Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at det er i den første Gratiegruppe, man finder det fulde
Mesterskab, særlig i Marmoreksemplaret, dette
vidunderlige Værk, som desværre er skjult for Verden paa en
holstensk Herregaard1). Om Thaddæusfigurens flygtige
Udførelse og om den Stemning af Trods overfor en svigtende
Medarbejder, som forklarer, at Thorvaldsen trods Alder
og Sædvane selv vilde udføre denne Statue fra Grunden
i den kortest mulige Tid, som gjaldt det et Væddemaal, er
der siden givet fyldestgørende Oplysninger gennem
Offentliggørelsen af Baronesse Stampes Erindringer2).
Selv om Jacquemont altsaa ikke har Ret i, at det
udelukkende var religiøse Motiver, som optog Thorvaldsen i
denne sidste Romertid, er det dog sikkert rigtigt, at den
overvejende Beskæftigelse med saadanne Emner stod i
Forbindelse med et Opsving i hans religiøse Følelse.
Aarsag og Virkning arbejder jo under saadanne Forhold
sammen. Koncentrationen om kristelige Emner har til enhver
Tid medført en i det mindste midlertidig Forøgelse af hans
religiøse Følelses Intensitet. Vigtigere er det dog at
erindre, at Thorvaldsen paa den Tid levede i Angst og Sorg
under den Sygdom, som hjemsøgte den Stampe’ske
Familie. Baronessen fortæller om, hvor levende han tog Del
i deres Bekymringer og om, hvorledes han Tanker var
præget af en dyb Alvor, som gav sig Udslag i stadig
Syslen med religiøse Motiver. Det er da rimeligt nok, som
Jacquemont formoder det, at ogsaa Tanken om hans egen
snarlige Bortgang har beskæftiget hans Sind. Der er i et
Brev3) til Christian VIII, Thorvaldsen skrev paa
den Tid, da det endnu saa mørkt ud i det Hjem, der var
blevet som Thorvaldsens egen, en anden Tone end vanlig,
en religiøs Betoning, som vel kun ytrer sig i Smaating, i
Brug af Udtryk, som mange vilde anse for dagligdags og
lidet betydende, men som er usædvanlige i Thorvaldsens
Brevstil.
Jacquemont har altsaa set rigtigt med Hensyn til
Thorvaldsens nære Forhold til Kristendommen imod Slutningen
af hans Liv; men han har Uret i at opfatte dette Forhold
som noget nyt. Det fremgaar da ogsaa af hans Vurdering
af de Værker, han sætter højest indenfor Thorvaldsens
kristelige Kunst, hvor vanskeligt det falder ham at forene
det levende Indtryk af kristelig Aand, han som den aabne
og klartskuende Iagttager har modtaget gennem disse
Værker, med sin andetsteds fra hentede Viden om
Thorvaldsens formentlige Indifferentisme i Trossager.
Apostelfigurerne har Jaquemont nu engang forset sig
paa i en saadan Grad, at han, idet han kalder dem
»Apostlene før Pinsedagen«, overser .et meget væsentligt
Moment: Med al Respekt for det ophøjede hos de
Apostelskikkelser, hvis Særpræg klarest fremgaar af
Beretningerne, har Thorvaldsen dog udtrykkelig og med fuld Ret
ønsket at fremstille dem som Mennesker, netop ikke som
kristelige Heroer, men som Mennesker — i Modsætning til
Kristusfremstillingen. Det er i god kristelig Aand, tør vi
formode, at Thorvaldsen gjorde denne Forskel og satte
disse Karakterers ideale Træk op mod en Baggrund af
menneskelig Skrøbelighed.
Men hvor Thorvaldsen i Relieffet: »Nadverens
Indstiftelse« helt har kunnet lade det, om vi saa maa sige,
repræsentative fare og simpelt hen har fremstillet Apostlene
som Disciple, finder ogsaa Jacquemont, som regner dette
Relief for et af Thorvaldsens betydeligste Arbejder, at
Fremstillingen bærer et ubetinget kristeligt Aandspræg.
»Comment résister ä cette beauté suave,« udbryder han,
»ä ce pathétique chrétien?«
I Johannesgruppen, af hvilket Jacquemont giver en
fremragende Analyse, synes det afgjort kristelige Præg
ham ikke mindre slaaende. Om Gruppen som Helhed siger
han: »je ne comprends pas pourquoi l’on a dit que ce
sujet était pius philosophique que chrétien. Il est souve-
rainement l’un et l’autre å la fois...... S’il y a lå de la
philosophie, c’est de la meilleure: elie est d’un catholique
aussi bien que d’un protestant et plüt å Dieu, que nous
pussions admirer ce chef-d’oeuvre de l’artiste penseur å
Paris méme, sur le fronton de la Madeleine!«
Men naar Jacquemont skal forene disse Indtryk af
kristelig Aand med sin formentlige Viden om Thorvaldsens
Indifferentisme, føler han selv, at det glipper, og han
finder ingen anden Udvej end at kalde Thorvaldsens
Genialitet frem for aabent Tæppe som »Deus ex machina«.
Jacquemont siger, hvor han gaar over fra Kritiken af
Apostelfigurerne til Anerkendelsen af Relieffet »Nadverens
Indstiftelse«: ... il a montré de quelle façon un pa’fen, un
sceptique, pouvait, å force de génie, representer les
disciples du Christ.«
Jacquemonts Afhandling hører, som før fremhævet, til
de betydeligste i Thorvaldsen-Litteraturen. Man tør trygt
forudsætte, at saa skarpsindig en Psykolog som
Jacquemont ikke har følt sig helt tilfredsstillet ved at opgive
Forklaringen med en Henvisning til Geniet, saa meget mere
som Henvisningen i dette særlige Tilfælde intet som helst
er værd. Vel sandt! Geniet formaar alt, selv det mest
uventede; ja vel, men kun saa længe, det er paa den
personlige Sandheds Grund. Aldrig nogensinde i Kunstens
Historie er noget aandelig sandt og helt fremgaaet af noget
halvt, og havde Jacquemont selv været i endog blot det
svageste Forhold til den kunstneriske Skabens Betingelser,
vilde han i Stedet for at slaa sig til Ro med sin
Henvisning til Genialitet have turdet kalde al Verdens udøvende
Kunstnere til Vidne paa, at en Forening af det ægte og det
uægte aldrig nogensinde kunde have resulteret i Værker,
hvis personlige Sandhed var ham saa indlysende.
Det virkelige Forhold er dette, at Forudsætningen, hans
formentlige Viden om Thorvaldsens Indifferentisme, er
falsk. Jacquemont har den fra Plon, som har den fra
Thiele, som har den fra sin Misforstaaelse af Thorvaldsens
Parade: »Jeg tror jo ikke heller paa de græske Guder, men
jeg kan jo dog fremstille dem!« Andet Grundlag findes
ikke for denne Antagelse, som Gang paa Gang har
tvunget Thorvaldsens Biografer bort fra Forstaaelsens Veje
over i det intetsigende Paradoks.
(Eftertryk ikke tilladt). (Fortsætles).
’) Landstedet Breedenek, under Herresædet Lehmkulen, nogle Mil
fra Preetz. Ved Enkebaronesse B. von Donners Velvilje havde
jeg Lejlighed til. at se Gruppen dér i September 1922.
s) Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. Kbhvn. 1912.
Side 177.
’) Thiele: Thorvaldsen i Kjøbenhavn. 1856. Side 178—180.
70
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
