Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bøger, som det fremgaar af Katalogerne; det var ligefrem
ikke til at undgaa dengang, naar man som han besad alle
Hovedværker i Biblioteksvidenskab, Theologi, klassisk
Filologi og Historie. Af de 475 Bøger, han i 1820 skænkede
Det kgl. Bibliotek, er Hovedmassen sjældne spanske
Værker og gamle gode Udgaver af klassiske Forfattere, f.
Eks. mange af Etiennes Udgaver. 1 1824 skænkede
Arvingerne 3000 Smaaskrifter, der ikke katalogiseres, og 1252
Bøger, hvoriblandt de største Sjældenheder. Bøger, som
Biblioteket besad i mindre gode Eksemplarer, fik det nu
i de skønneste Bind; efter Stikprøver at dømme stammer
de fleste af disse fint indbundne Bøger fra Bernstorffs
Bibliotek, hvoraf Moldenhawer overtog en stor Del.
Ligesaa værdifulde Sager fandtes blandt de næsten 12,000
Bind, der blev solgt ved Auktion. Altfor mange af disse
gik til Udlandet, navnlig til den engelske Boghandler
Laing; en Del vil kunne findes paa Stiftsbibliotekerne. En
af dem genfandt jeg hos mig selv, Nr. 251 Stobaens 1543
»lig. antiq.«, som Bølling købte for 1 Daler 5 Mk. Dens
Skæbne kan delvis udredes. Det velbevarede Bind er tysk,
presset Svinelæder med 2 Metalspænder; Stemplerne staar
ofte paa Hovedet eller løber over i hinanden. Et, der
indeholder Ejermærket L. M. gaar ofte igen i den indre
Ramme. En senere Ejer har paatrykt: P T R 1599. Af de
skrevne Ejermærker er det ældste fra 1627 udslettet; det næst?
er: Pro P. Septimio, der er ogsaa andre Noter med Peder
Syvs Haand; i hans Auktionskatalog (1702) er Bogen
Fol. nr. 102. Ogsaa Hans Grams Ejerindskrift findes;
Fol. 1297 blev paa Auktionen solgt for 1—5—1. Den
næste Paaskrift er med Filologen Dr. Chr. Jørgensens Haand:
1. 10. 1873 Eini ex bibl. Grundtvigii episcop. Danici; i
Grundtvigs Katalog er den Nr. 2787. Jeg udtog den
mellem andre Bøger i Dr. Jørgensens Bo 1916; ved den af
Anker Kyster foretagne Restauration fandtes i Bindet et
Fragment af et Pergamentshaandskrift fra 15. Aarh.,
hvilket dog ikke har nogen Værdi. Ada Adler.
hvad bragte efteraarets boohøst os?
II. UDTALELSER AF P. C. V. HANSEN OG AXEL BROE
I Samlerens Januar-Hefte bragte vi de første Udtalelser fra ledende
Kritikere, om deres generelle Syn paa dette Efleraars litterære Standard. — Vi
fortsætter her med at bringe endnu to Svar paa Overskriftens Spørgsmaal.
DEK er ingen Tvivl om, at den
literære Afgrøde i det sidste Aar har
været under Middelhøst. Aarsagerne er
flere, men blandt de væsentligste maa vel
Tidens hele Uro og Usikkerhed regnes.
Særlig Ungdommen er, naturligt nok,
præget heraf. For at blive ved de
agrariske Udtryk, saa er der visse Folk
(Bønne-lycke, Fredrik Nygaard), der øjensynlig
tager sig Arbejdet i Marken for let. De
bearbejder ikke Jorden ordentlig og
vælger ikke Frøsorterne med Omhu. Følgen
deraf er, at Kornet paa sine Steder bliver
tyndt eller plettet.
Der er andre (Anker Larsen og de øvrige
Livssyn-diskuterende), som gør for meget
ud af det. De kulegraver og gøder og
anvender kunstig Vanding. Her er det den
evindelige Teoretiseren og
Eksperimenteren, der forringer Udbyttet.
Hos andre igen (Einar Christiansen og
flere af samme Slægtled) er Jordens Kultur
i den fortræffeligste Orden. Men de har
ikke fulgt med Tiden og kaster Vrag paa
de nye Metoder, der dog ikke alle er lige
forkastelige.
