Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligeglad med Slottet og Jorderne, naar Malerierne var
solgte. Senere, da samme Neveu døde, arvede Onkelen
Titlen og Godset, men den vigtigste Tiltrækning var borte.
Efter Faderens Død begyndte Horace at indrette sig
rigtig som Skønhedselsker og Samler. Han ejede, et Hus midt
inde i London, men det var ikke ejendommeligt nok for
ham. Han købte et Sted ved Twickenham, i
Richmond-egnen, lige ved Themsen. Det stammede fra 1698, tla en
Staldmester hos en Adelsmand købte det — man sagde, at
han havde tjent sine Penge ved at sulte sin Herres Heste,
og Stedet blev derfor i Folkemunde kaldt Straw-Hill.
Horace købte det, og fandt i gamle Dokumenter, at det godt
kunde hedde Strawberry-Hill, og det blev dets nu saa
berømte Navn. Med megen Fornuft byggede han Huset om,
eftersom hans faste Indtægter gav ham Raad til det, saa
det kunde komme til at stemme overens med hans
Begreber om Skønhed. Og det vil sige, at det blev
gennemført gotisk. Det fik spidse Spir og Gavle med Fialer,
fantastiske Trappegelændere, med Gazellemotiver, efter
Wal-polernes Støttedyr i Vaabenskjoldet, Kaminer og
Dørkarme blev lavede efter gamle Gravmæler i gotiske Kirker og
efter gamle Motiver i gotiske Slotte. Farvede Ruder hørte
ogsaa til den gotiske Stil og fra forskellige Sider fik han
fat i ialt to og tredive gamle Glasmalerier, som han satte
i Vinduerne. Disse Glasmosaiker fik han dels fra sin Ven
i Italien, Sir Horace Mann, og dels fra gamle engelske
Kirker og Kapeller, og slanke tynde Helgener prydede
Vinduerne i de fleste Rum i Huset og dæmpede Dagslyset. Til
at begynde med var Huset ganske lille, saa Walpole
tilbyder at sende det hele i en Konvolut ned til Sir Horace
Mann i Florens, at han kan se det. Det var, som der blev
sagt om et andet Hus, for lille til at bo i og for stort til
at hænge ved Uhrkæden. Men det varede ikke ret længe,
saa blev det saadan udvidet, at det hverken kunde puttes
i Konvolut eller hænges ved Uhrkæde. Det blev paa to
Etager, Bibliotek og Sovesal var over tredive Fod langt,
og Galleriet endnu meget større. Walpole kaldte det tit
for Papirhuset. Bare det blev kønt, gjorde det ikke saa
meget med Soliditeten. Taget var ikke lige regntæt over
det hele og der var slemt fugtigt paa Grund af Themsens
Nærhed. Den spinkle, gigtiske Ejer var af og til nødt til
at tage ind til sit Londonhus for ikke at blive ganske
deform af Gigt, som navnlig plagede hans Hænder stærkt.
Dette Hus med de brogede Ruder, udskaarne Lofter i
Perpendikulærstilen og Buegang ud mod Haven fyldte
Walpole fra øverst til nederst med Samlinger af — alt
muligt. Bøger og Malerier, Miniaturer og Kobberstik,
østerlandsk Kunstindustri, kinesisk, japansk, fransk og engelsk
Porcelæn, Mønter, antikke Statuer, Buster og Bronzer og
allehaande historiske Snurrepiberier. Han var ikke helt saa
kræsen som ønskeligt, og desuden altfor velopdragen til
at afslaa de besynderlige Gaver, som Venner og Bekendte
troede at gøre ham en Glæde ved at give ham, men som
ikke alle fortjente at være i en fin Samling. Resultatet blev
noget broget, men alt i alt var Samlingen alligevel baade
smuk, interessant og værdifuld. Paa de Tider var Begrebet
offentlige Musæer meget svagt udviklet. Der var lige lagt
Grunden til British Musæum, men det var endnu
kongelige og private Samlinger, der betød mest. Folk fandt
snart ud til Strawberry-Hill, og det i saadanne Skarer, at
Walpole selv, ogsaa om han inderst inde følte sig smigret,
ikke kunde udholde alle de Menneskers Besøg, men skjulte
sig i et Lysthus i Haven, mens Samlingen var aaben for
Publikum. Han skulde ikke have noget af at mænge sig
med den gemene Hob.
