Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stilling at give et almengyldigt Ydre, kan en saadan Ageren
dog ikke godkendes. Det maa være en Selvfølge, at skal
Operaens kunstneriske Betydning bevares, maa den søge
tidsmæssig Tilknytning, der bestaar i andet end folkekære
Fagter akkompagneret af en køn Sangstemme, der har
banet sig Vej fra et Værkstedslokale.
Men anser man denne Betragtningsmaade for rigtig, er
ogsaa dermed Malernes Stilling til Sagen afgjort, nemlig
som Sceneinstruktører, ved simpelthen at overtage baade
den indre Og ydre scenebilledlige Fremstilling i Kraft af
den naturalistiske og impressionistiske Viden, de fremfor
alle andre Kunstnere netop har Betingelser for at eje. Thi
hvad kan det nytte, at den ene scenebilledlige, til og med
underordnede Halvdel er i Orden, naar det, der skulde
være Hovedsagen, Scenekunstnernes Genskabelses- og
Fremstillingsevne, komplet mangler. Nej, lad saa et
Samarbejde blive sat i Gang grundet paa ensidig Forstaaelse af
de to forskellige Kunstarter Maleri og Musik, der paa
den ene Side udelukker tomme Dekorationsnormer, der
ikke støder nogen for Hovedet, eller Teaterprofessorers
Rundhorisonter og elektriske Pærer, der nu tømmer
Pengekassen, paa den anden den direkte skadelige Følge af
Sangernes indsnævrede Standpunkt. Den nedlagte Ringeagt
og alvidende Overlegenhed for alt, hvad der ikke passer ind i
det gængse Teaterkram, saasom personlig fordelagtig
Rampebelysning, Placering, Kostymering og hundrede
andre skuespillerforfængelige Hensyn, der trækker det
scenebilledlige ned i det rene Pjank. Saa maa en Disciplin
haand-hæves, der ikke hvert Øjeblik støder paa
Primadonnanykker eller en selvraadig Belysningsmester, der ud fra et
ordinært Elektrikerstandpunkt belyser med rødt og grønt
som gjaldt det en Juleudstilling. Saa maa Malernes
kunstneriske Aktionsradius betydelig forlænges. Den maa
efter min Mening anlægges med Centrum i Orkestret, hvor
det egentlige Scenebillede skabes over Sangere og Aktører,
som han maa støtte overalt hvor han kan med sin
bil-leddannende Fantasi.
Det er let nok at henvise til mislykkede
Operaforestillinger, fordi Sagens Kerne har været uartistisk opfattet, og
hvor man saa bagefter kommer og giver Naturalismen
Skylden. Hvor alt det ydre Tilbehør har været fremskaffet,
Bulehatte, Pludderbukser, Flagreslips, mén hvor
Orkestrets billeddannende Sprog og scenebilledlige Poesi ganske
har manglet, hvor man har overladt det scenebilledlige til
Folk, der vel havde Forstand paa Sang, men ikke paa,
at. jo mere det scenebilledlige nærmer sig det rent
realistiske jo større artistisk Verve kræves, da den rent
korporlige billedlige Fremstilling nu engang sejler i det
maske-radeagtiges farlige Kølvand.
I Bohéme (som for Resten ingenlunde hører til de
værste Opførelser), hvor alt er betinget af Scenebilledets
flygtige poetiske Ynde, gaar man for Flertallet af de
agerendes Vedkommende overalt frem med Folkekomediens
grovkornede Kolorit. Det er tydeligt, at
Sangerne kun ejer Madam Petersens banale Forestillinger om,
hvorledes en Maler er og gebærder sig, og ud fra disse
føres saa Murgers flagrede og af en lyrisk
Understrøm baarne Montmartreliv frem. I
Overensstemmelse med god gammel sangdramatisk Slendrian
gøres alting haandfast og massivt, saaledes Dansen i Ate-
64
lieret over Rudolphes, lykkeligt hjembragte Diner, eller
Narreriet, hvor Husværten kommer for at kræve Leje.
