Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oplevelser forarbejdes og anvendes. Uanfægtet af den
Armod paa aandelige Oplevelser og det blege Tankeliv, der
kendetegner saa megen borgerlig Literatur, forsøger Wells,
som en 18-aarig, der vaagner til social og politisk
Bevidsthed, endnu en Qang at forstaa og derpaa endevende
Verden.
Den friske Blanding af Erfaringer og Fantasier giver
Bogen et Præg af aandelig Oplagthed, som Wells’
Beundrere i alle Lande vil glæde sig over. Men dens modne,
intellektuelle Struktur og det blanke, gennemarbejdede
Sprog vil fastholde ogsaa hans mere skeptiske Læsere.
»MODERNE VERDENSLITTERATUR«
E. JESPERSENS FORLAG
1. FRANK SWINNERTON:
AFTEN - NAT - MORGEN
Med et Forord af H. O. Wells. Oversat af
Ellen Treschow
Ingen Moraliseren, ingen Reform, end
ikke Kunsten i en Ides Tjeneste! Det,
Swinnerton vil, er det sværeste af alt:
Fange Livet ind i Tusinde Glimt og antyde
de Love i Eneren og hans Forhold til
Massen, der betinger dets vekslende Spil. Han
tager et Stykke ud af Menneskehedens
levende Væv og sætter det under Mikroskop.
Den, der vil følge ham, maa-taale en
nøgtern Forskers Søgelys, rettet mod hver Fold
og Krog i jævne Smaakaarsmenneskers
Indre. Misundelse, Had og Begær anes ikke
under Handlingens Gestus, de lægges blot
og reflekteres med et Spejlbilledes
Strenghed i alt, hvad der sker.
Familiens Overhoved, den apoplektiske
Far Blanchard, er den eneste af
Personerne, Forfatteren ikke dukker helt til Bunds
i. Men hvor levende føles han ikke, saa
langt han kan spores i egen Individualitet,
i Sansernes Graadighed efter Øllet, den
store Trøst, i Fantasiens kyniske Trang til
Avisernes Mord- og Skandalestof, men
ogsaa i det skikkelige »god Dreng« til
Datteren Jenny, i Kluklatteren, og fremfor alt
i det Glimt af robust Humør, der nu og da
tændes i hans sløve Blik og breder sig til
hele Atmosfæren. Han føles ganske
selvfølgeligt som den faste Akse, hvorom den
lille urolige Verden drejer sig. Han er saa
levende som en Dickensk Figur, blot uden
Karikaturens Udskejelse, han er som
Fal-staff selv, saaledes som han vilde fremgaa
af Arbejdernes Lag.
Husvennen, den vankelmodige Alf, der
først udelukkende er betaget af den kønne
og kvikke Jenny, ender med at gøre den
hidtil forsmaaede ældre Søster, Emmy,
lykkelig ved at fri til hende efter en
Teatertur. Denne Mand, den jævne Bejler, der
uden at han selv aner det, røber det Begær,
han aldrig bevidst vilde udlevere, er givet
med fænomenal psykologisk Intuition.
Swinnertons Proletarer er hverken saa
ens eller saa golde som de Brosten, de
træder paa, ej heller er Tilværelsen saa
banal, at den ikke byder paa kærkomne
Overraskelser. Skæbnen spiller paa selvsamme
Aften de to Søstre i Hænde, hvad de
gennem Aar og Dag har begæret:
Kærligheden. Men hvor forskellig er ikke Virkningen
hos dem. Den romantisk higende Jenny
kastes — efter at have erobret sin Elsker —
ind i ny rastløs Uro og gennemgaar alle
Reaktionens Kvaler, mens den
snusfornuftige Emmy nyder Tanken om en sikker
Lykke og med Undren ser
Søsterkærligheden kvæle Forargelsen over det natlige
Eventyr, der har faaet Jenny til at svigte
sin Pligt overfor den hjælpeløse Fader.
Sindet renses, Kredsløbet bliver Ligeløb.
