Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saa var der, naar Kong Frederik var i Byen, han boede
da altid paa Kristiansborg, den daglige Vagtparade af
Fodgarden og Hestgarden, som (altsaa tilfods) forrettede
Drabanttjeneste udenfor Kongens Værelser og paa
Amalienborg hos Enkedronningen, Caroline Amalie.
Vagtparaden (Garden) trak gennem den
ellers saa stille Nørregade, over
Gl. Torv, Raadhusstræde; man
sagde dengang, det var fordi
Grevindens Forældre boede der,
og medens Musikken spillede
udenfor Kolonnaden, færdedes
der en Mængde kendte Folk af
Kongens Hofétat, ud og ind,
særlig saa man Gardens
Officerer, Staldmester Scheele o. fl. A.
og Audientssøgende; jeg har
engang seet Digteren Carsten
Hauch, som var stærkt haltende,
med en konstig Jernfod, gaa ind
paa Slottet.
Senere blev det jo Folkets
Glæde at hilse paa Kongen paa
hans Fødselsdag, om Aftenen
den 6te Oktober, med Musik og
Fakler; han kom da frem paa
Altanen over Kolonnaden og
raabte udover Ridebanen: »Tak,
Børn! hils Eders Koner og Børn
derhjemme!« og før gik Folk
ikke derfra.
Ja, hvor var Frederik VII dog
jævn og folkelig; jeg saa ham
en Dag ridende paa Volden og vilde først ikke tro, at det
var ham, idet han red forbi; saa løb jeg op paa
Brystværnet og kom saa et Stykke foran ham; da han saa igen
passerede mig, blev jeg vis paa, at det var ham; han havde
intetsomhelst Overtøi paa, skønt det vistnok var sent paa
Efteraaret, og kun sin Fløjlskalot, som han bar den inden
Døre, paa Hovedet, og ikke
engang sin Rideknægt, Anders,
bag efter sig.
Men saa til andre Tider
kunde han, for at være Konge,
anlægge og bære Uniformer, som
ikke klædte hans ellers saa
kongelige Udseende, som da han
indviede Johanneskirken paa
Nørrebro, da han i Optog kørte
i Glaskareten med de hvide 6
eller 8 Heste, Løbere, Forridere
og Hestgarden bagefter
Vognen; da var han i dansk
Husaruniform. En Paaklædning, som misklædte ham i høj Grad.
Da han i 1858 indviede Blinde-Institutets nye Bygning
paa Kastelsveien (som jeg knyttedes til i 34 Aar som
Skriver), har min kære Chef, Forstander Moldenhawer fortalt
mig, at Kongen efter Højtideligheden i Festsalen kom ned i
»Bazaren«, som den kaldtes, for at se Elevernes Arbeide;
lian greb en af Pigernes store Straahatte, satte den paa
Knngens Nytorv (IMO)
Østerallé ved Trianglen
sit Hoved og sagde: »Ligner jeg en Konge?« hvorved han
sikkert har sat min gode Forstander i Forlegenhed med
Svaret.
Her paa Institutet lærte jeg senere Geheimeetatsraad
Trap at kende; han var Institutets Direktør, og da han
ogsaa samlede paa Autografer,
kom jeg i nærmere Forbindelse
med ham, hvad jeg fortællei om
i Afsnittet »Autografer«. Trap
har engang sagt, at det var
meget vanskeligt at være Hofmand
i Frederik VII’s Tid, og deri har
han sikkert haft Ret.
Kammerherre Berling har jeg
engang talt med i hans Officin;
det var kort før hans Reise til
Ægypten og Død og altsaa
efter Kongens Død og efter hans
Stilling som Hofmand. Han kom
en Aften op i Kontoret, hvor jeg
og en Sætter læste Korrektur
paa Bladet (Avisen). Han
udtalte da til mig sin Roes over, at
Korrekturen blev saa
omhyggelig læst, og jeg har saaledes et
godt og venligt Minde om ham
og hans Paaskønnelse af mit
Arbeide; dette var forøvrigt
opslidende og trættende, sotn jeg
sammen med min daglige
Gerning i »Bikuben« og
Blinde-In-stitutet, kun kunde udholde i 6
Aar, da det udførtes i Aften- og
Nattiiner samt Søndag Formiddag.
Siden jeg nu er kommen ind paa at omtale Erindringer,
der knytter sig til min tidlige Ungdom og vedrørende
Personer, der stod høit paa Dagsordenen, maa jeg fortælle, at
jeg af min Principal, Boghandler Eibe, blev sendt op med
et Brev til den berømte Danserinde Pepita, som besøgte
Kjøbenhavn i 1858 og som ved
sin Optræden særlig i sin Dans
»E! Ole« vakte en sand Storm
af Ovationer. Hun boede i
Hotel d’Angleterre i de dyreste
Værelser paa 1ste Sal. Da jeg
kom ind til hende, sad hun,
omgivet af nogle Herrer, ivrig
talende, ved Vinduet; jeg
afleverede det Brev, jeg havde med;
Svaret, som blev givet mig af en
af Herrerne, kan jeg ikke
erindre; men jeg kan huske, at hun
var meget smuk, klædt i
lyse-blaa Silkekjole, og jeg var ikke lidt stolt af at have seet
og saagodtsom talt med hende, hvis Navn var paa Alles
Læber.
Den berømte norske Violin-Virtuos Ole Bull har jeg
ogsaa seet og talt med. Budtz-Müller, Forretning i
fotografiske Artikler, som jeg en kort Tid førte Bøger for, bad
mig en Dag gaa til ham for at bede ham komme til en be-
144
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
