Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Dybfest: Fyrst Kropotkin - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
ligt at faa øie paa Borodin. Det lykkedes. Efter nogle faa maaneder
mødte han Kropotkin i Gastini Dvar paa Nevskiprospektet, og han
angav ham straks til en politibetjent, der arresterede den formentlige
Borodin. Han vilde først ikke fortælle sit virkelige navn, men det blev
umuligt at skjule det. Nogle dage efter kom vertinden fra et hus, hvor
Kropotkin havde leiet et værelse, og meldte, at en af hendes leiere,
fyrst Peter Kropotkin, var forsvundet den samme dag. Da hun blev
fremstillet for den formentlige Borodin, gjenkjendte hun ham straks, og
Kropotkin var nødt til at vedkjende sig sin identitet.
En saa høitstillet persons arrestation vakte stor bevægelse ved hoffet.
Keiseren selv blev i den grad oprørt, at da han et aar senere reiste
gjennem Karkoff, hvor en fætter af Peter, Alexis Kropotkin, var
guvernør, var han ligefrem uhøflig mod ham og spurgte barskt, om det
virkelig var sandt, at han var en slegtning af Peter.
I to lange aar var Kropotkin fængslet. Da han engang senere
stod for en fransk domstol som politisk fange, ytrede han sig i sin
forsvarstale til juryen om sin fængselstid omtrent slig: Hvis I, mine
herrer, ligesom jeg, vidste, hvor skrækkelig denne indesperringens pine
er, hvis I, ligesom jeg, havde hørt blasfemien fra disse ulykkeliges
læber, disse, som havde tabt alt haab, saa vilde I maaske nøie med for
fremtiden at anvende den slags straf. Lad mig sige eder, at i det
fængsel, hvor jeg var indesperret, blev ni fanger gale, og elleve begik
selvmord. — Det er et dystert billede, den russiske fyrste giver os i
disse faa ord om sin indesperrings tid. I hans bog: „I russiske og
franske fængsler" faar man vide, hvad menneskelig pine er. Man
læser, saa hjertet blir saart og sygt, man steiler mod al denne pinsel.
Der er navnløs lidelse, smerte uden ord.
Efter to aars forløb faldt han i en alvorlig sygdom og blev indlagt
paa fængselshospitalet. Derfra rømte han, 1876, til Schweiz. Denne
flugt er den mest eventyrlige i det unge Ruslands historie, og hvad
vilje, mod og udholdenhed angaar, har den ikke fundet sit sidestykke,
trods det, at siden hans tid har Ruslands nihilister havt større trængsler
at gjennemgaa.
II.
Efter sin flugt nedsatte han sig i Schweiz, hvor han kaldte sig
Peter Le Vachoff. Her troede han at være kommen til et lykkeligt
land, men hvor sørgeligt blev han ikke skuffet. Under den industrielle
krise, som urfabrikationen dengang undergik, blev han vidne til en
elendighed saa stor, som han aldrig havde tænkt sig. Der var sult og
nød uden maal og maade. Det gik saa vidt, at kvindçr, afsindige af
hunger, søgte næring til sig og sine i de riges affaldsdynger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