Ved den Troskab, hvormed Forfatteren
tegner Livet som han ser det, med sikker,
rolig Haand, naar han et ikke villet Maal:
at redde dets Værdi. Og hvor dristigt det
Sammentræf af Begivenheder end er, der
bringer Søstrene ud af Dagliglivets
Forsumpning, stødes vi dog ikke, naar
Swinnerton vover Spillet. A Johansen.
a
RAINER MARIA RILKE:
MALTE LAURIDS BRIOOES
OPTEGNELSER
Oversat af Inga Jnnghanns
Der var i Rilkes overordentlige Begavelse
som Lyriker et Træk udover den rene
Lyrik: hans højtforfinede Beskrivekunst. Der
er Vers i »Neue Gedichte«, hvor alt
Aande-drag er holdt tilbage i Bestræbelsen paa at
overføre Billeder i Ord og Vers af
Ædelstene og Metal. — »Vers, siger han her i
Malte Brigges Optegnelser, er ikke som Folk
tror Følelser, men Erfaringer.« Der er
saaledes en stærk og ædel Fiber af Prosa i
denne store Lyrikers Sprogkunst. Men
Prosaen i denne Bog (ypperligt gengivet af
Oversætterinden) er tillige pure lyrisk;
Sansning og Følsomhed svæver stadigt om
hinanden nu og da sammensmeltede
i Tankestemningernes Fylde; snart er
der mere sanset, snart mere tænkt
og følt, snart en større Vægtmængde
af Ting, snart en større af Sjæl. Saaledes
svinger Sans og Sind, Natur-og Aand over
i hinanden og ud i denne Bogs underfulde
Meditationer, — som Tingene en tidlig
Julimorgen »svinger over i hinanden og ud i
Luften, og gør Skyggen klar og Solen til et
let aandigtSkær« (p. 171). — Meden
stilfærdig, vidunderlig indtrængende Fantasi
forstærker dette Digtersind i Alt ethvert
lille Træk af Sælsomhed; Tingene bliver til
Væsner, og de Følelser, de udløser, til
Magter; det beherskes i den Grad af det un-
derfulde, som skælvede det i en
fortryllende Bræmme af Mystik, af Overgang til
Aand ... Der er en Pantheisme i denne
Fø-lemaades fulde Opgaaen i Tingene, Sindet
føres saa guddommelig let som en Duft
i en Luftning over i Fælleshed med
Tingene; Bevidstheden om den er som en
pan-theos med Alt i sig; den har ophævet
Grænserne imellem Mulighed og Virkelighed,
Fortid og Fremtid, Døde og Levende —
deres Verden er en fælles. Denne pan-theos
er Erindringen, som overskridende hine
Grænser skaber en Verdensguddom, der
aabenbarer sig i det Naturlige som et Hele
af Tegn.
I en Række symbolistiske Prosadigte og
Myter og Reflexioner udtrykkes denne
moderne religiøse Sjælfuldhed, der i det Ydre
søger Ækvivalenter for det Indre. Skønnest
af alt maaske Slutningen, hvor Tanken helt
griber Herredømmet og gennemfører en
Fortolkning af Lignelsen om den forlorne
Søn, som er fuldkommen i Form og
vidunderlig i sit Indhold. E. F.
#
WARWICK DECPJMO:
SORELL OG SØN
Oversat af Esther Malling
Verdenslitteratur! Er det 111011 ikke ved
at blive noget i retning av et stort
internationalt firma, hvis svingdøre glider så
let, at de undertiden smækker den
indtrædende i hælene? Ikke fordi Sorrell og Søn
er nogen dårlig bog — men den dristige
rubricering ægger kritiken. Og man sidder
under læsningen med en blandet følelse av
irritation og grebethed.
En krigsinvalid, dekoreret officer, er ved
at blive slået ud, men slider sig frem fra
hotelportier, og kan derved give sin søn,
der har arvet hans dygtighed, en let og
gunstig start. Men for at få gang i det må
der frembesværges en »ven og velgører« —
som den gamle bibliotekar i Pelle
Erobreren —, her blot ved bogens begyndelse. Og
dermed er vi allerede langt ude i
sentimentalitetens totale oversvømmelse. Forholdet
mellem far og søn, bogens middelpunkt, er
ialfald så kønt, at man får langspyt ved
det. En eneste lille dumhed fra den
gamles side, et tilløb til en tåbelighed fra
sønnens vilde ha virket forfriskende. Men de
127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
