Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kr.! Man ærede da lians Minde ved at realisere den sidste
af lians Drømme. 25,000 Kr. blev udsat som Grundfond
tor et Legat, der skulde tilfalde en Maler over 50 Aar, hvis
Stræben var ideel, men hvis Arbejder ikke faldt i det
købende Publikums Smag. Resten — det Udbytte af P. A.
Schous Liv, som for ham selv vilde have staaet som noget
fantastisk og sotn, hvis blot Summens Renter havde staaet
til hans frie Raadighed, medens han levede, vilde have
lettet Bjærge af Kval fra hans Bryst — disse resterende
Penge tilfaldt efter Husholderskens Død en Slægtning af
hende, en Værtshusholder i Hamborg.
*
En Kunstner, der stod P. A. Schou nær, har kaldt ham
»de ugrædte
Taa-rers Maler«. Man
forstaar det, naar
man kender Livs-
baggrunden for
hans Kunst. Mar.
forstaar det endnu
bedre, naar man
gør sig det klart, at
med hans sene og
trange Udvikling er
det Halvfemsernes
Aandsliv, som blev
Tirfsbaggrunden
for hans Værk,
Halvfemsernes
Livsarmod og
Sjælsrigdom. Der
gaar en Linje fra
Vemoden bag Vilhelm Hammershøjs Kunst over
Lidelsen i P. A. Schous til Ensomhedsfølelsen i Axel Søeborgs.
Fælles er ogsaa et Drag af Mystik, forskelligt i Udtryk,
ensartet i Væsen. Man tænke paa Søeborgs ensomme Stuer
i svenske Smaabyers gamle Gæstgivergaarde, hvor den
omflakkende Kunstner har fundet kortvarigt Ly, og hvor
nu ved Aften det eneste Talglys lader Væggene krydses af
underlige Skygger, medens ved Bordets tomme Flade to
ventende Stole staar beredt for den Fremmede og hans
Savn. Man tænke dernæst paa det skyggestumme Samvær
under stækkede Længsler og truende Sorg i P. A. Schous
de skumrende Stuer, og saa tilbage til Vilhelm
Hammershøis Gruppebillede i det Thielske Galleri, det tavse
Fællesskab 0111 Kunstens Liv i høje, mørke Sale, hvor den
enkelte sidder med sit, høj og ludende, som et Monument over
sin egen Tankeverden. Eller tænk paa Halvfemsernes
Digtning. Kunde de ikke have været skrevet om P. A. Schou,
Helge Rodes Ort) om Sigbjørn Obstfelder:
»Den som Dtfdens Dronning kaared
er ved Jordedagen ene«,
vandrer træt og syg og saaret
med sit Fodblad blodig skaaret
af de skarpe Stene.
»De ugrædte Taarers Maler« — er det ikke denne
tilbagetrængte Hulken i Sindet, som gør P. A. Schous Kunst
saa vidunderligt nænsom? Har nogen malet Blomster saa
gribende som han? Selv i ellers tomme Billeder, hvor
Hovedsagen er mislykkedes for ham, kan der i en Krog af
Interiøret staa nogle Blomster, der er malet saa de virker
som den mest sublime Poesi. Det er sandt, som Karl
Madsen skriver det, at P. A. Schou var den fødte Maler og mere
Maler end Broderen, Ludvig Abelin, men er det mon ogsaa
rigtigt, at han var »mindre Digter«. Husker De Billedet
Nr. 213 med de røde og hvide Roser? De visnende Roser?
Men først og sidst selvfølgelig hans
Menneskeskildringer! Disse gamle, sky og sære Mennesker, han elskede og
forstod! Billedet i Armodens Farver af hans gamle Broder,
den af Livet vragede, Gruppebilledet: »Ordets Magt«, som
Kataloget kaldte »Et Møde«, Billederne af de to gamle
Damer med deres gulnede Breve, Billedet af Violinspilleren: de
fattige, sorgtunge
Toner, det fjernt
henførte, tindrende
Blik! Ak, hvorledes
kan man andet end
elske disse
Billeders Kunstner?
Eller »Alvor«, det
monumentale
Vidnesbyrd om, at han
ogsaa til Tider
beherskede det store
Format, uden at
Skildringen blev
mindre inderlig,
mindre
hjertegribende ægte. Eller
Billedet »Sorg«, det
fra 1894, der
solgtes paa hans Auktion som Nr. 124, den uforlignelige
Komposition: En Væg deler Billedet med en Midtlinje, venstre
Halvdel hører til det forreste Rum, højre til Stuen bag ved,
som man ser ind i gennem en aaben Dør. Derinde ligger en
død eller døende Mand i en Seng, ude i Forgrunden sidder
en Kvinde bøjet, med Hovedet skjult i sine Hænder. Gennem
Træsengens Sidestykke gaar Linjen i en tung og træt
Stigning mod Midten og fortsættes med fuldendt Harmoni
gennem Ryglinjen i den forreste Figur, et stort og tungt
patetisk Linjemotiv, hvis Rytme klinger som Griegs Musik til
»Aases Død«. Bag den sørgende Kvinde venter et tungt
Forhæng, som endnu holdes tøvende tilbage, men snart, ak,
alt for snart, langsomt vil glide for.
Eller »Maleren«, denne brudte Mand, hofterørt af
Englen under Jakobskampen. Eller »Enken«, altsaa Katalogets
Billede 74. P. A. Schou stod Knud Søeborg nær, den
begavede Maler, den fint kultiverede Skribent, Forfatteren
til den smukke Bog om Christen Dalsgaard og hans Kunst.
Det er ikke her Stedet at genfortælle Knud Søeborgs
Lidelseshistorie, som endte i Sindssygens Epilog; men det maa
vides, at det er Knud Søeborgs Hustru, P. A. Schou har
malet i det nævnte Billede, hende som havde baaret, og
baaret det hele, indtil det sidste. Nu er det forbi, og nu
sidder hun der, »Enken«, med ledige Hænder. »Det er
ikke godt for Mennesker«, skrev engang Bjørnstjerne
Bjørnson, »at den, de har Omsorg for, tages fra dem«.
P. A. Schou, de ugrædte Taarers Maler.
, Violinspilleren". (Privateje).
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 18:32:16 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samleren/1926/0101.html