Noget af det ejendommeligste ved Strawberry-Hill var
det Trykkeri, som Walpole fandt paa at låve sig at lege
med. Et lille Hus i Haven blev indrettet til Trykkeri, og
Mandskabet der var aldrig større end en Mand og en
Dreng. Den første Trykker hed Robinson, men han blev
der ikke ret længe. Den næste hed Kirgate. Han blev, til
Walpole døde og hans Navn findes paa de Bøger, han har
trykt. Men han sagde rent ud, at han hävde’ventet sig
mere, da han fik at vide, hvad Walpole havde bestemt til
ham i sit Testamente.
De Strawberry-Hill Bøger, der findes paa det kongelige
Bibliotek, er fortrinligt bevarede og meget smukke.
Navnlig har Guldsnittet i Titlens Løb faaet en vidunderlig
brungylden Tone. Papiret er ikke særlig tykt, men godt, og
Trykket staar endnu saa klart som i nogen splinterny Bog.
Bindene er Hellæder, med Guldornamenter, navnlig er
Ryggene rigt dekorerede. Der er sværtede Ornamenter paa
Ydersiden af Bindene.
Blandt Bøgerne i hans Samling fandtes der en Mængde
Sjældenheder. Dronning Elizabeth selv har oversat
Margrethe af Narvarras Værker, Bogen er trykt i 1548 med
Frakturbogstaver.
I Kataloget anføres altid Frakturbogstaverne, da
England ellers tidlig gik over til at benytte Antikva. Der var
Coxe’s Rejser i Polen, Rusland, Sverig og Danmark. Kong
Jacob den Førstes Arbejder, den lærde Konge, gift med
vor Prinsesse Anna. En pragtfuld Samling af latinske
Klassikere, fem og halvfjers Bind, i rødt Marocain. En
Kvartudgave af Gibbons: Det romerske Riges Forfald, som
Dickens lader spille en Rolle i »Vor fælles Ven«. En »Histoire
de Dennemarc« paa Fransk i seks Bind. Walpole lod
udføre en ny Udgave af Anthony Hamiltons Grammont
Memoirer, forsynede den selv med Noter og lod kun trykke
100 Eksemplarer, hvoraf de tredive gik til Frankrig, til
hans gode Veninde, den kvikke, gamle, blinde Madame du
Deffand, som Walpole lærte at kende paa en Tur i
Frankrig, og som han kom til at holde af og interessere sig for,
trods hendes høje Alder. Hun havde alle sine Dage været
fortryllende, havde blandt sine mange Elskere kunnet tælle
Prinsregenten selv og var endnu muntrere og mere levende
end de fleste unge. Walpole var ganske udmattet af at
prøve paa at følge hende paa Ture i Teatret og til
Selskaber. Man kom gerne i Snak med hende, saa man glemte
Tiden, og et Aftenselskab hos hende sluttede sjældent før
to—tre om Morgenen. Hendes Livfuldhed, Vid og store
Godhed vedblev at udøve stor Magt over alle hendes
Omgivelser. Walpole korresponderede omtrent ugentlig med
hende i femten Aar, lige til hun døde.
Horace Walpoles Møntsamling var meget omfattende.
Der var Eksemplarer af de fleste Landes gamle og
gangbare Mønter i Guld, Sølv og Kobber, deriblandt
naturligvis mange gamle romerske. De store Kobbermønter fra
Romerriget byttede han bort for at faa Benvenuto Cellinis
Sølvklokke, som var bleven lavet til Pave Clements den
Syvende. Den er helt dækket af cicelerede Fluer, Møl,
190
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
