Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
pel paa den Daumier’ske sumariske Stil. Og hvilken
Karakteristik i Bryderen, der i Spænding gaar som en Løve i
Bur, trædende fast i Gulvet og med kraftfulde, men slapt
nedhængende Arme.
Ogsaa Manet er blevet erstattet, fra før i Tiden er
igen det blændende lille Stilleben med Pærerne og det
udmærkede: »Fra et Braseri«. Nyt er et Dameportræt, —
men der skal jo noget til at erstatte Værker som
»Damperens Afgang«, Portrætter af »Monsieur Brun«, og
Madam Lemonnier. — Men giver man Tid, er der næppe
Tvivl om, at der atter en skønne Dag hænger et
»Hovedværk« af Manet paa Ordrupgaard.
Der er mange andre Nyerhvervelser, at nævne dem alle
vil være ugørligt her og paa Grundlag af et enkelt Besøg,
— dog skal vi omtale et bedaarende Dameportræt af Degas
foruden et stort Danserindebillede, en ypperlig Pastel af
»Kvinde, der reder sit Haar«, samt det fra
Degasudstillingen kendte: »Børn paa Trappen ved et Landsted«, som
Etatsraaden har bevaret.
De »rigtige Impressionister« Monet, Pissaro og Sisley er
udmærket repræsenterede, bevaret fra før er Monet’s
»Waterloo—Bridge«, og nyerhvervet et udmærket og typisk
Pariserprospekt af Pissaro: »Place Théatre Francais«. Sisley
er ogsaa repræsenteret med gode Billeder og Guillaumin
saa overordentlig rigt, at det næsten er noget udover hans
Betydning, men denne lille kritiske Bemærkning afvæbnes
delvis ved Indrømmelse af, at det netop af denne Kunstner
er Arbejder, der søger deres Lige i hele hans Produktion.
Cezannes er endnu ikke erstattet og heller ikke Gaugin’s
Tahiti-Billeder, derimod er der en hel Række af denne
Kunstners Billeder fra Bretagnetiden, og Etatsraad Willi.
Hansen har nu ført Nyerhvervelserne saa langt op som til
Matisse og Marquet.
Ved Genrejsningen af Ordrupgaardsamlingen har
Etatsraad Wilh. Hansen atter vist sit ægte Samlersind, med
virkelig Forstaaelse og udpræget Kvalitetssans fører han sin
Samling videre efter den engang klogt anlagte Linie. ■—
Man kan rolig fastslaa, at Samlingen allerede igen er en af
de smukkeste Samlinger af fransk Kunst uden for
Frankrig — og man tager næppe Fejl, om dens Skabers Energi
ikke engang igen bringer den i Spidsen.
Desværre er Samlingen ikke mere tilgængelig for
Offentligheden, — det er Skade, — men Etatsraad Hansen
mindes sikkert den lidet hensynsfulde og ogsaa uretfærdige
Behandling, samme Offentlighed gav ham under
Landmandsbankaffæren, og naar sligt bliver Resultatet af
gæstfrit at aabne sine Døre og delagtiggøre andre i sine
Glæder, ja saa forstaar man Trangen til atter en Tid at lukke
sin Dør — og have Fred.
Men mon det bliver mere end en Tid, at Døren er
lukket, vi skulde kende Etatsraad Hansen daarligt, om den,
der af virkelig Interesse og Kærlighed til Kunst henvender
sig til ham for at faa Lov at se hans Skatte, ikke skulde
blive lukket ind, — og Tiden og Kunstglæden bringer
sikkert Etatsraaden til atter at glemme den overgaaede
Uretfærdighed.
Vi ved, at Etatsraaden nu helst ønsker Tavshed om sin
Samling, men Samleren har nu engang sin Mission, bl. a.
den at holde sine Læsere den virkelige og ideale Samler
for Øje — det er det der er sket her.
Æres den, som æres bør.
Amon.
