Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ungdom skal have besvaret Sergeis Spørgsmaal om,
»hvorledes han bar sig ad«, med en Henvisning til Skrabejernet,
han holdt i sin Haand, saaledes er Kunsthistorien i
Spørgsmaalet om Kilderne til Thorvaldsens Kunst blevet staaende
ved en Henvisning til Mejsel og Modelerpind i Stedet for
at søge Forklaringen paa hans Værk gennem Studiet af
hans Personlighed. I det store og hele har Kunsthistorien
taget Thorvaldsens Værk som noget selvgroet, for saa vidt
som man har tilkendt ham en særegen formende Evne, men
frakendt ham sjæleligt Privatliv af tilsvarende
Personlighedsværd.
Dette er saa meget mere ubegribeligt, som det i
Virkeligheden slet ikke er nogen uoverkommelig Opgave gennem
Studiet af Thorvaldsens Værker i deres Udspring at naa
ret langt ind paa hans konkrete Menneskelighed.
En nærmere Sammenligning mellem Thorvaldsens
Skitser og de tilsvarende fuldførte Værker — der alle er hans
fulde kunstneriske Ejendom, uanset hvilken Grad af
Elevassistance han har benyttet — viser, som det var at vente,
en Bevægelse fra det umiddelbare til det bundne, fra det
gærende til det afklarede, hvilket her for det meste er
ensbetydende med det afdæmpede.
Desværre er det ikke under de bedste Forhold,
Thorvaldsens modelerede Skitser er at se i hans Museum, 0111
end denne Opstilling bag lukkede Glasdøre jo er at
foretrække fremfor den fuldkomne Magasinering, som hidtil
har været de tegnede Skitsers sørgelige Skæbne. Det vilde
være saare ønskeligt, om nogle af de mest typiske Skitser
kunde blive stillet frit frem i Afstøbning, saa at de kunde
ses fra alle Sider. En kort Tid var den nyerhvervede Skitse
til Kopernikus-Figuren opstillet saaledes, hvorved den fik
Lejlighed til at hævde sig paa en ganske anden Maade end
paa sin nuværende Plads. Set fra Skitsens venstre Side i
hel eller halv Profil er den af en stormende Magt, en
Inspirationens Vælde, som er vidt forskellig fra den fuldførte
Statues afklarede Ro. Skitsen skildrer Undfangelsen af den
geniale Tanke, Statuen afspejler Stilheden overfor det
ophøjede i det af Astronomen selv udformede Verdensbillede.
Det er visselig ikke betydningsløse Sider af
Thorvaldsens Væsen, man lærer at kende under dette Indblik i
Inspirationens Smedie, hvor det gløder af Ild og drøner af
maalbevidste Hammerslag. Men dette rige Stof har
Kunsthistorien hidtil ladet henligge i det væsentlige ubenyttet, og
den kostelige Opgave, paa dette Grundlag at bestemme
Forudsætningerne for hans Inspiration, dens Art og
Virke-maade maa være en senere Undersøgelse forbeholdt.
Det er jo nemlig en given Sag, at hvis der i
Thorvaldsens Livsførelse kan paavises en fundamental Bestræbelse,
svarende til en fast og bærende Livsanskuelse, maa
Indledningen til al Forstaaelse af Thorvaldsen være Studiet
af dette hans Grundforhold til Livsværdierne,
Klarlæggelsen af selve hans dybest personlige Forhold til
Menneskelivet, dets Kaar og dets Opgaver.
Indtil den allerseneste Tid har Julius Lange saa noget
nær været den eneste, som for Alvor har været inde paa
Spørgsmaalet om den indre Sammenhæng i Thorvaldsens
Livsværk. Hvad dansk Kunsthistorie har forsømt i
Forholdet til Thorvaldsen, opvejes af det Faktum, at det var
Julius Lange, den danske Kunsthistories betydeligste Be-
gavelse, der paaviste den logiske Nødvendighed af at regne
med en Kærne af subjektiv Sandhed overalt i Thorvaldsens
Kunst, ogsaa indenfor hans kristelige Kunst, som jo i denne
Forbindelse bliver af særegen Betydning, saa meget mere
som det var paa dette Omraade, Thorvaldsen skabte det
Værk, som af de fleste regnes for hans betydeligste, nemlig
Kristusfiguren.
Det bør dog bemærkes allerede her, at Julius Lange paa
dette Punkt til en vis Grad har en Forgænger i den tyske
Kunsthistoriker Herman Riegel. I sin Bog: »Geschichte
des Wiederauflebens der deutschen Kunst zu Ende des 18.
und Anfang des 19. Jahrhunderts«, som vi senere skal
omtale nærmere, tager Riegel Afstand fra dem, »die
Thor-waldsen jede innerliche Beziehung zum Christentum
abzusprechen sich erdreisteten« og fremhæver hos
Thorvaldsen »die ganze religiøse Grundlage«. Lange anfører
kun Riegel i anden Forbindelse i sin Bog: »Sergel og
Thorvaldsen«; men han har dog altsaa kendt Riegels Bog, som
udkom fire Aar før Langes egen.
For saa vidt de tidligere Biografer overhovedet har
forsøgt en Forklaring af Thorvaldsens Forhold til de
kristelige Emner, belyser deres Udlægninger snarere, hvad de
paagældende Skribenter ønskede at se, end hvad de ad
analytisk Vej efter egen Mening var naaet til at
konstatere.
Vil man forklare sig dette Misforhold, maa man forsøge
at betragte Thorvaldsen ined Samtidens og den nærmest
følgende Eftertids Øjne. Den Autoritetens Glorie, som stod
om Thorvaldsens Navn, var af saa enestaaende en
Straaleglans, at det i og for sig ikke havde været til at undres
over, om Samtidens Biografer overfor saa intimt et
Spørgsmaal, som Thorvaldsens personlige Forhold til
Kristendommen, havde ladet sig nøje med at drage Skoene af
Fødderne og sige med Thiele: »Vi skulle vel vogte os for at
komme videre ind herpaa, endsige at udtale nogen Dom over
et Menneskes Gudsforhold......«
Det er den samme Respekt, som overhovedet i det
væsentlige hindrede Fremkomsten af en samtidig
Thorvald-senkritik. Men desværre kunde Respekten for
Thorvaldsens Autoritet ikke skærme ham imod Biografernes
velmenende Forsøg paa yderligere Forherligelse ogsaa paa
dette Omraade.
Yderligere Undskyldning for Kunsthistoriens
mangelfulde Behandling af Spørgsmaalet om Thorvaldsens
Forhold til Kristendommen, vil man finde i den Mytedannelse,
som altid finder Sted omkring saa fremragende
Personligheder.
Tilfældige Udtalelser, hvis Foranledning ikke
undersøges nærmere, gengives kritikløst soin karakteristiske for
Berømthedens Meninger og Egenskaber. 1 Anekdotens
Form vandrer de, mere eller mindre legendarisk
omformede, til sene Slægter og benyttes af Biograferne paa
misvisende Maade.
Der er særlig to Udtalelser af Thorvaldsen, som er
blevet skæbnesvangre for Biografernes Skarpsindighed paa
dette Omraade. Skønt de begge er velkendt, skal vi
derfor i det følgende optage dem paany og placere dem i deres
oprindelige Sammenhæng.
Eftertryk ikke tuiadi. Rikard Magnussen.
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
