Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mellem saa mange trodsige, elendige, lusede, brutale Sjæle,
logisk skarp som Knive mod hinanden, iskold som hvidt
Lys, brændende for at det menneskelige engang skulde faa
Lov at blomstre op af Materialismens Mødding, faa vokse
og folde sig ud allevegne.
Nu vil man sagtens sige, at dét Portræt af Jæger er
holdt i de graatonede Farver og Sparteltekniken, som alle
dengang arbejdede i.
Og der er at svare, at det ingen Betydning har her.
Munch er parat til at
bruge de Farver, som
siden blev hans.
Maaske betød det noget, at
han i Paris fik Seurats
og Signacs Billeder
for Øje, maaske ikke.
Det væsentlige er sket.
Det, som Tyskerne
kalder
»Expressionismen« blevet til. Han
har ikke gengivet en
tilfældig Situation,
men en Oplevelse har
materialiseret sig.
Naar Krogh maler en
Mand, ofrer han
samme Interesse paa
Stolebenene som paa
Mandens Ansigt.
Munchs Portræt er
ikke en Studie, som er
blevet udarbejdet til et
Billede. Det er en
Oplevelse. Maleriet af
Jæger, som alle de
senere Portrætter, ogsaa
de paa denne
Udstilling, er Mennesket,
saadan som det
maatte staa for Munch,
naar han med lukkede
Øjne prøvede at forestille sig ham. Det er muligt, at Jæger
aldrig har siddet i den Stilling. Det er ikke sandsynligt, at
Fylkesmand Löcher nogensinde har staaet saadan, som han
er gengivet paa det herværende Billede. I den forsigtige
Maade, Foden sættes frem paa, ses alligevel
Embedsmandens værdige Selvbevidsthed afspejlet. Dersom Munch
havde malet efter Model, maatte han pludselig have standset
ham i Bevægelsen med et bråt: bliv staaende. Munch
gengiver ikke et eller andet Indtryk, men udtrykker det, som
er i hans Indre.
Fordi Munch saa helt lever i disse Oplevelser, som er
blevet Del af hans Væsen, kan Mødet med Virkeligheden være
saa smerteligt. Portrættet af Fru M. er udstillet her.
Baggrundens nederste Halvdel er dyb violet, den øverste grøn,
delt af Granernes geometriske Former og de tunge Buer,
vi kender fra alle hans Skovbilleder. Foran skrider frem en
herlig Kvindeskikkelse, straalende, gylden, blændende,
blaa-nende, rødnende. Saa usigelig ømt stiger Linjen op mod
Barmen. Ravkæden ligger som utallige Kærtegn over Skul-
Portrcet af Frøken Olsen
dre, Bryst, Skød. Munch standsede foran det Billede: »Hun
er nu en syg og elendig, aldrende Kvinde«, sagde han. De,
soin ikke saa hans Ansigt, ved ikke, hvad Ordene betød.
Kun en Gang har han virkelig portrætteret sig selv,
malet sit sande Aasyn i samme Forstand, som Rembrandt
har gjort det: i det Billede, som er gengivet paa dette
Heftes Forside. Han har i de andre Selvportrætter udtrykt
Sider af sit Væsen: Styrken og andet; men den store
Kunstner, den dirrende, rige Sjæl, de stærke og skælvende Træk
vil staa for kommende
Slægter i det Billede.
De to Selvportrætter
paa Udstillingen
kunde som sene Arbejder
kanske synes at
paakræve stor Interesse.
Naturligvis. Men ikke
i Forhold til de andre
Billeder derude. Det
sidste er dygtigt,
meget dygtigt. Der er fine
Enkeltheder i Farven,
noget blødt og
sødmefyldt i Farven, som
altid manglede før, nej:
ikke var der før. Hos
den aldrende Renoir
skete noget
tilsvarende. Gaugin har sagt,
at dersom han skulde
blive for flink til at
male med højre, vilde
han give sig til at male
med Venstrehaanden.
Den afmægtige
Kamp, den titaniske
Lidenskab, er ikke i
det. Det er malet paa
en anden Maade end
de fleste af Munchs
andre Billeder. Det er
begyndt fra en Ende af og saa gjort færdig. Det har ellers
ikke været hans Arbejdsmetode; den har været en
tilsyneladende paradoks Blanding af den hastige, nervøse Kasten
sig over Opgaven for at fuldende det konceperede og saa
maaned- og aarelang Venten paa næste Penselstrøg. Der
hænger her et Billede, »Dreng og Pige under Æbletræ«,
hvor Dragterne er fra Aarene efter Aarhundredskiftet, og
som ogsaa er dateret fra dengang, men jeg tror ikke at
tage Fejl i, at Munchs Pensel har været paa det engang i
de sidste Maaneder (f. Eks. i Drengens Ansigt). I
Virkeligheden er der ingen Modsætning; det, han i det givne
Øjeblik maler, er altid færdigt inden i ham, det, som skal
staa ved Siden af, er vel til Stede, men har endnu ikke
udkrystalliseret sig i hans Bevidsthed. Et godt Bevis paa dette
er »Bohemens Bryllup«. Man skal lægge Mærke til, at det
dristige, hvide Glanslys over Tindingen paa den siddende
Mand til venstre i Forgrunden ikke er en god Virkning,
han har opdaget og malet paa, tnen selve Undermalingen,
som staar urørt.
174
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
