Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Higen er svejset sammen til et skøntformet Hele. At
Kunstneren selv i disse Billeder har tænkt at gøre en Indsats af
blivende Værd, har man Lov at formode, dels ved
Billedernes Titel, de mange Portrætter, og ved Sammenligning
med Clemens berømte Stik efter Cunninghams ligesaa
berømte Maleri af Frederik d. II’s Revu, af hvilket en
Reproduktion bragtes i Samlerens 1. Hefte.
At Billederne ikke forlængst er havnede i offentligt Eje
har maaske fra første Færd sin Grund i, at Frederik d. VI
— lidt malplaceret — brugte dem som Foræring til sin
ukronede Dronning, Fru Dannemand. Billederne var
udstillede henholdsvis 1809 og 1810 og giver et
karakteristisk Udsnit af en vis Side af Københavns Folkeliv, som
det i disse Aar formede sig under de stærke
Troppekoncentrationer i Anledning af den paatænkte Krig mod
Sverrig. Man kendte ikke til »Militarisme«, disse første Revuer
var sande Folkeskuespil.
Af de senest fremkomne Tegninger lagde man Mærke
til »Skrivende ung Mand« og »Landkadet Ohmann«,
øjensynligt Portrætstudier over samme Person; den første
skriver sig fra den Zeuthen’ske Gave til Kunstmuseet og er
opgivet som tegnet af Senil, hvorimod der for den andens
Vedkommende ved Familietradition hævdes, at den er
udført af Eckersberg; der er dog næppe Tvivl om at de
begge skylder Senn deres Tilblivelse.
Bortset fra Frederiksborgbilledet af General Peymann
og Admiral Steen Andersen Bille, samt Billedet af
»Provstierne ridende til Kirke i Egnen af Kiel i Holsten«, som
er at betragte som et Produkt af intimt Samarbejde mellem
Læreren Senn og Eleven Eckersberg har Udstillingen ikke
yderligere fastslaaet Eckersbergs Medvirken, og individuelle
Farvesyn taler den heller ikke om; om den Ting kan kun
siges, at de blaa Farver, som af Eckersberg er brugt i
førstnævnte Billede, har vist sig af ringere Holdbarhed end i
Udstillingens andre Billeder, maaske har Senns Erfaring eller
Tradition i det Stykke været bedre? han var jo alle Dage
Aquarelmaleren.
Et stort Antal Interesserede, herunder Akademiets
Elever, besøgte Udstillingen, men trods Pressens uskrømtede
Velvilje var Besøget alligevel ikke saa stort, at det —
trods de smaa Udgifter — kunde give det forønskede
Overskud til Kunstnernes Understøttelsesfond.
MODERNE MALERKUNST
Maleren Edv. Weie, af hvem Samleren tidligere har bragt en Artikel om
„Moderne Malerkunst" fortsætter denne Gang det store altid brændende Emne.
DER er efterhaanden opstaaet en Stilhed i
Maler-I kunsten herhjemme efter det megen
expres-sionistiske Røre, der nok kan afgive Stof til
adskillig Eftertanke, dels med Hensyn til vor
Tids hastige Omskiftelser og overfladiske Værdivurdering,
dels for det dermed forbundne Spørgsmaal angaaende
Malerkunstens hele fremtidige Udvikling, ja, Existens.
Og mon det ikke var betimeligt ud fra en nøgtern
Oversigt over den faktiske kunstneriske Situation, saaledes som
den i Virkeligheden foreligger, at tage Standpunkt til et
saadant Spørgsmaal, og ikke ud fra den evindelige
Optimisme, der altid bæres til Skue fra de unge, og som
Øjeblikket turde være et Bevis paa ikke i Længden holder
Stik.
Gaar man nemlig ud fra, at en Kunst er opbygget af
saa og saa mange Grundelementer, Følelser, personligt
Væsen o. s. v., som er de bærende indenfor en
Kulturperiode, og at hver enkelt Epoke har til Hensigt at føje
hvert enkelt Grundelement som et saa fuldstøbt Led som
muligt ind i et Hele, saa følger deraf ogsaa, at en Kunst
engang maa komme til Ende med sin Udvikling og færdige
Støbning.
Og det skulde synes umuligt at overse, at det var en
saadan Afslutning af den kristne Kulturs Malerkunst, i
hvert Fald i sin gamle Fonn, der fandt Sted allerede med
den franske Naturalisme som afsluttende Led. Den havde
i Virkeligheden gennemløbet alle Faser af sit Væsen, da
Expressionismen opstod. Middelalderens Mystik, Naivitet
og Religiøsitet, Renaissancens Kraft, Æstetik og
Subjektivitet. Den romantiske Periodes Digten, som vel
Delacroix maa staa som fuldgyldig Repræsentant for, og
endelig Naturalismens Virkelighedsstudium og artistiske
Fuldkommengørelse.
Men Følgen af dette kan kun være den, at ethvert
fundamentalt Grundlag for en Videreførelse af Malerkunsten
i Virkeligheden mangler, ikke alene kunstnerisk, men
ogsaa menneskeligt. Man bør ikke glemme den øjeblikkelige
Stillings særlige Karakter, den nemlig, at der er vendt op
og ned paa den kunstneriske Opgave i Tidens Løb,
saaledes at det, man staar med ved Malerkunstens Afslutning,
nu kun er en ydre Form i Modsætning til dens Begyndelse,
der byggede paa et Indhold. Den Kendsgerning, at de
forskellige Tidsstrømninger i deres Trang til at erkende den
ydre Verdens Opbyggen, lidt efter lidt har omstødt sine
gamle Idealer og etiske Overbevisning, og endnu som
Vejviser fremad i sjælelig Retning ikke har opstillet noget nyt,
maa da i første Række berøre Kunsten, hvis den i det hele
skal tillægges nogen Betydning, thi naar den er uden Ideal
og etisk Overbevisning, er den ogsaa uden Mission, og
ifølge Betydningen, den tillægges, meningsløs.
Den første Betingelse for en sand Videreførelse af
Malerkunsten maa altsaa selvsagt være den, at man søger at
tilføre den et nyt Grundlag, en ny indre Mening, et nyt
Knudepunkt, hvorfra ny Strømninger igen kan udgaa, kort
sagt, et nyt Ideal, der, hvorfor ikke sige det rent ud,
selvfølgelig hverken er mere eller mindre end sammenhæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
