Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O TTO BACHE
1 8 3 9 - 1 9 2 7
Docent P. Johansen, der personlig stod Otto Bache nær, bringer her den lovede Mindeartikel om den afdøde
Maler. Artiklen er ledsaget af Gengivelser af Skitser og færdige Arbejder, der ikke tidligere har været reproduceret.
DEN 28. Juni døde den gamle Kunstner, den 21.
August vilde han have fyldt sit 88. Aar. Fra
sit 17. Aar har han haft Arbejder paa de aarlige
Udstillinger. Det er et langt og frugtbart Virke,
som nu er afsluttet. Megen Omveksling har han oplevet,
baade ved det Akademi, hvor han først var Elev, senere
Lærer og Leder, og i
Begreberne om
Kunstens Væsen og
Værdier. Hans Sind var
altid aabent og
fordomsfrit, selv om det
er rimeligt, at han i
sin høje Alder ikke ret
kunde foi’staa
Kunstens sidste
Udviklingsstadier.
Da han kun 10 Aar
gammel kom ind paa
Akademiets Skole,
hvilede Eckersbergs
Aand endnu over
denne med sin strenge
Tugt og sit
ubønhørlige Krav paa
naturalistisk »Sandhed«.
Men der var begyndt
en Gæring.
Romantiken herskede i
Digtekunsten, havde i
Malerkunsten en Tolker
som Sonne, men
havde dog kun usikkert
Fodfæste, fik mest
Udtryk i
Folkelivsbilledet. Høyen og
Arkæologen N. M.
Petersen henviste til
Emnerne fra den nordiske
Oldtid som Grundlag
for en ny og national Udvikling, men denne Tilskyndelse
kom udefra til Kunstnerne og fik kun sparsomme
Resultater, undtagen hos Frølich. Det gærede i Baches Ungdom
ogsaa i Opfattelsen af det maleriske. Alt Marstrand forlod
de Eckersbergske Baner. I Frankrig blomstrede Koloristerne
med Delacroix som Fører, og Impressionismen var i
Fremvækst. Det var noget helt modsat det Eckersbergske Syn
med dets Krav paa pillen Gennemførelse, som Høyens
Kritik endnu despotisk hævdede. ■— Det er aldrig godt, naar
Kritiken vil tage Ledelsen af Kunsten. Man saa herhjemme
med Mistro paa Frankrig, Revolutionens og
Republikanis-mens Hjem. Det var dristigt af Bache 1866 at benytte
Akademiets Stipendium til at gaa til Paris i Stedet for til den
sædvanlige Italiensrejse. Man straffede ham ved ikke at
Skitse (Pen) til Admiral Suenson
forny Stipendiet det næste Aar, men det tredie Aar
betænkte man sig og gav ham det igen, uden at han havde
søgt derom. Dette Ophold i Paris satte Præg paa Baches
Kunst. Før Krøyer og dennes Samtidige aabnede han
Døren ud til de nye Kunststrømninger, der satte Penslens
Frihed, Lysets Styrke, Formens Bredde og Farvens Fylde i
første Række og
løsnede Form og Farve
fra det skarpe Omrids.
Realismens Fane
vajede dengang for frisk
Medbør og dermed
fulgte ogsaa et ændret
Syn paa Natur og
Emner.
Egentlig
Farvemester blev Bache dog
aldrig, hverken i den
ældre ■ franske Skoles
eller i det 20.
Aarhundredes Betydning,
skønt han ingenlunde
manglede Sans for
Farverne. Dertil var
der for meget tilbage
i ham af hans
Læretids Krav til
»Sandhed«. For ham som
for »70ernes Mænd«
var Farven ikke en
selvstændig
Egenværdi for Billedets
Ordning og Rythme, men
først og fremmest et
Middel til at gengive
»Tingene«, deres
Form og Stof, deres
Forhold til Lys og
Rum. Opgaven var
endnu at »skildre«
Naturen og Livet, selv om den synsmæssige Opfattelse
deraf var ændret. Derfor spredtes Lys og Farver over
Billedet efter Emnets Krav, de var ikke selv Formaal.
Ordet »Komposition« fik snart en foragtelig Betoning, selv
om man jo i Praksis ikke kunde undgaa den. Bache hørte
dog ikke til dem, der ringeagtede Kompositionen,
tværtimod havde han af Naturen megen Sans for
Billedvirknin-gen af Linier og Masser. Der var i ham Stof til en
Kom-positør af en vis Storhed og Kraft, man kan fornemme det
adskillige Steder i hans Kunst. Men, som han skrev engang
meget senere i et Brev: »Der har altid i mig været en
Begejstring for Romantiken, og den er der endnu dybest inde,
men man er jo i saa høj Grad Barn af sin Tid, Realismen
kom og rev mig med sig.«
129
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
