Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - James Bryce: Misstemningen i vor tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
Alle iagttagere i Europa føler sig slagne ved den sterkt
fremherskende misstemning, der nu for tiden overalt gjør sig gjældende.
Jeg mener ikke modløshed, endnu mindre fortvivlelse, men blot
misstemning, det vil sige uro, hvileløshed, misfornøielse med verden,
saaledes som denne generation finder den. Nogle kan kanske sige, at
en slig misfornøielse er den naturlige og normale sindstilstand hos
ældre folk, sammenlignet med ungdommen; og andre vil tilføie, at
misfornøielse har der været i alle aarhundreder, især blandt dem, som
har traadt sine børnesko. De vil dog neppe antage, at jeg har været
blind for denne truisme. Det vilde være meningsløst at sammenligne
mænd, som var 20 aar gammel i 1860 med dem, som er 50 i 1890.
Ti maa sammenligne dem, som var 50 i 1860 med dem, som er 50
nu, dem, som var 20 dengang med dem, som er 20 nu. Og den
misfornøielse, jeg taler om, viser sig i den mere ængstelige og mindre
støiende tone i samfundet, hos politiske talere, i privat konversation,
i bøger, i aviser, i prækener. I aarene fra 1850 til 1860 var mænd
i det vestlige Europa langt fra at være fornøiede med tilstandene,
saaledes som de var. I England var der vistnok fred og velstand; men
Frankrige laa i mørke af Napoleon III’s nedværdigende tyrani og
den smudsige*gruppe, der omgav ham. I Italien var alle de bedste
aander forstummede eller i landflygtighed; Tyskland syntes forgjæves
at kjæmpe for enhed og frihed; Ungarn — svømmede i sit eget blod;
Rusland sukkede under keiser Nicolaus7« jernliaand, og naar
Englænderne saa over Atlanterhavet, opdagede de, at slavespørgsmaalet havde
reist sig og tog overhaand, indtil det dækkede hele himmelen, som
en tordensky, hvorfra krigens lynild i hvert øieblik kunde biyde frem.
Og dog, trods alt dette, var der, — jeg gjentar det — ikke blot i
England, men i hele Europa, en større tillid til en snarlig forbedring
af verden, en større tro, ikke blot paa fremskridt, men paa hurtig
fremskridt, en mere gjennemgaaende lys stemning, end vi nu kan opdage.
Man erkjendte, at der var store onder, men man haabede paa snart
at, faa dem fjernede; man saa kræfter i arbeide, til hvis magt man
havde fuld tillid: frihed, fornuft, menneskekjærlighed; og man saa
fremad og var forberedte paa at opleve det godes seier i livet.
Nu for tiden er vi i Europa ikke paa nogen maade ophørt at
tro paa og skatte disse kræfter. De er i arbeide, og arbeidet er
synligt. Men det gaar langsommere, end mændene af 1850 haabede;
og fordi det gaar langsommere, er vi mindre tilbøielige ’til taalmodig
at vente paa resultaterne. Vi er mindre sangvinske og mere urolige;
mindre beslutsomme og mere kjeklevorne. Vi ser ikke vor vei saa
klart og er mere trykkede ved følelsen af vanskelighederne. Vi
ligner et selskab, som er draget ud for at bestige et høit fjeld. I
begyndelsen fylder dagens blege lys og den skarpe morgenluft dem med
velbehag og gjør endogsaa veiens besværligheder tiltrækkende, myrene,
som de maa over, klipperne, som de maa klatre, de smale klopper,
som der skal et sikkert hoved til at passere. Men nogen tid efter
er luften blevet trykkende og lemmerne har mistet sin elasticitet, og
toppen, der saa ud, som den var saa nær, synes aldrig at komme
nærmere, og én tror, man er kommen paa gal vei, og en anden blir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
