Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Munchs Ophold i Aasgaardstrand, fra Tiden lige før han
malede Jægerportrættet. Der findes en hel Række af lidt
forskellige Udformninger.
Munch fortalte engang at Foraaret med det stadig
stærkere Lys virkede som en voldsom Pine paa ham,
sønderrivende, og at han
havde udtrykt noget
saadant i det kendte
Litografi »Skrig«
(1895). Paa Grænsen
af det føler han den
lyse nordiske Nat, saa
rig og fuld af
Hemmeligheder som intet
Mørke, fyldende
Sindet, Jubel og Vé i et.
Husene med
Vindues-aabninger og Døre er
sotn store Væsner med
Øjne og Munde.
Vandet ligger og dækker
over et
uigennemtrængeligt Dyb. Broens
Gelænder peger ud i
Fjærnet, Kystlinjen bølger ... Vejen derovre langs
Havemuren, som drejer om Hjørnet, bliver ikke smal og standser
som andre Maleriveje i Svinget. Den fortsætter sin Gliden
ned mod det blaa dybe stille Vand. De kuplede Linde staar
tungt fordybet i sig selv mod den klare
Sotnmernatshim-mel. Disse brune og rosa Toner gaar igen i alle Billederne.
Paa Broen staar en Gruppe unge Piger. Den egentlige
Forskel paa Fatningerne ligger her.
Snart er der kun tre. Snart staar nogen
ved Gelænderet og stirrer ned. I dette
Billede staar fem-seks i Klynge. De
klare Kjoler lyser skært og ungt. Man
har gjort opmærksom paa hans Billede
»Nat« i denne Forbindelse, det hvor en
ung Pige i Overgangsalderen sidder
med udslaaet Haar paa Kanten af sin
Seng, med Hænderne paa Knæet og
vidt opspilede Øjne: Kønnet vaagner.
Jeg finder med Rette. Det er
Pubertetens rene, sprøde Blomstring, fuld af
Angst og Forjættelse, som har faaet
hele Naturen til Folie. Der er noget
beslægtet i den hemmelighedsfulde
Maade, Naturbilledet her giver
Sjælsstem-ningen, med den Forbindelse Freud
har paavist mellem Drømmebilleder og
Drifters og Længslers Vækst i Sjælen.
Broen støder i brutal Forkortning som
en Dolk i Vejens Hjærte. Træerne truer.
Husene skjuler sig. Vandet lokker,
spejler, gøgler.
Saadan finder Mennesket kun sig selv i Naturen, finder
sig at være Mikrokosmos. Det er Lyrikerens Maner. Han
ser ikke Detaljer som Epikeren. Bygger ikke ny
Kombinationer som Dramatikeren. Er overhovedet ikke aandrig.
Hans Evne er kun at kunne lide intenst, at føie, Melodien.
176
Under Æbletræet
Selvportræt
Han har et fint Øre, som lytter til Menneskesjælens Musik.
Han har visse Akkorder, han holder mest af, nogen dybe
blaa Toner, han altid havner i. Han er helt igennem
Følelse. Det er lærerigt et Øjeblik i Tanken at stille ham
overfor sin Samtids største rent intellektuelle
Kunstbegavelse Max
Liebermann; den ene har
omhyggelig
gennemstuderet alt fra
Rembrandt og Velasques
til de store franske
Impressionister,
den [-anden-] øser egentlig kun
af sit eget Indre.
Derfor er den Bebrejdelse,
man undertiden har
rettet mod Munch for
at henfalde til
»Litteratur« misvisende i
selve sin Form. Munch
vil aldrig, han er altid
nødt til.
Blandt
Efterårsudstillingens Billeder
er et som bærer Titlen »Overrasket Elsker«. Pragtfuldt
staar et gult, magert van Gogh’sk Ansigt begrænset af et
smudsigrødt Halsbind forneden og sorte Haartjavser
foroven mod en irgrøn, nubbet Flade. Skaaret over vertikalt
en Smule til venstre for Midtlinjen havde det hørt til hans
kraftigste Billeder. Utvivlsomt. Det havde blot udtrykt
noget helt andet end det, han maatte udtrykke. Og for ham
er det ikke Opgaven at låve et godt
Billede. Saa kunde han klippe det over.
Han maa udtrykke det, som lever i ham.
Og lad mig sige det i denne
Forbindelse. Han er saa lidt litterær, at ingen af
Titlerne rammer det, som er i Billedet.
Som Litografi bærer dette den
diametrale Titel »Skinsyge«. Munch er
Maler. Naar han siger Død, ser han for
sig et Lagens Farve, et Ansigts Form.
Der er Landskaber af ham tiden
Mennesker. »Stjernenatten«s Snemarker og
mørke Skove ligger svulmende under
hvide, høje Stjerner. Borte i Dalen
tændes Byens gule Lys. Solnedgangens
violette Stribe dvæler endnu i
Horisonten, gaar over i Smaragdfarver opad,
over i Blaaet. Farver og Former taler et
lidenskabeligt, majestætisk Sprog, sotn
gaar tilbage til en vældig Oplevelse af
den nordiske Vinternat, en eneste
bestemt. Over Forgrundens Høj flakker
en fortvivlet ilende Skygge.
Og Solen fra Universitetsaulaen om
hvilken saa mange Storme har brust er repræsenteret ved
et Udkast. Sommernatsdæmringens og Stjernemørkets
Maler stod en Dag foran selve Dagens Fakkel. Kun en Nordbo
kunde opleve Solopgangen saaledes. Fjeldene dybviolette
til begge Sider viger, rykker sammen og aabner sig; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