AMALIENBORG
Ien Anmeldelse ai Munthe af
Morgenstiernes Bog om Eigtved i »Samleren«s
Martsnæite, som væsentlig er af
refererende Art, finder jeg den Udtaleise, at
Maleren Marcus tuscher aidng nævnes i
de Archivaher, som angaar Amalienborgs
Tilblivelse. Dette er dog sikkert ikke
Munthe ai Morgenstiernes Mening.
Paastan-den har i Anmeldelsen faaet en altfor skarp
Form. Men Forfatteren er tildels selv Skyld
deri. Hans Fremstilling, som helt igennem
er baaren af en varm Sympati for
Eigtved, er som Følge deraf ikke fri for
Tendens, og særlig hvor han taler om
Amalienborg, og Læseren kan let faa det
Indtryk, at han vil fraskrive Tuscher al
Indflydelse paa den Form, som Pladsen og
Palæerne fik.
Naar nogle Forskere tilskriver Maleren
og Architekten (saaledes kalder han sig
selv) M. Tuscher en betydelig Andel i
Palæernes og Pladsens Tilblivelse, er det ikke
grebet ud af Luften, men særdeles godt
underbygget med Dokumenter, først og
fremmest et udførligt Overslag til et af
Palæerne fra Tusehers Haand, udarbejdet efter
kongelig Befaling. Man ser heraf, at det
er Tuscher, som har foreslaaet at lade Pa-
læerne flankere af Pavilloner, som
forbindes med Palæerne ved lavere
Mellembygninger. Paa denne rythiniske Afveksling
beror for en stor Del Pladsens Skønhed.
Det er ogsaa Tuscher, som har givet
Pladsen den 8-kantede Form ved at lade
Sidefløjene danne en stump Vinkel med
Palæerne. Paa Eigtveds Tegning, som ligger
i Bregentveds Arkiv, gaar Palæerne ud i
eet med Sidefløjene; alt er i samme Højde
med fælles Hovedkrans og Ballustrade. Og
hvad der er det mærkeligste, der er intet
Knæk paa Facadelinjen. Efter Eigtveds
Plan vilde Pladsen være bleven et
Kvadrat, hvis Hjørne kun var afskaarne i den
Bredde, som de fire indmundende Gader
har. Men Tuscher gør i sit Overslag med
Rette gældende, at denne Plan »ikke viide
give Pladsen, som i sig selv ikke er alt
for stor, noget godt Udseende«. Eigtved
maa selv have indset dette, siden han har
akcepteret Tusehers Forslag.
Anmeldelsen slutter med, at fremtidige
Arkivfund muligvis vil bringe en endelig
Løsning af Spørgsmaalet. Ja, det er ikke
usandsynligt. Jeg kan allerede nu give et
lille Bidrag, hentet fra
Partikulærkammerets Bygningsregnskaber. 1 Januar 1751
fik Snedker Schäffer 165 Rdl. for en Model
til et af Palæerne. Regningen var attesteret
og anvist af Tuscher, hvilket forudsætter,
at det er ham, som har instrueret
Snedkeren. Efter Tusehers Død, den 6. Jan.
1751, arbejdede Snedkeren videre paa de
andre Palæer, saa at man fik en Model
af hele Pladsen. 1 Midten stod en
Heststatue, som Petzoldt havde lavet, uden
Tvivl efter det Udkast af Tuscher, som
findes i Kobberstiksamlingen.
Det var Eigtved, som i 1750 havde
»foranstaltet Forfærdigelsen« af Modellen; han
var jo den ledende Architekt. Men Tuscher
har altsaa været medvirkende lige til sin
Død. Æren for Amalienborg maa de dele,
og denne Opfattelse vilde næppe have mødt
nogen Modsigelse hos Eigtved selv. Efter
alt hvad der foreligger, satte han megen
Pris paa Tuscher, som var hans trofaste
Medhjælper paa Akademiet, og Eigtved
havde paa denne Tid, da Thura havde
trukket sig tilbage til Jylland, saa meget
at bestille, at han sikkert har været glad
ved at kunne finde Hjælp hos en saa
fremragende kunstnerisk Begavelse som Marcus
Tuscher.
Fr. Weilbach.
102"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
