Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at han i sin spidse Tegnepen ejede et langt
farligere og mere revolutionært Vaaben.
Hans Debut kom ikke til at finde Sted i
Danmark; forinden Hjemkomsten havde
han allerede debuteret som Tegner i
schweiziske Blade og ogsaa offentliggjort et og
andet i »Jugend«. Saadan omtrent’ var
Vandreaarene forløbet, da Axel Nygaard,
vistnok i Efteraaret 1903, vendte tilbage
til Danmark for at forlade
Malerhaandværket og helt hellige sig Kunsten, helt skabt
af sig selv og helt sig selv.
Naar Læseren kaster et Blik over de
gengivne Karikaturer, vil de maaske ikke
forekomme ham saa revolterende nye, som de
forekom os, da vi saa dem første Gang.
Men læg Mærke til den velafvejede Komposition i »Ministeriet I.
C. Christensen«. Se, hvordan Hørups Billede baade kompositorisk
og nreningsmæssigt kontrasterer
mod Alberti, der dominerer
Billedets modsatte Side. Gaa de
enkelte Ministre igennem, en for en, og
se, hvordan
Karikeringen ikke er
tilfældig, men har en
velbegrundet
Hensigt, der nøje har
udvalgt sig den
Egenskab, som
skal angribes. Og
husk saa, at denne
Karikatur, der blev
til faa Dage efter
Ministeriets
Udnævnelse, senere
viste sig at være
en Profeti, der gik
i Opfyldelse.
Skulde det mon være for meget at kalde denne
Karikatur genial?
Da j£g selv er imellem Ofrene, tør jeg nok
uden at være ukollegial ogsaa gøre opmærksom paa den maliciøse
Karakteristik af de »Danske Digtere paa Sommerlyst«, som
Nygaard har haft det kaade Indfald at anbringe i Stedet for paa
Alléenbergs Sangerindetribune overfor Syngepigernes
uopmærksomme og fugtige Stampublikum. Og
saadan kunde man blive ved. Man saa i de
Aar aldrig Nygaard uden hans Skitsebog;
og forud for mangen tilsyneladende løst
henkastet Karikatur er der gaaet en god
Snes omhyggelige Studier og Skitser.
Deraf hans store Træfsikkerhed. Nygaard var
ogdaget og fastslaaet som Karikaturtegner.
Fra »Verdens-Spejlet« gik han, efter at have
været med i »Adresseavisen«s kortvarige,
radikale Periode, over til »Ekstrabladet«,
hvor Freilif Olsen gav Karikaturkunsten
rigeligt Raaderum og hvor ganske særligt
Nygaard fik en rig Blomstringsperiode
(jvf. Bogen: »Københavnerliv« med
Tekster af Freilif Olsen). Ogsaa i Jens
Pedersens »Gnisten« og »Ekstrabladet«s
Søndagsudgave, »Lurifax«, findes værdifulde
Nygaardske Karikaturer.
Det er dog ikke som Karikaturtegner, men
som Lyriker, at Axel Nygaard staar for
Nutidens Bevidsthed, selvom begge disse
Ytringsformer vel nok springer af samme
Kilde. Bag enhver Satiriker og Spotter
gemmer sig oftest en Lyrikers saarede
Følelse, og omvendt er næsten al god Lyrik,
Axel Nygaards første Bogbind (1905)
Side af „Farbrors Børnerim"
(1917)
Bogomslag fra 1926
Illustration til Axel Juel: „Rosa" (1923)
hvis den ikke skal ende i Ordskvalder og
tom Deklamation, holdt i Ave af Ironi og
Kritik, hvad enten denne nu viser sig
direkte i Lyriken selv eller den kun anes som
Korrektivet bag den. At Nygaard var en
saadan Lyriker, viste han allerede i
»Ver-dens-Spejlet«s Dage gennem sine poetiske
Friser og Illustrationer til Bladets Digte
og Noveller. Dermed var Vejen aaben for
ham som Illustrator og
Bogudstyrskunst-ner. Den 12. Maj 1905 udkom den første
Bog med Omslag af Axel Nygaard; det var
min egen Debutbog, derfor kan jeg saa nøje
angive Datoen. Og i 1906 fik et Forlag,
der desværre ikke havde Midler til at
gennemføre Foretagendet, den gode Idé at
sætte Nygaard til at illustrere Casanovas Memoirer. De faa Hefter,
der udkom, viser hele Nygaards Ynde og Ironi; og Rokokoens
frivole Galanteri og lyriske
Smæg-ten udløser beslægtede
Egenskaber hos Nygaard og peger frem
mod de uovertræffelige
Bellmann-lllustrationer fra
senere Tid. Det
kunde i de første
Aar hænde, at
Ka-rikaturistens Spottelyst paa den
muntreste Maade
vendte sig mod den
Bog,
Bogkunstneren skulde tegne
Omslag til, som f.
Eks. da Nygaard
lod Satyren paa
Bindet af Niels Th.
Thomsens
»Kvinder« le af
Forfatteren i Stedet for af Fortællingerne. Men som
Aarene gik, udskilte Bogkunstneren sig skarpt
fra Karikaturisten, og med det sikreste
Kunstner-instinkt formaar han at gøre sig til Et med den Bog, han skal
illustrere; ja undertiden lykkes det ham endog gennem sine
Tegninger at sige det, som Forfatteren har villet sige, men af en
eller anden Grund ikke har faaet sagt, som f. Eks. i de
henrivende Kjøbenhavnerbilleder til Axel Juels
»Rosa«, hvor han giver det letlevende
Kjø-benhavnermilieü, som Juel forsigtigt er
gaaet uden om. Som Bogkunstnere kan kun
faa sidestilles med Axel Nygaard. Hans
Stilsikkerhed er uangribelig og hviler paa
et stort og omfattende Studium af snart
sagt alle Tiders Stilarter og Livsformer
og udelukker absolut de hos andre saa
hyppigt forekommende Anakronismer. I
Pios Vignetbøger, redigeret af Kai
Friis-Møller, kan man følge Axel Nygaards Vej
gennem de mest forskelligartede Emner og
Tider, ligesom det hovedsagelig er Pios
Forlag, der har Æren af at have anvendt
hans enestaaende Evner som
Bogudstyrs-kunstner. Paa Kunstindustriudstillingen i
Paris 1926 hædredes Nygaard da ogsaa
for sin Bogkunst med den fornemme
Udmærkelse: Diplöme d’Honneur.
Da Bogomslagets Hensigt ofte er den
at virke som Reklameplakat i
Boghandlervinduet, bør det i denne Sammenhæng
omtales, at Axel Nygaard ogsaa har en større
Produktion af virkelige Gadeplakater bag
sig. Bedst huskes vist en Gadeplakat med
Side af H. C. Andersens
„Improvisatoren"
87
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
