Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hedsvækstens Betingelser, som jo snarere afhænger af
Livsforhold end af Kendskab til Læresætninger.
Uagtet Thieles Udlægning er dikteret af Sympati og
ment som en Forherligelse, skulde den som den oftest
benyttede Kilde blive nok saa skæbnesvanger for Eftertidens
Forstaaelse af Thorvaldsen, som den Kritik, der rettedes
imod Thorvaldsens Behandling af kristelige Emner i en
Fremstilling fra Modstandernes Lejr: Wilhelm von
Schall ows i »Der moderne Vasari«, som udkom i Berlin 1854,
altsaa samtidig med, at den omtalte Del af Thieles store
og i saa mange Henseender højtfortjente Værk udsendtes
i Thorvaldsens Fødeby.
Det bør dog forudskikkes, at Schadows Kritik ikke
rettedes alene mod Thorvaldsen. For at kunne citere ham i
den rette Sammenhæng noterer vi nogle af hans Udtalelser
om Thorvaldsens Forgængere. Allerede i disse Udtalelser,
der kan være nok saa berettigede som de senere, gør
Schadows Grundsyn sig klart gældende.
Om Raphael Mengs’ Behandling af kristelige Emner
siger Schadow, idet han henviser til Mengs’ af Datiden højt
beundrede Arbejder i den katolske Hofkirke i Dresden:
»bei christlichen Darstellungen, wo die Innigkeit der
Emp-findung ganz unerlässlich, ist er fiir mich wenigstens
un-geniezbar.«
Om Carstens har Schadow de aandfulde Ord: »er
blieb fast nur eine Skizze seiner selbst.« I det
følgende, der virker som en Begrundelse, siger han: »Sein
Geist, gleich andem grossen Geistern seiner Zeit, nahm
eine durchaus antike Richtung; denn der orthodoxe
Protestantismus hatte bei diesen Männern seine Geltung
verlo-ren, der Katholicismus war ilmen noch fremder, und so
fanden sie sich nur zurecht auf dem Boden der
Philosophie, welcher sich den denkenden Künsflern besonders in
den orientalisirenden und poetischen Werken Platos
eröff-nete ...«.
Paa tilsvarende Maade finder han Forklaringen paa, at
Flaxmanns Kompositioner til »Divina comedia« synes ham
mindre fængslende, deri at »die christliche Sphäre war den
Männern jener Zeit mehr oder minder fern«, men giver
iøvrigt en klog og rammende Karakteristik af Flaxmann,
ligesom af Carstens.
Mindre overlegen og klartskuende er Schadow i sit
Forsøg paa at indordne Thorvaldsen under samme
Aands-type. Naar vi tillægger hans Vurdering Betydning uanset,
at hans Fremstilling røber et mangelfuldt Kendskab til
Thorvaldsens Ungdoms-Historie og hans Udvikling
hinsides Kulminationstiden, hvorved Tilliden paa Forhaand
svækkes, skyldes det først Ønsket om, at ogsaa »altera
pars« skal blive hørt, dernæst den Omstændighed, at
Schadow, som han selv erklærer det, »havde boet i Hus med
Thorvaldsen i ti Aar og spist ved samme Bord,« hvorfor
han selv mente at kende ham nøje. Han kan da ogsaa
berette meget underholdende om, hvorledes han skrev
Udkast for Thorvaldsen til dennes tyske Korrespondance, og
han synes i det hele taget at have staaet Thorvaldsen nær,
saa vidt det tilstedtes en Mand af modsatte Anskuelser.
Angaaende det Forhold, vi her beskæftiger os med,
udtaler Schadow sig imidlertid saaledes:
»Was seine christlichen Darstellungen betrifft ... so
ge-stehe ich, dass wohl Schönheit der Linien, sowie Fiille
und Anmuth der Formen darin enthalten sein mögen,
je-doch fehlt für mich in der Anordnung die Tiefe des
Gedankens und in der Ausfiihrung die Innigkeit des
christlichen Gefühls, mit einem Worte: der Hauch des heiligen
Geistes ... Thorvaldsen empfand richtig, was im Bereiche
der Natur liegt; was im Bereiche der Gnade liegt, war
ihm vielleicht nicht aufgegangen.« Som Modsætning til
Thorvaldsen fremhæver Schadow Tenerani, som han
finder har behandlet kristelige Emner »in so gläubiger Sinne,
wie sie mir bisher in modemen Bildhauerarbeiten nicht
vor-gekominen sind.«
■»Thorvaldsen var wohl in einiger Beziehung ein alter
Heide?« spørges der sluttelig, og Svaret lyder: »Leider!«
Straks efter mildner han Virkningen af dette: »ja,
desværre« med følgende Passus: »jedoch (ein alter Heide)
wie die meisten geistreichen Männer seiner Zeit in dem
Sinne eines Aeschylos, Sophokles, Phidias und Praxiteles«,
hvorpaa han benytter Lejligheden til at give Samtiden det
glatte Lag: »von dem eiskalten, abgeblaszten, hochmütig
trockenen Und sophistischen Heidenthume unseres
Zeit-alters aber war in ihm keine Spur.«
Efter nogle Betragtninger over, hvad det vilde have
betydet for Thorvaldsen »wenn er ein festes Glaubens- und
Sittengesetz gehabt hatte«, ført ud lige indtil Beklagelse af
Thorvaldsens Nærmeste, hvem han i saa Fald ikke saa ofte
vilde have gjort Livet surt, men paa hvem han tværtimod
kunde have øvet en Indflydelse med anderledes
velsignel-sesrige Følger, resumerer Schadow saaledes: »das Ziel,
vvohin Geister seiner Art streben, ist bei allem
Auszeror-dentlichen ihren Leistungen ein falsches und kann dem
Menschen keinen Frieden geben«, hvorefter Schadow gaar
over til sin Omtale af Nazarenerne.
Hvilken Modsætning mellem Schadow og Nazarenernes
Snæversyn og saa paa den anden Side Kardinal Consalvis
aandsoverlegne Fordomsfrihed4) og Pave Leo Xlltes
Liberalitet3)! Schadows Opfattelse er karakteristisk for den
Del af Modpartiet, som raabte »Profanation!« da
Thorvaldsen overtog Arbejderne til Frue Kirke, og behøver
ingen Kommentar. Ensidighed og Ufordragelighed raaber i
dette Tilfælde højt nok, til at Ekkoet sender samme stærke
Udtryk tilbage imod de raabende selv.
Fra Thiele er Misforstaaelsen af Thorvaldsens Parade:
»Jeg tror jo heller ikke paa de græske Guder, men jeg
kan jo dog fremstille dem«, gaaet over i fransk
Thorvaldsen-Forskning, først og fremmest til det ældste og
betydeligste Værk indenfor samme, Eugénc Plons bekendte Bog:
»Thorvaldsen, sa vie et son oeuvre«, som udsendtes i
overordentlig smuk og statelig Udstyrelse i Paris 1867, og som
i Oversættelse fandt Udbredelse baade i Tyskland, Italien,
England og Amerika foruden i Forfatterens Hjemland, hvor
den kom til at foreligge i flere Udgaver og gentagne
Oplag, saa at den som almindeligt benyttet Kildeskrift næsten
kan sættes ved Siden af Thieles. <Fortsættes>
(Eftertryk ikke tilladt)
’) Det var Consalvi, som overdrog Thorvaldsen Udførelsen af
Pave Pius Vildes Monument.
Under Forhandlingerne om Thorvaldsens Valg til Præsident
for S. Luca-Akademiet.
140
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
