Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Storm: En uheldig statsunderstøttelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
nationalitet synes hr. Magnus at finde i visen om Ivjølneskongen, hvilken
han aftrykker (efter Liljenskjold) og aabenbart lægger stor vegt paa.
Denne vise kunde han have sparet sig den umage at afskrive og trykke;
det er allerede gjort af Fritzner for 45 aar siden, hvad hr. Magnus
ikke synes at vide. Men denne vise er hverken et historisk dokument
eller har noget med Finmarken at gjøre; det er en velbekjendt
dansk-norsk romantisk folkevise om „rausten Benedikt" og om datter af
„Kongen i Køln", som i Finmarken er bleven til „Kongen i Kjølnes".
Dette er oplyst i 1862 af Sophus Bugge og Svend Grundtvig. Hr.
Magnus’s originale theori om norske finnekonger fra 10de til 14de
aarhundrede tør trygt betragtes som umulig, ligesom ethvert bevis for
norsk bebyggelse i Finmarken før det 14de aarhundrede ganske svigter.
S. 27 ff. indlader forfatteren sig paa det vanskelige spørgsmaal om
russers og nordmænds rettigheder i Finmarken og Kolahalvøen. Forf.
staar her ganske paa Schønings og Jessens standpunkt, og har ikke
benyttet leiligheden til at fremdrage de mange dokumenter herom, som
findes i de ham tilgjængelige arkiver. P. A. Munchs undersøgelser
herom synes han kun at kjende fra et citat hos Stockfleth, og det
bekjendte grænseskjel mellem Norge og Rusland omtaler han da kun som
„oversat af den store kjender af saadanne sager, Arne Magnæus (!),
et dokument, der af ham i 1715 ansaaes at være mere end 300 aar
gammelt" (hvilket ordret er Schønings ord), — uden at han kjender til,
at der om dette dokument findes en hel literatur fra den nyere tid, og
at originalen er bevaret og trykt i et saa vidt kjendt verk som
„Norges gamle Love" (1849). Jeg skal ikke opholde mig ved, at hr. Magnus
ogsaa forvansker Arne Magnussons oversættelse ved at kalde Lungstuen
„Lyghes-tufvu" (i genitiv), thi naar man ikke kan gaa til kilderne og
ikke forstaar kildernes sprog, vil slige feiltagelser være uundgaaelige.
Værre er det, at forf. omtaler mænd som P. A. Munch og Stockfleth
paa følgende maade: „Naar derfor Stockflet og Munck (!) vil dosere,
at det i dette dokument nævnte Lyghes-tufvu (!) er det fjeld i
Lyngen, som nu kaldes Lyngstuen, og at der ved Meleaa, som skulde ligge
oppe paa fjeldet (!), menes Maalselven, en lav og bred dal (!) ved
søen, beror dette vistnok paa en fuldstændig misforstaaelse,
grundet paa en navn lighed." Det er mere end dristigt af hr.
Magnus, som ikke kjender dokumentet anderledes end fra en ikke
feilfri oversættelse, at ville hovmesterere P. A. Munch, som selv bar
udgivet og forklaret det originale dokument, og ligeoverfor P. A Munchs
begrundelse, som hidtil har været godkjendt af alle, at stille sin
autoritet uden at anføre grunde.
Eksemplerne kunde forfleres, men det vilde være det samme som
at gjennemgaa alle de 29 sider, der vrimler af feil og letfærdige
formodninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
