Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Affiling. — Drukkenskab — den af alle
indoeuropæiske Landes Opinion legitimerede, ja
næsten som Heroisme priste Last — bliver
i den hollandske Kunst fremstillet som noget
humoristisk, som noget, der blot opfordrer
til en drøj og glad Latter, som over en
ubetalelig Vits. Hogarth fremstiller
Drukkenskaben i dens Nederdrægtighed, dens Raahed og
Afmagt. Dette viser, at William Hogarth ikke
alene var stor som Kunstner, men ogsaa som
Menneske. Han lod sig ikke blænde af Vanen,
men brugte sin egen Diogeneslygte, naar han
betragtede Tilværelsen.
Endnu nogle Decennier opnaar
Kobberstikkunsten at kunne hævde sig ved Siden af
den stedse mere og mere populære
Radere-kunst, inden den fuldstændig eller omtrent
ganske gaar ud af Sagaen ligesom
Træsnittet allerede forlængst havde gjort det.
Med Claude Lorrain og Jaques Callot
paabegyndte Frankrig den Udvikling, som
skulde sikre det Førerskabet lige indtil vore Dage,
og i stedse mere stigende Grad. Claude
Lorrain og Callot var ypperlige Raderere; men
i Slutningen af deres Tid opstod en anselig
Række ypperlige Kobberstikkere i Frankrig,
der dog hovedsagelig udmærkede sig mere
ved blændende og elegant Teknik end ved
Aandfuldhed og Dybde. Det er sandsynligt, at denne Epoke
led en Del Skade ved at en Hofmaler, Charles Lebrun, der
selv besad en ikke ringe teknisk Evne og var uhyre
produktiv, virkede med en enevældig Magt i den franske
Kunstverden. Lebrun var en overordentlig kraftig Personlighed,
men besad ikke Forudsætningerne for at kunne udøve en
gavnlig Paavirkning nedefter. Og da alle Samfundsgebeter
— og ikke mindst Kunstens følsomme og let paavirkelige —
i højere Grad end af noget andet præges, baade hvad Aand,
Stil og Smag angaar, af den enkelte stærke Personlighed,
er det rimeligt, at det mest blev den udvendige Brilleren,
Formens Elegance og Stilens Sikkerhed, der kom til at
stemple denne Tid.
Talentet, det større eller mindre, beror først og fremmest
paa den tekniske Kunnen, Letheden ved at frembringe efter
de Linjer, der allerede er afstukne. Geniet, som famlende
og higende bryder sig nye Baner, vil under alle
Omstændigheder aldrig være i Besiddelse af Talentets udvendige
Flothed. Ja, det kan, skønt det lyder ret paradoksalt, siges
at Geniet oftest opstaar mellem Fuskere.
Blandt de dygtige franske Kobberstikkere fra Lebruns
Tid er der nogle, hvis Navne særlig bør nævnes, selv om
ingen af dem hæver sig op i Række med de største Mestre.
Kunsten var — ligesom nu — i Færd med at blive lovlig
filosofisk, og under Bannerførerne, Maleren Lebruns og
Kunstarkæologen Felibiens Forsæde deliberedes Kunstens
grundlæggende Problemer ivrigt, og det dekreteredes, at
»ingen Kunstner bør være uvidende om Matematik,
Geometri, Musik, Historie« og meget andet. Men al denne Lær-
W. Hogarth scutps.: Fra Galleriet
dom frembragte dog ikke den store vidunderlige Kunstner,
som hvert Tidsafsnit tørster efter, indtil han kommer.
Heller ikke paa det grafiske Omraade kan nogen særlig
Storhed spores i denne Epoke.
I en berømt Kunstnerfamilie af Navnet Audron opvoksede
en af de teknisk dygtigste Linjestikkere, som har eksisteret,
nemlig Gerard Audron. Han besad sikkert Muligheder for
at kunne blive noget overordentligt, ogsaa som selvstændig
skabende Kunstner, men han indfangedes af det mondæne
Løsen og brugte sin Tid til at stikke en Serie Blade til
Lebruns kæmpemæssige Komposition »Aleksanderslaget«.
Hans Brødre Germain og Claude Audron var ligeledes
fremragende Kunstnere paa deres Felt, men var ogsaa
stærkt paavirket af den mægtige Lebrun og ude af Stand
til at hævde en selvstændig Opfattelse.
I saa Henseende er der i hvert Fald snarere Grund til at
fremhæve Robert Nanteuil, en fortrinlig Portrætstikker, der
udfoldede en ganske overordentlig produktiv Virksomhed,
alene over tohundrede Portrætstik foruden flere andre
Arbejder. Nanteuil havde en sikkert karakteriserende Streg,
en enestaaende fysiologisk Iagttagelsesevne, en
forbavsende Hurtighed i at finde Vej ind til det centrale i et
Portræt. Hans Stik i Legemsstørrelse af Ludvig den
Fjortende, som han adskillige Gange forevigede, giver
»Solkongen« med hans Lyder og Dyder paa en glimrende
fortællende Maade; hans Stik af Mazarin og Turenne er ligeledes
fortræffelige. I denne Nanteuils Specialitet —
Portrætgrafikken — har han næppe mange Ligemænd. Men hans
Elever forfaldt i overfladisk Maner.
53
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
