke blot med Taknemmelighed fordi min Gerning
har givet Brødet til mig og mine, men fordi Arbejdet, trods
de mange Vanskeligheder og Ubehageligheder, der dog
knytter sig til det, har
været saa interessant
og i sig selv har givet
saa rigelig Belønning
for Besværet, at
Museet egentlig er blevet et
Hjem for mig, med
hvilket jeg deler Sorger og
Glæder. Jeg synes, at
jeg staar i et sønligt
Forhold til de gamle,
ærværdige Fædres
Arbejder, hvori de taler
deres alvorlige, kærlige
Sprog; selv hvor de
smiler muntert, ja
overgivent, er der en egen
Alvor over Smilet fra
længst forsvundne
Tider. De taler til mig,
som til alle, der vil give sig Tid til at forstaa dem, med
et eget fortroligt To-Mandssprog, jo mere man kender
dem, des mere henvender de sig direkte fortrolig til En.
»Hør nu, min Dreng«,
siger den gamle
Korsridder, »jeg har levet
Livet, forsøgt alt,
prøvet alt, og nu —. Med
mer eller mindre
Autoritet taler de, mer eller
mindre dyb er deres
Tale, men deres
Meddelelser er dog komne fra et
Menneskehjerte, der den
Gang var varmt og
bankende, og som havde
Trang til at gøre andre
delagtige i dets
pulserende Liv. Denne Livets
Historie, fødes stadig
paany, og kan saaledes
i sin Helhed dog aldrig
ældes af Tiden. — Det
er uomtvisteligt at alt ældes, og vel ogsaa forgaar i
Tidens Løb, men det er egentlig ikke Tiden, der er Aarsagen
men derimod den vedholdende Indvirkning af Luftens Ilt
paa alt og alle, der med større eller mindre Hastighed
bringer alt til at smuldre og falde sammen, saa det tilsidst
vender tilbage til sit Ophav. Saaledes er Naturens
uund-gaaelige Lov, men Menneskene hjælper selv godt til. Hvad
er der ikke i Aarenes Løb ødelagt under Krige, Ildebrande
145
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
