Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
søger sig, ligesom Andersen, i adskillige Genrer, inden
han finder det Felt, hvor han blev den uopnaaede Mester:
den tragiske Idyl, og hans sidste Værker staar,
gennemgaaende langt over hans første.
Denne korte Karakteristik af Digteren vilde være
absolut ufuldstændig, dersom jeg ikke tilføjede en Omtale af
hans Lune, der er nært beslægtet med Andersens, men
ligesom en Tone hvassere. Bang var en Mester i at opdage og
gengive Folks komiske Sider; enhver, der har kendt ham,
vil huske, hvor blændende vittig han kunde være i sin
Satire over al Slags Affektation; en Aften »spillede« han
f. Eks. Bertha von Suttner, som dengang gæstede
Kjøbenhavn, saaledes, at Tilhørerne vred sig af Latter. Der var,
hvad maaske kun faa vidste, et stort Stykke af en Scapin
i Herman Bang; herom kunde der fortælles mange rare
Historier, hvis Lejligheden var dertil. For hans Digtning
fik denne Evne væsentlig Betydning; den giver Saltet i
hans Fortællinger og bidrager til, at de har holdt sig saa
friske. Navnlig hans »Middagsselskaber« er smaa
Virtuosnumre af Lune og Vid. Og den er dansk, denne Evne.
Maaske har den sin Andel i den Lykke, Herman Bang har
gjort i Tyskland, hvor Lunet ikke er Hvermands Sag.
Bang var tillige en kritisk Begavelse af Rang; hans
sjældne Evne til at føie med Andre gav ham den virkelige
Kritikers Talent til at følge en fremmed Individualitets
sjælelige Bevægelser ud i de fineste Detailler; men det kan
ikke nægtes, at han ofte omdanner den Digter, som
beskæftiger ham, i altfor høj Grad til Lighed med sig selv.
Uden denne Mangel vilde han have været den betydeligste
Kritiker i Datidens Danmark.
Og det var de samme sjælelige Ingredienser, der gav
ham en vis Betydning som Instruktør, men rigtignok
ogsaa forringede Resultaterne af hans Anstrengelser i dette
Fag, som næsten var ham det kæreste af alle. Medens
han endnu ikke er tilstrækkelig anerkendt som Digter i sit
Fædreland, har der mærkelig nok dannet sig en Myte om
hans Dygtighed som Teaterinstruktør, der er uden væsent-
lig Forbindelse med Virkeligheden. Derimod var han som
Oplæser af sine egne Værker uforlignelig. Den stærke
Trang til Ømhed, som udsprang af hans Sympati for
Mennesker og øgedes ved den Undtagelsesstilling, der gjorde
ham ensom i Livet, mættedes, naar han stod overfor sin
Tilhørerkreds og gav sig selv, sit Livs dybe Smerte, sin
Ironi og sin Humor; og Tilhørerne blev, ofte uden at vide
hvordan, grebne, revet med, ligefrem hypnotiserede, saa
de aldrig glemte dette Møde med en enestaaende mærkelig
Digterpersonlighed.
Den literære Klike, som gav Tonen an i Danmark i saa
godt som hele Bangs Levetid, følte sig nærmest frastødt
af ham. Georg Brandes karakteriserede ham som »en
middelgod Fruentimmerbegavelse«. Man rasede i hine Tider
mod »Samfundet« og »satte Problemer under Debat«;
Herman Bangs »Problemer« var rent individuelle og havde
lidet eller intet med Samfundet at gøre; i alt Fald søgte
han aldrig Undskyldning for sine Ulykker ved at skyde
dem i Skoene paa Samfundet. Datidens Unge forkyndte
»den frie Kærlighed« som et Lykkens Evangelium; Herman
Bang forkynder, at denne Kærlighed, mest den Sansernes
Erotik, som netop berusede Tidens Profeter, er en Rædsel
og følges af Rædsler, moralsk Nedværdigelse, ja,
Forbrydelse. Hvem havde saa Ret? Bang kom til at staa isoleret
i det daværende Danmark. Havde han levet nu, vilde hans
70-aarige Fødselsdag have givet Genlyd Europa over,
medens en temmelig stor Procent af Datidens
»Gennembruds-mænd« nu er sunket i Glemsel, og de, der huskes, vandt
deres vel fortjente Ry paa helt andre Felter end dem, som
dengang anvistes dem. Naar Regnskabet engang for Alvor
gøres op, vil Herman Bang ikke tabe ved det; dette er min
fulde, faste Overbevisning. Ære være hans Minde!
