Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sybil: Clémenceau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
Da forsøget paa at faa borgerkrigen endt saaledes, at loven gav
efter for oprørerne, var slaaet feil, straffede Clémenceau begge partier
ved at indgive sin dimission baade som maire og som deputeret.
Det 18de arrondissement lagde ham imidlertid ikke for bad af den
grund, han blev valgt til medlem af byraadet og blev sekretær i det,
senere vicepresident og tilslut president. Det daværende byraad var
imidlertid valgt i en „uheldig time": det var forholdsvis moderat, og
Clémenceau maatte følgelig atter tage plads længst tilvenstre. Det
gjorde han uden at gjøre sig synderlig gjældende, hvad der imidlertid
ikke forhindrede, at han i oktober 1876 atter blev valgt ind i
deputeretkammeret som fremskudt eller radikal republikaner. Nu var hans tid
kommen, Clémenceau besteg talerstolen i anledning af amnestisagen og
aabenbarede sig straks som fremragende taler.
Af middels størrelse, hellere mager end fyldig, med et stort knoklet
hoved, hvis midtparti er ligesom indeklemt mellem den fremspringende
pande og det fremspringende kjæveparti, med øienbryn tegnede efter en
ret streg og under dem dybtliggende, livlige og bevægelige øine; paa
underansigtet en ret afskaaren moustache over den fine læbe; i ansigtets
totalindtryk noget stramt og tørt, en puritaner fra Cromwells
omgivelser, slig ser Clémenceau ud for den, der betragter ham bare af
almindelig nysgjerrighed.
Men ser man bedre efter, saa opdager man noget mere: merker
efter stadig anstrengelse og tegn paa tidlig træthed og endnu noget
mere, som man ikke rigtig ved at forklare, men som man behandler
meget høfligt, om man kalder det „skepticisme". Hele hovedet er
udtryksfuldt og indholdsrigt. Panden vidner om intelligens, mundpartiet
om ihærdighed. De overdrevent bevægelige øine vilde maaske tyde paa
ustadighed, flygtighed og trang til forandring, hvis ikke de strenge
øienbryn var der forat holde dem i tømme. Der er en eiendommelig
modsigelse mellem de enkelte træk i dette ansigt: disse læber passer ikke
til at sidde paa denne hage. Men bag hvert træk ligger der en evne,
en kraft til det gode eller til det onde, og søger man udslaget af disse
kræfter, saa finder man: vilje.
Clémenceau har sæde helt paa yderste venstre. Foran ham sidder
Tony Révillon, som morer sig, og Clovis Hugues, som hidser sig op;
men han selv hører opmerksom efter og rører sig ikke. Han er
ubevægelig som marmor; han er ligegyldig og sidder skjødesløst med
tommelfingrene i armgabene paa den gule vesten. Men lidt efter lidt
trækker øienbrynene sig sammen i nedbøiet bue, læberne slutter sig og .
han bider i de længste haar af moustachen. Tommelfingrene er stadig
i vestegabene, men de andre fingre krummer sig og trommer takt
paa tøiet.
Pludselig reiser Clémenceau sig og slynger ud en afbrydelse; han
reiser sig og taler som i et braat tilsprang. Om nogle minuter løber
han op ad trappen til tribunen, og da er han stakaandet, taler i korte
sætninger og har raske bevægelser. Alle forhøininger og hulninger i
ansigtet kommer i bevægelse, kun foredraget selv forbliver roligt, med
et strøg af bidende ironi, med en understrøm af skjælven og hvisling.
Og da kan man gribe Clémenceau bag masken, som han er i
virkeligheden : den urolige mand, som til bunden er gjennempløiet af voldsomme
lidenskaber, •— et verktøi af sammentrængte nerver.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
