Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maleriske, d. v. s. de mest
grå, og endelig har
Komitéen hængt deres Billeder
op. Ophængningen er over
hele Udstillingen
exempel-løs slet. Jeg kan ikke tænke
mig, at den skulde være
interesseret i at myrde en
skikkelig U. C.er som Carl
V. Meyer, men den har
vitterlig hængt et Billede af
en Mor med Barn skarpt
belyst fra venstre, op
sådan, at Billedet får grelt og
direkte Lys fra højre. Om
det er Justitsmord kan jeg
ikke bedømme, da jeg ikke
har set Billedet under
andre Forhold.
Ikke desmindre kan jeg ikke
undslå mig fra en Mistanke
om, at nogen af de
ondskabsfuldeste Ophæng-ningsfejl i de unges store
Sal må være om ikke
tilsigtede, dog bevidste. Man
kan dog vel ikke
intetanende på Yderkanterne af en Væg hænge to Profilportrætter,
som vender fra hinanden sådan at hele Væggens
Ophængning kommer i Skred til begge Sider og alle
Midterbillederne slår Revner?
Det eneste antagne Billede af den betydeligste unge
Udstiller O. V. Borch, »Renæssancekomedie«, er hængt op
under Loftet i grelt og fladt Lys ligesom for at udbasunere,
hvordan de her Svende skrlåler og vræler i Farver, hvad
for Forvildelser og Tøjlesløsheder de er ude i; ydermere
til Sammenligning
omgivet af et
uigen-nemvadeligt Ælte af
koloristisk
Brakmark.
Mogens Vantore
skader det ingenting,
hans chokoladebrune
og stanniolblå
Verden. er sød og varm
stadigvæk. Elof
Ri-seby isolerer sig ved
sit Format.
Sammenlignet med Gunnar
Hansens stive og
træede
Altertavlefigurer giver hans i
og for sig smukke
Frescofarver
Beskueren dog en Slags
Indtryk af, hvad
Kunstglæde kunde
være. Det er et
dæmpet og ikke stærkt
Mogens Gad: Selvportræt
Ole Søndergaard: En Vintersøndag ved Jydstrup Kirke
Orkester, men er Musik —
ikke Larm. Når han
sammenlignet med Skovgård
virket selvstændig er det
vel dog mest i Kraft af de
Sider af dennes Talent, han
aldeles mangler, først og
fremmest Gratien. Mogens
Gads Selvportræt har
Rejsning og lidt stilfærdig
Glæde ved dæmpet grønt og
rødligt og hænger godt.
Man kunde ønske han havde
haft mere at sige indenfor
Komitéen. Torben jensens
Selvportræt ligger
generende nær op ad et
tilsvarende Billede af Chirico, en
Kunstner, som i Frankrig og
Tyskland .de sidste to—tre
År har fået en hel Række
Epigoner. William
Lønn-bergs »Sydfranske
Landskab«, som refuseredes,
men er kommet mig for
Oje, havde derimod været
en værdig Repræsentation
for denne Skole. Ludvig Jacobsen og William Stuhr er
ikke moderne. Det opnåes ikke ved at bruge Farverne
ublandede, sådan som de fås fra Farvehandleren. Ikke
alene i hvert Fald. Ole Søndergaard, som strider så bravt
for at være gammeldags, har det derimod i sig. Marie
Olesen vist også. Selv om der er meget Brughelsk
Illustration i begge hendes Billeder, er der helt moderne
Formfølelse, navnlig i det mindre Billede, et — tænker jeg mig
— dobbelt Selvportræt. Farven er Brunt og Rødt, som kan
afkøles til grønligt,
men ingenlunde
længer. Marie Olesen er
utvivlsomt en Dame,
som nødig vælger
noget ringere, hvor
der er Mulighed for
noget rigere.
En Egenskab, som
kan være farlig.
Sådan som Agnes
Slott-Møllers Eksempel på
denne Udstilling
dokumenterer det.
Hendes Forelæg,
Leo-nardos Nadverbillede
er jo upåklageligt.
Hun har blot ikke
forstået det. I
Stedet for det dybe
Rums Perspektiv har
hun klemt Bordet op
mod en flad
Bagvæg. Hun maler jo
58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
