Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
teatralsk og smaaborgerligt derpaa. — I den firkantede
ligeledes alfresco-bemalede Gaard ligger Thorvaldsens
Grav, og hans uhyre Produktion i Gips og i Marmor, samt
i nogle Lokaler i øverste Etage tillige hans Samlinger,
opfylder Rummene.
Museet gælder for at være en af Byens Seværdigheder
og lige saa taalmodigt som utvivlsomt kedende sig drager
Fremmedstrømmen, drevet af Hjordinstinkter, igennem det
i stadig nye Flokke; de indfødte er langt i Mindretal,
Men paa det moderne
Menneske, der paa en eller
anden Maade staar i indre
Forbindelse med de
levende kunstneriske
Strømninger, rejser Haarene sig paa
Hovedet naar Thorvaldsens
Navn nævnes. Hvorledes:
skal denne
Masseproduktion af blege mythologiske
og religiøse Skygger, disse
plastiske Udtryk for
blodløse Kulturtanker, ved
Synet af hvilke Hjærtet ikke
slaar hurtigere, være
Kunst?! Skulde dette de
idylliske Formers
tvivlsomme Paradis, denne
tilsukrede Eufemisme kunne byde
vor saa sørgeligt
splittede Tilværelse noget?! —
Og dog kommer man ikke
uden om, at denne Kunst
i sin Tid oplevede en uset
europæisk Succes. Paa en
Strækning fra Rom til
Kjøbenhavn, fra Cambridge til
Krakau vidner Thorvaldsens
Kunst endnu i Dag om
Slutningen af det 18. og
Begyndelsen af det 19.
Aarhundredes Livsfølelse og Smag
paa saa typisk en Maade,
som man ellers kun kan sige
det om Billedhuggere fra en
helt anden ikke-tidspræget
Kunstepoke. (Jeg nævner her kun Navnet Rodin.) — Der
mangler aabenbart noget hos os, naar vi ikke kan føie
mere Forstaaelse. Hvad er Kunstnydelse? Forhøjet
Selvvirksomhed hos Beskueren. Naar Kierkegaard i et
Skriftemaal advarer Tilhørerne fra ikke at føie sig som udelagtig
Kritiker og Tilskuer, og tilføjer, at Taleren jo kun er
Suffløren i Kassen, og at den egentlige Fremstilling af Sagen
maa fuldbyrdes i Tilhøreren og ved Tilhøreren uden
Tilskuer, saa lader dette sig ogsaa anvende paa Kunsten.
Ogsaa Kunsten er i og for sig en Tale, der henvender sig
til de Mennesker, der er indenfor dens Rækkevidde. Men
ilet egentlige og afgørende maa fuldbyrdes af disse selv.
Hvor nær er ikke i Kunsten at forstaa og at nyde! — Men
kun den, der har forstaaet, er det egentlig tilladt at forkaste.
Lad os derfor en Gang forsøge at sætte os levende ind
i den Tids Stemning. Klassicismen var nærmest og frem
for alt en Reaktion mod Barokken og Rokokoen. Rousseau
var traadt frem og havde overfor Vrimmelen af ophobede
Traditioner fundet lidenskabeligt Bifald for sin Prædiken
om Menneskenaturens oprindelige Godhed og Skønhed.
Ogsaa i Winckelmanns og hans Efterfølgeres
Genopdagelse af Antiken laa noget af denne Søgen efter hin
oprindelige Fuldkommenhed. For den paaklædte Nordbo var
de antike Statuers Nøgenhed en Afsløring og Befrielse af
en af et ugunstigt Klima og
en aldrende Kultur tilhyllet
og underkuet Skønhed. De
Samtidige har sikkert netop
søgt dette i Thorvaldsens
Skikkelser fra den græske
Mythologi og i
Taknemmelighed fundet dem i særlig
Grad naturlige. — Men ved
denne fornyede Forbindelse
med Antiken udvikledes
ogsaa nye Formfølelser, især
for Billedhuggerkunstens.
Det bekendteste tyske
Vidnesbyrd om denne
vaagnende Interesse er Lessings
Laokoon. Thorvaldsens
plastiske Kunst er paa sin Vis
Udtryk for de Principper,
som man den Gang havde
kæmpet sig frem til.
Thorvaldsens Kunst
synes altsaa at øse af to
Kilder; den ene er en af
Rousseau paavirket, saa at sige,
borgerlig Humanisme, den
anden er af overvejende
formel Art og gaar ud paa
rolig Harmoni, det vil sige
omtrent paa det, der i
Tidens Sprog hed Ⱦdel
En-told og stille Storhed«.
Karakteristisk for dette sidste
synes mig især den Maade,
hvorpaa den belvederiske
Apollon blev omformet til
Thorvaldsens i sin Tid saa meget beundrede Jasonstatue.
Men denne Tendens til at forvandle og overføre den
lidenskabelige Bevægelse til en i sig selv hvilende Fonn, staar
aabenbart i indre Forbindelse med hin borgerligt-idylliske,
Rousseau-farvede Humanisme.
I begge søgte man det »rent menneskelige«. Denne Idé
var ogsaa en Ledestjerne for den klassiske tyske
Litteratur-periode. Schillers »Lied von der Glocke« og Goethes
»Hermann und Dorothea« staar Thorvaldsens Atmosfære nær.
Nu vil det visseligt falde os svært endnu engang friskt og
naivt at opleve et Digt som Schillers die Glocke; man vil
finde saa meget fremmed og forældet, at der af denne
Parallel let ufrivilligt kunde blive et nyt Argument mod
Thorvaldsen. Men Goethe var jo dog ingen Filister og
naar vi hører, at han engang ved Oplæsningen af »Her-
Thorvatdsen: Jason med det gyldne Skind
154
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
