Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Først ved ham selv standser Blikket. Der, i grel Kontrast
op mod Sengeendens Kvadrat af et mættet farligt Rødt,
ligger Hans Jægers Ansigt, gult, over det brede Bryst og
de svære Skuldre, uformeligt allerede, under Skæbnens
Lov, stumt og tungt som en Sten i Regn.
Prøv at gaa helt ind til Billedet. Se det Ansigt paa ganske
nært Hold. Der er en
forfærdelig Smerte, en
skrigende Fortvivlelse, som
ikke kan siges. Disse gule
Klatter, det sorte Skægs
krydsende Streger, klemt
ud, smadret paa i Raseri,
eller Afsind, de røde
Øjenbryn, det blaa, graa og
grønne, den røde Streg, som
siler som en Draabe blodig
Sved ned mellem Øjnene.
Stemt ned mod Puden i
vanvittig Anstrengelse for at
holde det ud.
Der er noget som
samler sig der. Men det noget
er alle Steder i Billedet. Den
faste Grund, som glider bort
under Fødderne overfor Dødens ubegribelige
Haandgribe-lighed. Omkring Ansigterne de brede Konturer, som var
endnu et Legem, større og taaget uden om det materielle.
Bordet, som ses igennem. Dets Cirkel, som ligger der, som
er rejst paa Højkant og staar som en Astralsol midt i
Billedet, med Periferien omhyggelig gennemført hele Vejen
rundt, som glider bort i Hjørnet foroven til venstre. Man
vil forklare det som den
simple Drejning af samme
Form, soin er et Grundtræk
i den kubistiske Katekismus.
Man vil kunne pege paa
Forgrundsskikkelsen til
venstre, hvis Overkrop er
fastholdt i tre forskellige
Hældninger, som Braque drejer
sine Planer om en Akse. Og
jeg maa anføre for
Teoretikerne, hvad Munch
svarede paa Spørgsmaalet,
hvorfor han havde tegnet dét
Bord igennem: Jeg vidste
det var der, jeg følte det
maatte med.
Saadan er det altid
Tilfældet hos Munch.
Formerne kommer til ham indefra. Han har længe før de kubistiske
Teorier udformedes givet »kubistiske« Løsninger, saadan
som han paa det herværende Portræt af »Fylkesmand
Lø-cher« lader to lodrette Linjer opdele Billedet i ensfarvede,
retlinjet begrænsede, absolut unaturalistiske Felter. Han
giver i »To Heste« en formelig Illustration til
Elementærlærens Teori: Hvidt og Sort sprænger fra hinanden,
adskilt af Spektrets Rødt, Gult, Blaat. Det er rigtigt. Ogsaa
den fuldkommen ukubistiske Forrykkelse af Perspektivet,
178
Bahémens Bryllup
Overrasket Elsker
som lader disse Bønderheste blive Fabelvæsner.
Helhestemyten er nemlig skabt af en Bevidsthed, som arbejdede
paa ganske samme Vis.
Saaledes sættes Munch i Sammenhæng. Han er vel vor
Tids Søn. Han er ingen fremmed i Tiden. Han er glad for
at udstille sammen med de unge. Der faldt som Skæl fra
mine Øjne overfor en
Mængde Vrøvl oin hans
Verdensfjernhed, da jeg for
Aar tilbage ved et Tilfælde
saa, at han var den første
Abonnent paa »Der Sturm«,
dette Tidsskrift, der var saa
radikalt, at det en Tid har
bestemt hele den tyske
Kunsts Retning, saa
radikalt, at det for længe siden
har ophørt at have nogen
som helst Betydning.
Han er Repræsentanten
for nordisk Aand.
Og for endnu en Gang at
begrænse snævrere, eller
favne videre: han er
Mystiker. Han ser og ser den
store Sammenhæng, undres og tilbeder. — Der staar en Gut
og en Pige paa hver sin Side af et Æbletræ, kært og kendt.
Græsset er knæhøjt. Landskabet indefter bag Træet er
frodigt, blaagrønt med hvide Solglimt nedover. Det er i
denne Time, to Mennesker staar under det Træ og føier
Sangen fødes. Det var for Aartusinder siden i Eden.
Jeg kender kun fra russisk Litteratur en saa religiøs
Opfattelse af Kønsmødet.
Liv-blivelsen omhyllet af
ubegribelig hemmelighedsfuld
Dejlighed og Skræk.
Der er her et Maleri af
den nordiske, ganske unge
Pige, »Frøken Olsen« har
han kaldt det (paa Dansk
maatte det blive »Frøken
Hansen«). 1 det pæne lille
Værelse med Bøgerne,
Mahogniservanten med Spejlet
over, Billederne fæstet paa
Væggen med Tegnestifter.
Hun sidder saa skær og
slank paa Divanen og
drømmer, med den ene
Haand paa Knæet, støttet
paa den anden, stirrer
uudgrundeligt frem for sig. Hvor maa hendes Nakke være
smuk! Hele Rummet drømmer, længes. Kjolens sarte lilla,
de røde Sko. Aah ja, de er røde, Skoene.
Munchs kæreste Ven Sigbjørn Obstfelder gav deres
Varme i Tilværelsen saadan: »Vaar gaar, Vaar dør, — sne
drysser over liljers lig. — Liv smiler, liv iler —• død imøde.
–]a. alt paa jorden maa blegne — hver blussende
drøm dø — men blussende liv skal spire — af din brudenats
frydsvangre vé«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
