Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sat Milepæle i Menneskehedens March mod
Stjernerne.
Pascal, Paganini, Saint-Saéns, Rodin,
o. s. v., nu dyrker disse Navne
Malerkunsten, men endnu ikke med samme Resultat
som paa andre Omraader deres
berømmelige Forfædre, men det kan selvfølgelig
komme ...
Blandt Oplevelserne paa Udstillingen er
der bl. a. den finske Maler Leopold
Sur-vages Arbejder.
F.n Figurkomposition og et, som han selv
kalder, romantisk Landskab. De er i Slægt
med Vlamincks bedste Ting fra hans
tidligere Tid.
Survage er, som sagt, Nordbo og han
har vel derfor i sig noget af det kolde
Maadehold, den kunstneriske Disciplin, som
betinger et Kunstværks Helstøbthed, og
som Franskmændene, for ikke at tale om
Germanerne, altfor ofte mangler.
Her tænkes selvfølgelig ikke paa de
enkelte store Genier, der har flyttet
Grænsepælene.
Altfor ofte virker de unge franske
Kunstnere, som Folk, der har faaet fortrinlige
Skydevaaben i Hænde, de er ogsaa ret
habile Skytter, men deres altovervældende
Temperament tager Magten fra dem, saa
de skyder om sig som vanvittige til højre
og venstre, uden Maal og Med, saa del
gaar ud over baade Ven og Fjende.
Otiman, der oprindelig var en god og
meget evnerig Kunstner, ja, for nogle Aar
siden stod fremmest blandt de unge, er
faldet for den store Gestus.
Han er foreløbig gaaet over Gevind.
Hans Farve er lummer og overdelikat.
Den store Komposition, som Luxembourg
har købt af ham, er et fælt Arbejde. Der er
alt for meget »Mesterskab« i det, og det er
lidt for tidligt.
Det er vel tænkt som en Slags Pendant
til Manets Olympia og det er det ogsaa
blevet.
Men Ottman er jo endnu en ung Mand,
saa det er forhaabentlig kun en
forbigaaende Sløjhedsperiode, han er inde i.
Jean Metzinger forsvarer stadig den rene
Kubismes Skanse.
Han har bl. a. en pragtfuld Opstilling i
Graa, Okker og engelskrøde Toner og
beviser igen, at det er komplet ligegyldigt,
i hvilken Form og under hvilken Devise et
Kunstværk skabes, blot Resultatet er
overbevisende.
Raymond Duncan, den berømte
Barfods-Danserindes Broder, og selv en meget
ekscentrisk Religionsstifter, udstiller en stor,
dyster Komposition, der er svær at sige
noget om, men da Kunstneren har en stor
Menighed bag sig, er der sikkert nok, der
siger det, der skal siges om den — og lidt til.
En ung Kunstner, René Rimbert, har
fremstillet den gamle, elskelige Henri
Rousseaus Himmelfart. Det er et meget mor-
somt Billede. Den gamle Tolder stiger som
en trind, lyserød, borgerlig Gasballon rolig
og stille til Vejrs og oppe fra Skyerne
smiler Kunstens Kirkefædre, Rubens,
Rembrandt, Delacroix, Leonardo og Tintoretto
lunt i Skæggene til den snarlig ankomne.
Det er et Billede, der kan opfattes baade
paa den ene og anden Maade, og der er
jo en vis Behagelighed forbundet med det.
Som Kunstværk er det ikke særlig
fremragende. Rousseau kunde meget bedre selv
i den Genre.
Paa Trods af, eller maaske netop derfor,
han kun malede i sin Fritid.
Louis Aneillons: Kvinde, der gør
Toilette, vækker nordiske Mindelser.
José de Creeft: Picador tit Jtiesl
ISalon des Independants 1926)
Det er i Slægt med Karstens bedste
Arbejder. Billedet er holdt i grønne og røde
Farver og er af en ejendommelig stærk
Virkning.
Det er udelukkende Maleri for Farvens
Skyld, det er baade dets Styrke og
Svaghed.
