Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— langsomt paa Vej mod Graven paa Fattigkirkegaarden,
Øjnene aabnes atter saa smaat for den ærlige Kunst, og
hermed er der ogsaa i Værdsættelsen af Graffs
Produktion fundet en passende Ligevægt mellem de to Extremer.
Det karakteristiske ved Anton Graffs Portrætter er i
første Række Personlighedens Afspejling. Han havde en
mærkelig Evne til at opfange og gengive det, der var det
centrale, det ejendommelige for Personen, forskønnede
aldrig, fremhævede snarere med Forkærlighed Træk, som
sikkert ofte mishagede de højtbetalende Kunder. Paa den
anden Side hører man stadig hans Billeder rost for stor
Lighed. Saa vidt jeg forstod engang paa en ung dansk
Maler, maa det regnes for filistrøst at nævne denne Side
af Sagen. Men mon det med Ligheden ikke skulde have
sin dybere Grund deri, at Maleren, med flere af hans
Kolleger, ganske simpelt ikke kunde tegne? Samme
Maler skulde engang male et Dobbeltportræt af to
Ægtefæller og modtog Forudbetaling for det, men de stakkels
Mennesker brændte sig dygtigt, thi de saa for hver Dag,
de sad for Maleren, værre og værre ud paa Lærredet, og
de maatte til sidst erklære, at de ikke kunde hænge det
Billede paa deres Væg. Herover rasede Maleren
frygteligt, skældte dem ud for Filistre og erklærede indigneret,
at hans Talent iøvrigt ikke var til Salgs og at det aldrig i
Livet havde været hans Hensigt at male et Portræt, men
kun et »Genrebillede«. (!)
Graffs Mands-Portrætter er de mest vellykkede.
Kvinderne, hvis Arbejde i hans Tid var indskrænket til
Husvæ-sen og Baldyren gav ham aabenbart ikke ulstrækkelig
Inspiration. Men Klassikerne, som Daniel Chodowiecki
illustrerede, dem portrætterede Anton Graff og i Bauses
Kobberstik blev de spredt viden om, blev Folkeeje. Det 18.
Aarhundredes aandelige Stormænd lever videre i de
Skikkelser, Graff har givet dem. Mnther vover endogsaa at
sige, at i højere Grad end i Reynolds Digterportrætter
afspejler den nye Tids rent aandelige Væsen sig i Graffs
Portrætter. Det er ogsaa just dette, det aandelige Væsen,
der har interesseret Graff, slet ikke det
dekorativt-male-riske Element i Portrættet. Han malede defor kun sjældent
sine Personer i hel Figur, var saaledes imod al Poseren.
Det var Hovedet, som fængslede ham, som det
Skatkammer det var hos den Række af Sturm-und-Drang-Tidens
Genier, som er bevaret for os i Graffs troværdige og
tilforladelige Gengivelser.
Af Samtidens Berømtheder er hans Portrætter af
Herder, Wieland, Lessing, Schiller, Filosoffen Moses
Mendelsohn, Friedrich d. 2. og Prins Heinrich af Preussen
særlig kendte. Billedet af Schiller ses næsten i hver
Litteraturhistorie, gengivet i Stik af Bause. Og dog hører det til
hans svageste Billeder. Schiller sidder ved et Bord; mod
den venstre Haand læner han sin Tinding, Hovedet er
bøjet svagt til venstre. Maaske har Schillers urolige
Mo-delsidden forstyrret Graff, selv om han ikke forlangte, at
hans Modeller skulde sidde som Støtter. Han skriver i
hvert Fald i sin Selvbiografi om Schiller: »Det var en
urolig Sjæl, uden Flid til at ville sidde, og det var med
det største Besvær, at jeg endelig fandt en Stilling for ham,
om hvilken han dog forsikrede, han aldrig i sine Levedage
havde siddet i.« Billedet af Lessing (som jeg iøvrigt kun
kender i Reproduktion) fremhæves fremfor den kendte Ma-
110"
ler Johan Friedrich August Tischbeins Portræt af Digteren
og skal høre til Graffs bedste Arbejder.
Blandt de faa Dameportrætter findes Billedet af Minna
Stock. Modellen til dette Billede skal have været en Drøm
af Skønhed — det var Moderen til den unge Frihedsdigter
Theodor Korner, der faldt ved Gadebusch 1813. Graff har
sikkert forelsket sig — ganske stille — i Skønheden, thi
Körners Fader, en streng Superintendant, faldt næsten i
Afmagt, da han saa sin tilkommende Svigerdatters
Portræt. »Et lastefuldt Contrafey! Et hedensk Gudebillede, en
Venusdatter uden Skam og Blu!« skal deii kyske Mand
have udbrudt ved Synet af det, med det samme snittet det
ud af Rammen, foldet det sammen som et Ark Papir og
returneret det. Efter mange mærkelige Tildragelser er det
havnet i Körner-Museet i Dresden. Ved Bekendtskabet med
dette Billede forekommer den gamle Superintendants
Forargelse temmelig komisk, thi det er virkelig et yderst
uskyldigt og smukt Portræt.
Graffs Billeder er i Tidens Løb blevet spredt for alle
Vinde, og flere Hundrede af hans Værker, som han nøje
har ført Bog over, er endnu ukendte. 1 Basel har Dr. M.
Zicger en stor Graff-Samling, endvidere findes hans
Billeder i Akademiet i Berlin, Kobberstikkabinettet,
Nationalgalleriet og Hohenzollernmuseet, i Galleriet i Dresden (25
Stykker), i det kgl. Bibliothek samme Steds, i Gotha,
München (Pinakotheket), i Potsdam, Zurich, Weimar,
Stockholm (bl. a. et andet Billede af Minna Stock) og
endelig i Graff-Museet i Winterthur.
1 Privateje i Dresden findes ogsaa mange Graff-Billeder,
bl. a. Portrættet af den danske Gesandt, Friherre Frederik
Ludwig Ernst von Bülow (1738—1811), der havde et
Gods ved Dresden og som Graff malede Aaret før hans
Død. Det er et overordentlig smukt og fornemt Billede.
Paa Brystet bærer Gesandten den danske Storkors-Orden,
hvorpaa læses: »Gud og Kongen«. Det hvide Haar staar
skarpt og lysende mod den mørkere, skybedækkede
Himmel. Den dekorative blaa Frakke med Fløjelskraven og
Guldknapperne og det hvide sirlige Halsbind harmonerer
herligt i Farven. Munden, et svært Problem for hver
Portrætmaler, har Graff saa levende og karakteristisk malet,
at det er, som om man hvert Øjeblik kan vente, at den
gamle Diplomat vil komme med en eller anden politisk
Aandfuldhed. I Arten kan Billedet minde noget om den
danske Maler Jens Juels Portrætarbejder.
Den tyske Digter Kleist har engang skrevet over Rafaels
Selvportræt (jeg oversætter det frit):
Da Døden kom at hente Rafael tilbage
til Evighedens fjerne Strand,
han ser et Billed af den store Mand
og ved ej, hvilket af de to han vel skal tage.
»Tag«, siger Rafael, »o, Død, kun mig,
thi hint er mer udødeligt end jeg!«
Var end Graff langt fra nogen Rafael, kunde disse Ord
dog ogsaa passe paa ham; han var det, som ikke alle
Malere i vore Dage er, yderst beskeden og tilbagetrukken med
sin Person, alene levende for sin Kunst og sit Arbejde.
Han var, i Ordets allerbedste Forstand den
samvittighedsfulde Kunstner.
Dresden, Juni 1925. -1 V♂7~~
Cff/lf. f/c^t-z ’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
