Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Justin McCarthy: Fremtidens mænd i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290-
■slaaet igjennem. ’ Derom kan der ikke være nogensomhelst tvil. Han
er den eneste mand paa oppositionens forreste bænk, som kunde gjøre
;Sir William Harcourt rangen stridig som leder. Han er kommet sig
betydelig i den senere tid som dygtig og skarp debattant, og jeg synes,
at hver ny tale, han holder, er bedre end den, han holdt sidst.
Egentlig taler bliver han kanske aldrig; men han besidder en art veltalenhed,
de ophøiede, ædelt formede tankers veltalende sprog, der undertiden
river den sympatiske tilhører med sig, som om han var under den
fødte talers betagende magt. Der er paa en maade noget sterkt
tiltrækkende, synes jeg, ved det præg af den ensomme forsker, som
Morley fremdeles har bevaret og kanske altid vil bevare. Han tager
• sig ud som en kappeklædt akademikus i en leir. Hvis han ikke
opnaar at blive en statsmand af første rang, tror jeg, det kommer af, at
han mangler forhaabningsfuldhed; at han er tilbøielig til en vis
pessimisme i politikken; at han har en tendens t"il snarere at tro, at alt vil
gaa forkjert end til at føie sig overbevist om, at alt vil gaa rigtig til-
• slut. Han mangler livlighed og humør, og det vilde være vanskeligt
at overvurdere betydningen af disse egenskaber i de voldsomme kampe,
de slagsmaal paa tørre næver, som det parlamentariske liv fører med
sig i England. Jeg har hørt sige, at han ikke kan blive leder, fordi
han ikke synes om at holde taler; fordi han holder taler som noget
der paahviler ham som pligt; fordi hans første indskydelse er at sidde
stille, mens den første indskydelse hos en anden vilde være at springe
•op. Men jeg tror ikke, der er meget i dette. Den heldigste partileder,
underhuset har seet i de senere aar, hader at holde taler fuldt saa
meget som Morley og reiser sig kun, naar han føler, at det ikke vilde
være rigtig at holde sig taus: Jeg mener naturligvis Parnell, som liar
drevet det til at bringe en liden haandfuld mænd til at virke som en
stor armé.
Og Labouchére, hvad skal jeg sige om ham? Er ikke han en af
fremtidens mænd? „Ak, jeg ved det ei," som Hamlet siger.
Labouchére er en fremtidens mand, hvis han virkelig ønsker at være det.
Han har mange fordele. Han er for det første en meget talentfuld
mand; han er for det andet en meget modig mand; og han er for det
tredie en meget rig mand — og det har eh god del at sige i det
politiske liv i England. Han kan komme til at indtage en høi stilling,
hvis han vil. Men først maa han faa den jevne middelstands englændere
til at tage ham alvorlig; og vil han bryde sig om at gjøre det? Selv
■om han skulde forsøge paa det, vil han ikke blive træt af anstrengelsen
og opgive det? Vil han nogensinde blive istand til at modstaa fristelsen
til at skræmme den ordinære britiske filister og bringe ham til at
„steile"? Jeg tror, at Labouchére er fuldstændig ærlig i sin politik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
