Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Strømninger i fransk aandsliv - I. Den spiritistiske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
aandsliv, som det er værd at lægge merke til: I næsten tyve aar har
vor tanke dyrket den positive kjendsgjerning med foragt for alt
overnaturligt; men nu har den i den sidste tid pludselig skiftet gjenstand
for sine eksperimenter; den giver sig vistnok udseende af at holde fast.
paa den methode, som den har erobret, men benytter den paa omraader,
hvor den allermindst synes at være anvendelig. Naar undtages politik,
kan man overalt paavise symptomer paa en sterk reaktion i idealistisk
retning. Man begynder at drive paa „eksperimentel psykologi", og selv
romanforfattere, der dog arbeider paa at give det nøiagtigst mulige
billede af samtidens seder, beskjæftiger sig i den sidste tid meget med
problemer, som naturalismen med hensigt stillede udenfor sin ramme.
Sjælen, Gud, det hinsidige, som litteraturen i lang tid betragtede som
sig uvedkommende, er traadt i forgrunden i de allersidste bøger:
skeptikeren, der lider under sin tvil, og arbeider for at komme over
den ved en trosakt, spiller nu den samme rolle som før den ædle
ingeniør, der ikke vilde gifte sin elskede, fordi hun var for rig.
Beskrivelsen begynder at forsvinde, den er altfor materiel og brutal; den
mest indgaaende analyse behager sig i at „laane fromhedens sprog", ikke
paa trods, som forfatterne vilde have gjort for 10 aar siden, men af
sympathi. Alle disse træk og andre i samme retning kan man finde
samlet i Maurice Barrés’ bog: „En fri mand", som mange har
fundet bare rar, men som i sin vage, ironiske, gaadefulde form kanske
indeholder en mere nøiagtig karakteristik af vor tids ungdom end
nogen anden hidtil udkommen bog.
Denne idealistiske reaktion gaar saa langt, at den, støttet af
Charcots hypnotiske studier, fører os tilbage til hemmelige videnskaber,
som vore fædre vilde smile af. Magnetisme, hypnotisme og derefter
tankeoverførelse og spiritisme er tidens tegn. Man har i Frankrig fiere
romanforfattere, som er den nye retnings prester, som f. eks. Joseph in
Pel ad an. En meget talentfuld digter, Stanislaus de Gu ae ta,
forfatter af en fin digtsamling „Rosa mys ti ca", har opgivet litteraturen
forat vie sig til spiritismen. Edouard S c hur é har nylig udgivet en
„udsigt over religionernes hemmelige historie", skrevet med lige megen
overbevisning som veltalenhed. Der er i Paris et „theosofisk samfund",
hvis bestræbelser gaar i lignende retning. Jeg kjender meget fornuftige
mænd, hvis væsen og optræden ikke røber spor af ekscentricitet, men
som har daglig omgang med aander. Og nu kommer Léon Hen ni que
og giver os i „En karakter" en mere indgaaende beskrivelse af denne
underlige verden.
Denne bog er saameget mere betegnende, som forfatteren, mig
bekjendt, ikke staar i noget forhold til reaktionen, men hidtil
ialminde-lighed har gjældt for en nogenlunde fuldblods naturalist. Han har dog
litterære antecedentia, der gjør os hans udvikling mindre paafaldende:
han debuterede med to arbeider, der begge var meget indgaaende
beskrivelser af religiøst vanvid. Men det er længe siden; han har senere
færdedes paa Medan, var blandt dem, man spottende kaldte „Zolas
hale" og har gaaet for en af de mest orthodokse tilhængere af
naturalismen. Hans to største romaner er samvittighedsfulde, nøiagtige,,
passehg brutale samfundsstudier, der viser et utvilsomt talent uden at
røbe forfatterens personbghed. Disse bøger er blevne diskutterede i sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
