Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og i 1912 flyttede jeg det til større Lokaler i
Knippelsbro-gade, hvorfra der gik en ikke ringe Eksport til Udlandet.
Tyskland, som havde været min første udenlandske Kunde,
var dog stadig den største Aftager, og Salget dér foregik
gennem Hr. Carl Dyhr, som havde Udsalg paa
Kurfür-stendam i Berlin. Paa dette Tidspunkt beskæftigede jeg
ca. 60 Mand paa mit Værksted, og flere fremragende
Kunstnere tegnede til mig. Men saa kom Verdenskrigen
og dermed Lukning af det tyske Marked. En drøj Tid
fulgte, jeg vilde nødig afskedige mine udmærkede
Medarbejdere, men det lykkedes mig paa Verdens-Udstillingen
i St. Francisco i 1915 at faa Amerika i Tale, samtidig med
at min gode Ven Niels Wendel i Sverige fik oparbejdet en
stor og kunstforsfaaende Kundekreds, saaledes at Salget
her delvis erstattede Tyskland.
Skønt Virksomheden trods Krigens Vanskeligheder
stadig voksede sig større og større, havde de første Krigsaar
dog slaaet den pekuniære Grund bort under mine Fødder,
og jeg saa derfor ingen anden Udvej end at lade mit Livs
Virksomhed overgaa til et Aktieselskab. Dette skete i 1916.
Arbejdet forøgedes yderligere, en selvstændig Bygning
rejstes i Haraldsgade 118, og Udsalg aabnedes i de fleste
Hovedstæder og større Byer i Europa og Amerika.
I Efteraaret 1924 tog jeg til Paris for at varetage
Firmaets Interesser paa Verdensudstillingen, hvor jeg havde
den Glæde og Ære at opnaa Grand Prix. Under mit
paafølgende toaarige Ophold i Paris udførte jeg forskellige
større Sølvsmede-Arbejder, bl. a. et Par store Vinkølere,
som udstilledes paa Salonen i 1926 og ejes af en fransk
Millionær Mr. Cydreau; ogsaa til den amerikanske
Milliardær Mr. John Gould forarbejdede jeg nogle større Ting.
Jeg er dog nu vendt tilbage for ligesom tidligere at
fore-staa den kunstneriske Ledelse af Aktieselskabets store
Virksomhed.
Og naar jeg nu ser tilbage over min Gerning,
forekommer det mig, at jeg ved mit beskedne Bidrag til den
Anerkendelse, dansk Kunsthaandværk har naaet i Udlandet,
efter Evne har været med til at gøre Danmark synligt for de
fremmede og hævde vort Lands Anseelse og Ry, og ogsaa
det religiøse gennembrud i thorvaldsens ungdomsliv
IV.
BORTSET fra Behandlingen af Thorvaldsens
kristelige Kunst maa Plons Værk betegnes som et
betydeligt Arbejde, der vel i den biografiske Del
bygger paa Thiele og i Opusfortegnelsen paa L. Muller1), men
som adskiller sig væsentligt fra sin danske Hovedkilde ved
tillige at rumme en analytisk-kritisk Vurdering af
Værkerne. Plons Vurdering er præget af Beundring og
Sympati, i al sin Knaphed tillige af en Selvstændighed i
Opfattelsen, som paa visse Punkter foregriber et langt senere
Stadium af Thorvaldsen-Forskningen.
Imidlertid forholder Plon sig ligesom sine to Efterfølgere
i fransk Thorvaldsen-Kritik, Henri Dclaborde og S.
Jacque-mont, besynderligt afvisende overfor Thorvaldsens
kristelige Kunst, særlig Kristusfiguren. Plons Holdning har
været medbestemmende for de senere Biografers, men det er
dog et Spørgsmaal, om ikke denne Enstemmighed maa
tilskrives dybere Grunde, først og fremmest en racebestemt
Uimodtagelighed overfor den Aand, der saa magtfuldt
indvirker paa Nordbo og Germaner gennem Thorvaldsens
Kristus.
Hvis der tør forudsættes en saadan racebestemt Forskel
i Synsmaaden, hvad vi her maa indskrænke os til at
fremføre som en Formodning, om hvis Berettigelse vi
personlig ikke nærer nogen Tvivl, ligger det nær at tænke sig, at
nationale Instinkter kan have været medvirkende til at
uddybe Uimodtageligheden til mere eller mindre frydefuldt
Mishag, selvfølgelig uden at Processen har været de
paagældende Forfattere — quos honoris causa nomino
—-bevidst.
Det er bekendt, at Thorvaldsen — skønt han var nær
Ven af Horace Vernet — forholdt sig køligt reserveret til
fransk Aand og Kunst og aldrig satte sine Ben i Frankrig.
Hans Forhold til Antiken var jo afledet af den germanske
Reaktion imod, hvad der for Datiden virkede som Unatur i
den franske Kunst, vel ogsaa imod dennes langvarige
Hegemoni.
I sine tidligste Romeraar havde Thorvaldsen desuden
lært at betragte de sejrrige Franskmænd, der røvede de
romerske Kunstskatte, med de overvundnes Øjne, et Forhold
som i højere Grad end hidtil paaagtet gør sig gældende i
Behandlingen af Aleksanderfrisen jævnsides med den
uvil-kaarlige Beundring for det heroiske hos den korsikanske
Usurpator.
Denne reserverede Holdning mødtes med tilsvarende
Kølighed fra fransk Side. Thorvaldsens Berømmelse var naaet
til Frankrig, hans Værker derimod ikke, paa enkelte
Undtagelser nær, særlig Busten af Napoleon i Tuileriernes
Tronsal. Da der endelig i 1849, fem Aar efter
Thorvaldsens Død, blev gjort Forsøg paa at indhente noget af det
forsømte, idet den daværende directeur des beaux-arts,
Charles Blanc, blev officielt udsendt for ved Auktionen i
København over Dubletter af Thorvaldsenske Værker at
erhverve en Repræsentation for den danske Mester til
Indlemmelse i de franske Samlinger, var det, i Følge
Dela-borde, med Paalæg om at holde sig til Gipsafstøbninger
af i det højeste 8 Statuer samt en Gengivelse i samme
Materiale af Aleksanderfrisen, som jo havde en vis national
Tilknytning til Frankrig, foranlediget som dens Tilblivelse
var af Forberedelserne til Napoleons forventede Ankomst til
’) Fortegnelse over Thorvaldsens Værker i Thorvaldsens
Museum, af Lie. I.. Muller. Kjøbenhavn 1848.
171
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
