Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Baggrund kunde lige saa godt have været lidt mindre som
lidt mere blaa, uden at det vilde have ændret Billedet i
synderlig Grad, og først og fremmest maa man indvende, at
han i sitMotivvalg viser en saa beklagelig Mangel p^aAand
og navnlig Kultur. Vi har jo nok hørt berr’ - jget
særligt genialt, Indfaldet med Jakken, son?sØF . Bords,
men jeg er ærlig talt ude af Stand til at > uoget egentlig
bemærkelsesværdig i denne Omstændighe’ er dog før
i Verdenskunsten malt Emner, der har været nok saa
interessante og indholdsrige. Alt er jo tilmed her tomt. Baade
Jakken, Ideen og Billedet.
Naar man staar overfor Scharffs Billeder i den første
Sal og ser paa hans Kopi efter Uccello, som der forøvrigt
vel ikke var nogen
tvingende Grund til
atter at udstille her,
uden at den for saa
vidt skulde tjene til
Sammenligning, og at
man derved kan
konstatere, at Maleren i
sine store dekorative
Billeder, som hænger
paa Trappeopgangen,
hvad Komposition
angaar, absolut intet har
lært af at kopiere den
gamle Italiener.
Kompositionerne lider af
en saa sjælden
Mangel paa Rytme, paa
logisk og rigtig
Konstruktion, at de i saa
Henseende vistnok
søger deres Lige. Og
hvem mon der kan se noget i samme Malers store Billede
med Rengøringskonerne, Lammehovederne og den døde
Kat. Kompositionen er her saa barnagtig symmetrisk og
ganske uden Dynamik. Det hjælper da kun lidet, at man
kan beundre nogle tidligere malte Stilleben og
udtryksfulde Kvindeportrætter. Den Vej, denne Kunstners
Udvikling synes at gaa, ender blindt.
I Sidesalene ser man hvorledes Ernst Zeuthen hæderligt,
men uden fremragende Evner, kæmper sin Kamp med det
genstridige Stof og en meget uskøn Farve. Mogens
Lorentzen vil vel ogsaa kun de færreste kunne aflokke nogen
Interesse, saafremt man da af Kunst fordrer noget alvorligt
og gediegent. En vis Lødighed finder tnan derimod hos
Kræsten Iversen, der, selv om han ikke er nogen født
Mester, i hvert Fald har malt et overordentlig smukt Stilleben.
Og at Knud Kyhn muligt er mindre naturtro end Johannes
Larsen, men til Gengæld skaber Værker af betydelig større
og vægtigere billedmæssig Virkning end den berømte og
højt skattede Fynbo, er blandt virkelig kunstinteresserede
forlængst en kendt og fastslaaet Sag.
Udstillingens Arrangør Sigurd Swane har forbeholdt sig
en hel Sal, men noget gunstigere Indtryk end man hidtil
har haft af hans Kunstnerpersonlighed, faar man ikke. Det
lader sig ikke nægte, at det tidlige Portræt af Broderen
Leo Swane er egnet til at vække Forventninger, som des-
værre senere ikke er blevet indfriede. Man ser det tydeligt
af det omend i nogle Retninger ret vellykkede Billede af
KunstnerensFader og afgørende af de to Udgaver af Jacobs
Drøm, som hver for sig lider af en beskæmmende Grovhed
og Mangel paa Orden i Billedernes Planer. Rude, som
optager den tilsvarende Sal paa den anden Side de Afdøde,
arbejder ligesom Weie i Isaksons Spor. Man kunde ønske, at
denne egentlig sympatiske Kunstner engang imellem ogsaa
traadte lidt ved Siden af Forbilledet, saaledes at man fik
Fornemmelsen af, at han tillige havde noget personligt og
for sig selv ejendommeligt paa Hjerte. Ernst Goldschmidt
falder som Maler noget uden for Rammen, idet han i
Modsætning til de andre mere er Impressionist, hvor de er
Ekspressionister, og
naar dertil kommer, at
Goldschmidt som
Kolorist er Lyriker, saa
følger det af sig selv,
at han her maa virke
som Løsgænger. At
Isakson, som jo i
Grunden er svensk,
ogsaa i sit
maleriske Væsen, er
medtaget paa Udstillingen,
kan for saa vidt
forsvares, som det har
sin Interesse at se det
Mønster, hvorefter
flere af Udstillerne har
arbejdet.
Kredsen af de
udstillende Malere sluttes
af
Danneskjold-Sam-søe, hvis Optagelse
paa Udstillingen vel mere skyldes hans Virksomhed som
Skribent og Vaabendrager for den moderne Retning end
hans ærlig talt noget tynde Evner som Maler.
Bornholmeren Oluf Høst, hvis Landskaber ikke efterlader noget
dybere Indtryk, og endelig Svenskeren Wolmar, hvis
Naturalisme heller ikke falder helt i Traad med Udstillingens
Linie samt den ærligt stræbende jon Stefansson, hvis
Billeder skæmmes lidt af noget hektiske Farver.
Kataloget, som ved en saadan Lejlighed burde vidne
om en særlig god Smag, er trykt med en næsten
ulæselig Type og dokumenterer til Overmaal, hvorlidt
denne Kreds af Malere i Virkelighed ved, hvor Skoen
trykker i deres Forhold til Publikum, idet de ganske har
undladt at sætte Numre eller Tekst under Illustrationerne,
hvorved de sætter Læserne i den pinligste Forlegenhed,
naar de vil identificere Billederne med Teksten.
Trods den Reklame, der har været gjort for
Udstillingen, har det ringe Besøg uomgængeligt vist, at Interessen
for den moderne Kunst i Danmark endnu ikke har vundet
nogen større Udbredelse, og der havde maaske ogsaa
været Grund til for Udstillingens Arrangører selv at have
taget det hele lidt mindre højtideligt og været lidt mindre
imponeret af sig selv og over endelig engang at være
sluppet indenfor det ellers saa foragtede Charlottenborgs
Mure. çx
{j^OCa^lyC^zJ’-t^ f/Y
Vilh. Lundstrøm: Opstilling med Frakke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