Disse Operaen fuldkommen ligegyldige Løjer, der blot skal
virke som spontan Indskydelse, gøres til buffoagtige
Træffere, der da ogsaa altid er sikre paa stormende
Applaus.
Og som Sangere saa Dekoration. Skønt ganske
stemningsfuldt, saa dog langtfra udnyttet med den
Opfindsomhed, Motivet indbyder til, hvor en reelt opfattet Enkelthed
som f. Eks. det karakteristiske parisiske Kakkelovnsrør
gennem Atelieret, eller et Blik gennem Ateliervinduet over
Paris’ Tage og Skorstene vilde vække Stemningen med
hele Overbevisningens Styrke. Til og med har man saa paa
det sidste fundet paa at ødelægge en af de største
scenebilledlige Muligheder, vistnok i anden Akt, hvor Rudolphe
og Musette i det svindende Tusmørke søger efter Nøglen
paa Gulvet, og hvor den ulmende Kaminild lidt efter lidt
vinder Overhaand, ved at lade en af disse velsignede
Be-lysningsmestre med deres elektriske Pærer banalt — fra
Kaminen, der skal forestille Ildens Lys — sende de
falskeste blaarøde Kulører ud i Rummet, saa det hviner i
Tænderne. Denne Scene, der er et af Koncentrationspunkterne
i hele Operaen, hvis Lyrik og fine spinkle, næsten
vemodige Sværmeri Orkestret tydelig anslaar i Musettes
Motiv, sætter man uforstaaende en af disse Haandværkssvende
til at ødelægge. Thi hvilken scenebilledlig Støtte vilde ikke
den paa en Gang dulmende og fantastiske
Belysningsover-gang mellem Dag og Aften netop kunne yde, om det var
gjort med Forstaaelse. 1 Louise blev Mangelen paa en
Malers billedligt ledende Haand endnu mere følelig. Hvem
husker ikke dette scenebilledlige Gøgl, der her blev budt og
som kulminerede i næstsidste Akt, hvor Maleren maskeret
a la Krøyer med sin Sypige fra Toppen af Montmartre
staar og hyler Paris, Paris, for kort efter at trække sig
tilbage til et gloende rødt oplyst Lysthus, medens d’Herrer
Elektrikere ihærdigt arbejde paa at forskønne denne,
Tete a Téte med Kulører som fra en Smelteovn. Hvad
skal man sige om Scenekunstnernes scenebilledlige Sans,
naar saadanne Uhyrligheder præsteres, og hvor kan man
udefra anklage Naturalismen, naar anden Naturalisme end
dette Gøgl ikke har været forsøgt.
Samtidig med, at det er en af -den -moderne Kunsts
vigtigste Opgaver at nærme sig Naturen saa stærkt som
muligt, er det blevet Mode saa godt som paa ethvert
kunstnerisk Omraade at anklage Naturalismen som forældet,
men mon det ikke hænger sammen med, at man ikke
forstaar at lukke Øjnene op. Fordi de kære unge Kunstnere
har betragtet Forenklingsforsøgene som Tilladelse til en
fuldstændig Flugt fra Naturen, er der ingen Grund til, at
Teatret skal gøre det samme. Den Præken, man kan takke
visse Apostle for indenfor Maleriet, at Naturalisme og
artistisk Søgen har udspillet sin Rolle, er simpelthen
Nonsens. Naturalismen har saa langt fra udspillet sin Rolle,
at den først nu skal til at begynde, den har beviseligt ført
Maleriet frem til en fri Observation, der har aabnet det
Perspektiver, det maaske endnu slet ikke kan overse, og der
er intet i Vejen for, at det samme kan være Tilfældet med
Operaen. Thi selv om den som sagt langtfra kan løfte
Opgaven i sit fulde Omfang, kan den godt give det æstetisk
artistiske en ny Belysning i det scenebilledlige.
U/cJi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
