Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bahr: Buddha i Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
404
forklaring af hemmelighederne ved tilforladelige formler eller faste hud
for viljen, men netop nydelsen af de svævende og tilslørede mysterier,
ikke gaadernes løsning ved forstanden eller viljens befæstelse ved
grundsætninger, men netop flugt baade fra forstanden og viljen er det, man
længes efter, og i denne længsel er det, buddhismen finder saa frugtbar
jordbund.
Det kunde jo nu ogsaa være en hjertets reaktion, som paa
Rousseaus tid eller i Sturm und Drangperioden i Tyskland. Det kunde
være et udbrud for følelsen, som saa længe har været holdt i ave af
rationalistisk skamfølelse og videnskabelig hovmod, men som ikke
længere holder ud at leve sammen med den tørre materialisme.
Heller ikke det kan jeg tro.
Jeg faar nemlig intetsteds øie paa de store og mægtige følelser.
Jeg finder ingen pathos, ingen Werther blandt vor tids mennesker;
hvad der kommer fra deres sjæle, er oftest overmodent og fortørket,
— og spot uden medfølelse er snarere en tidens mode. Og vil vi
gjøre en prøve, — følelsens sterke deklamationer hos Rousseau,
Lam-menais og George Sand forekommer vor moderne smag, naar den
oprigtig siger sin mening, enfoldig, latterlig, kjedelig og dum, og den
romantiske sentimentalitets yppige svulst kalder man med redebon spot
„mildest talt overdreren".
Hvis det virkelig blot var en følelsens paroksysme, var der heller
ikke nogen fornuftig grund, hvorfor man skulde gjøre den lange omvei
og tage sin tilflugt til saa eksotiske midler og ikke hellere angrende
vende tilbage til den gamle katholske lyrik, som var forhaanden, og
som er bevaret i mange slegter. Jeg maa ialfald indrømme, og
hver-gang jeg lytter til den buddhistiske lære, blir det mig klarere og
klarere : netop for følelsens vellyst har den katholske mystik dog en
kraftigere tillokkelse og er rigere paa fornemmelser. Nei jeg tror ikke,
det for disse nye buddhister er følelsen (sentiment) om at gjøre; —
det er tvertimod sansningen (sensation), det gjælder. Ikke fra
hjerterne, men fra nerverne kommer denne trang til mystik.
Det karakteristiske for den sidste fase i vor tids udvikling har
været at udvikle virtuoser i nervøsitet, som har forvandlet livet til et
spil paa sine nerver. Den udbredte philosophie cle Vuniversel néant,
som Bourget kalder Leopardis infinita vanita del tutto, har lammet
modet til at bruge sin fornuft og modet til følelse; og det hele blir
jonglørkunster med sensationer. Deraf lader det sig ogsaa forklare, at
Maurice Barrés bog1) vakte slig opsigt og gjorde slig lykke.
Denne aandsmode er det, som nødvendig maa havne i buddhisme:
buddhisme er dekadensens religion, fordi den er nervernes religion.
’) Un homme libre se Samtidens aprilhefte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