öi
Som Eksempel
paa Bangs overordentlige Popularitet hos vore sydlige Naboer,
hidsættes Oplagsangivelserne for nogle af Romanernes Vedkommende: Das weisse
Haus, 14 Opl. Am Wege, 75 Opl. Ludwigshöhe, 15 Opl. Tine, 13 Opl. Michael,
20 Opl. Die Vaterlandslosen, 30 Opl.
JACOB PALUDAN: MARKERNE MODNES
JACOB PALUDAN’s ny Bog »Markerne
modnes« er . et særdeles tidstypisk Værk.
Den vil skildre unge Mennesker, som
vokser op under Forhold, der
nødvendigvis maa skabe Rodløshed, fordi Tidens Uro
har gjort alle Begreber flydende. Bogens
Baggrund er en Verden i Opløsning, dens
Mennesker en lille Samling Individer, der
hver paa sin Maade tager Livet, som det
nu kan falde uden at forsøge en virkelig
personlig Indsats. Helten i Bogen er især
en karakteristisk Type, en ung Mand med
kunstneriske Evner og Drømme, men
tillige en vag Natur, der ikke tør tro paa sig
selv og derfor heller ikke tør sætte alt ind
paa at følge Kunstens Kald. Han deler sig,
dyrker Kunsten som Bibeskæftigelse, saa
længe han evner det, og studerer
Medicin som Brødfag, for at ende som en
livstræt og uduelig Læge. Resultatet er den
stadige Gliden ned ad Bakke, den haab-
78
løse Forsumpen i sløv Ligegyldighed. Og
som det gaar ham, gaar det hans Venner,
de sløves af Livshunger eller
Overmættel-se. Markerne modnes, men naar Høstens
Time er inde, vil det vise sig, at den
gyldne Mark kun bærer golde Aks.
Der er Ting i denne Bog, som virker
gribende, fordi de er ægte i baade
Opfattelsen og Skildringen; men taget som
Helhed er Bogen selv maaske mere
tidstypisk end de Mennesker, den skildrer.
Forfatteren mangler aabenbart selv den
Livsforstaaelse, det Overblik, hvis
Mangel han ser som Aarsagen til sine
Personers Ulykke. Man forstaar ikke ret,
hvorfor han har skrevet om disse
Mennesker, for hvis det var Skildringen i sig
selv, der interesserede ham, havde han
ikke ladet sig nøje med den halvfærdige,
løse Form, hvori Romanen nu fremtræder.
Vi forlanger ikke, at Paludan skal være
Talsmand for ny moralske, filosofiske
eller religiøse Synspunkter og Anskuelser;
men vi kræver af ham, at han kunstnerisk
begrunder sine Menneskers Skæbne med
Følgerigtighed og Alvor, og at han ikke
blot fortæller løs i en Form, der laaner
alt for meget fra den daarlige Films
Teknik. Vi forlanger af Kunstneren Jacob
Paludan, at han helt igennem er ægte og
ikke forfalder til et dræbende, dumt
Lite-ratursprog, saaledes som det alt for ofte
sker i denne Bog. Det er f. Eks,
uhyggeligt at læse om de Fornemmelser en jævn,
lidt musikalsk Dreng gennemrisles af ved
Lyden af Orglets Toner.
Dog nok herom. Der er saa meget i
denne Roman, der drager Læseren og
stemmer ham sympatisk; man ønsker
derfor dobbelt, at Forfatteren ikke havde
sluppet sit Værk af Hænde, inden det var
helt gennemarbejdet i Form og Tanke.
Hans Werner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