De, der opnaar de fleste Fold, er dem,
som rent umiddelbart er Venner med
Vorherres Sol og Regn (Johs. Buchholtz, Karin
Michaelis). Deres Afgrøde bliver den
givtigste og den, der mætter de fleste Munde.
Endelig er der nogle, der stærkt kunde
trænge til at lade deres Ager ligge brak et
Par Aar. Her overlader jeg til Læserne
selv at indsætte Navne.
J* é? .
ET Tilbageblik over dansk Skønliteratur
i 1925 efterlader vel ikke noget
blændende Indtryk, men er langt fra
nedslaaende. Vel sandt, ingen nye unge Evner har
udfoldet sig bemærkelsesværdigt, og den
Ungdom, der for nogle Aar siden tilstræbte
en kunstnerisk Fornyelse i Flok og Rad og
i samme Spor som de unge Malere, har
siddet med sammenfoldede Vinger. En
Stilling, som nok har vakt
Betænkeligheder og nogen Skadefryd hos den golde
Kritik, men som i Virkeligheden kun er
naturlig, betimelig og forhaabentlig
frugtbargørende efter den første saa
voldsomme Ekspansion. Til Gengæld har det ældre
Slægtled vist sig i Besiddelse af en frodig
skabende Evne, og det er fra dettes
Rækker, at Aarets kunstnerisk
betydningsfuldeste Bøger er udgaaet.
Sven Langes Memoirer i Romanform og
Sophus Claussens Heroica Digte danner
Hovedhjørnestenene i 1925-Literaturens
kunstneriske Arkitektur, der iøvrigt er
kaotisk og usammenhængende.
Med »De første ■ Kampe« indledede
Sven Lange sit længe bebudede store Værk
om dansk Aandsliv fra Halvfjerdsernes
første Aar til omkring 1920. Og det kan
allerede nu siges, at om det lykkes
Forfatteren at gennemføre, hvad han saa
mesterligt har begyndt: psykologisk nøje at
redegøre for de enkelte Personers
Karakter, Idé, Følelse, Sindelag og hele
Dannelse, saaledes som denne naturligt er
blevet bestemt ved det fine og intime
Sammenspil af Naturanlæg, Oprindelse og
Le-vevilkaar — da vil han med dette konkrete
Materiale komme til at kaste et skarpere
Lys over de aandelige, literære og politiske
Brydninger i de sidste halvtreds Aars
Danmark end nogen nok saa skarp rent
ideologisk Aandshistoriker. Om Forfatterens
kunstneriske Sanddruhed, hans
dybtgaaende Psykologi og afklarede, gennemsigtige
Sprog, kan der kun herske een Mening.
Trætte kan alene opstaa om hvorvidt
Virkelighed og Kunst dækker hinanden
forsvarligt. Sven Langes Værk maa ses som
et Forsøg paa at løse Nutidens kaotiske
Knude ved at føre Traadene tilbage til
deres Udgangspunkt. —
Aarets største poetiske Bedrift er Sophus
Claussen Mester for. Med »Heroica« har
han sat Kronen paa sit poetiske Livsværk.
Det væsentligt nye og overraskende i lians
Heroica-Digte var Heksameterbrevene.
Ikke blot fordi han har anvendt det
homeriske Versemaal med en usædvanlig
sproglig Evne. Det virker friskt og indtagende i
sin danske Tone. Men fordi han heri mere
direkte end han ellers har haft for Skik.
har udtalt sig om sit Forhold til Tiden og
dens Aand. Han sidder stadig trygt ved
Naturens rene Kilder. Alligevel har han
følt sig skræmt i sit Arkadien.
Krumspringene i Verden er blevet for mange og for
voldsomme — ender de mon i
Saltomortaler, i Dødsspring. Paa en Gang
dybsindigt og naivt, paa samme Tid viist og
umiddelbart, bevægende i sin alvorsfulde
Bekymring, kaldende paa Smilet med sin
Ironi, sit Vid, er det store pragtfulde Digt
om »Atomernes Oprør«. Det er formet som
en Bøn med Henvendelse til alle Væsner
paa Jorden om ikke at skade den af lutter
Frihedslyst. Dette Digt, der kunstnerisk er
31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