En ung Kunstner, Lueien Labandt,
udstiller et. som man kan tænke sig, ret stort
Billede, det forestiller nemlig Udsigt over
St. Francisco, der er ret ejendommeligt i
sin Komposition, men hvorfor det brændte
sig ind i Hukommelsen, var dets smukke,
dybe, fløjelsbløde, dodenkopagtige Farver.
Renée Meurisse gjorde sig stærkt
gældende. Hans sicilianske Familie er morsomt
opfattet og det var stærkt, men dog mildt
i Koloriten.
Danmark var paa Indépendanten
repræsenteret paa en kuriøs Maade, ved Gerda
og Ejnar Wegener.
Rudolph Tegner udstillede paa Salonen
sin store Gruppe »Pan«. Skulpturen er paa
Udstillingen den mest humørfyldte, det
plejer jo i Reglen paa Udstillingen at være
Malerkunsten, der i den Henseende tager
Teten, men her findes altsaa Undtagelsen.
Briand er fremstillet af forskellige
kulørte Klude, som en stor Kludedukke.
Jeg har ikke rigtig Kendskab til fransk
Politik, men det kan jo være, der er en
rammende Symbolik i Opfattelsen.
Det morsomste Arbejde er sikkert ]osé
de Creejts: Picador til Hest. Den er meget
sindrigt sammenføjet af forskellige Slags
Jernrør og Husgeraad. Slipset er f. Eks. et
Skohorn og de besporede Støvler er
Kul-skuffer og Stegepanden er Mandens flade
Hat. 1 en lille Kunstnerhusholdning, hvor
der maaske ellers ikke hersker den mest
eksemplariske Orden, er det sikkert
praktisk at have Tingene anbragt paa den
Maade, saa kan man hurtigere finde dem.
Hesten har Bind for Øjnene, det er ikke
noget helt almindeligt Bind, men
Gulvkluden, der agerer »för tilfällat«.
Men for at have den rette Forstaaelse
og fulde Udbytte af dette Kunstværk, maa
man naturnødvendig være enten
Blikkenslager eller Gasfitter, saa først kan man
udtale sig med den fornødne Sagkundskab.
Naa, den er gjort med Humør og da alle
Genrer — undtagen den kedelige — er
tilladt, er den i høj Grad tilladelig.
En anden Skulptur, der vækker
Opmærksomhed, er den russisk-amerikanske Saul
Baizermans: Mand med Spade. Det er en
4 Meter høj og næsten lige saa bred
Ce-mentblok, ganske lidt, men kun ganske lidt,
paavirket af Archipenko. Den er bygget op
rent kubisk og er absolut ikke frontal;
nogle af Billedhuggerkunstens Problemer
er paa en ganske vist bombastisk, men
ko-lum busagtig Maade løst i dette Monstrum.
Kerne er der i Tingen, det gærer
ligefrem inde fra.
Men desværre er det, som om det
humoristiske Moment har taget Overhaand i
Kunstnerens Sind, og selv om Humor er
en god Ting, maa man erindre, at
Figuren er 4 Meter høj og næsten lige saa bred,
selv en god Vittighed kan jo serveres saa
paatrængende og højrøstet, at man bliver
irriteret.
Ak ja, det er ikke nemt, nogle lider af
konstant Tristhed og Surhed og tager dem
selv, Livet og dets mere eller mindre
barokke Foreteelser med en Højtidelighed,
som et ornitologisk Kongresmedlem. Andre
igen har saa udviklet en Sans for Livets
»Mystifikation«, at de nemt udarter til
Overfladiskhed, og det er desværre, som
oftest ikke de ringeste Individer.
Hvorom alting er, Hr. Saul ßaizerman
har stor Talent, blot han nu næste Gang
vil holde sig til Statuettens Format.
Det er jo Skik og Brug at omtale
grafiske Arbejder og Kunstindustri til sidst,
selv hvor det mange Gange er en
Udstillings kunstneriske Tyngde.
Ved en Omtale af Indépendanten er det,
efter min Mening, berettiget. Her var
næsten intet, der kunde paakalde blot et
Minimum af Interesse.
Jeg indrømmer, det skulde have været
Pokkers godt, hvis det havde bidt igennem
efter en ret anstrengende Gennemgang af
en cirka 2500 Malerier og Skulpturer. –-
Her ender Resuméet.
O. V. Borch.
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
