Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Minna Canth: Selvbiografiske meddelelser. Ved Harald Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
tilbedelsen begyndte med at være et ideal af fuldkommenhed, men
befandtes ret snart at have sine begrænsninger og svagheder, og
da var det bums forbi med kjærligheden. Et og andet ungt hjerte
„knustes", mit eget knustes ogsaa engang, men lægtes snart igjen
og fik sin gamle natur. Man gjorde mig bebreidelser, og mestr
anklagede mig min egen samvittighed, ja jeg pintes og sank dybt i
min egen agtelse. Men alt forgjæves, følelserne lod sig ikke mestre,
og jeg troede allerede, at det vilde blive umuligt for mig,
nogensinde at tænke paa egtéskab med en saa flygtig natur.
I 1863 oprettedes i Jyveskylæ stad vort første seminarium for
lærere og lærerinder i folkeskolen. Og det gik med engang op for
mig, at lier vilde jeg finde en tilfredsstillende virksomhed, et maal
at leve for. Jeg blev en af seminariets første elever. Henført af
folkeskolens store tanke vilde jeg helt ofre mig for den, og det
aar, jeg blev dette forsæt tro, var sikkerlig det lykkeligste i mit
liv. Men allerede næste aar sveg jeg løftet til mig selv, da jeg
forlovede mig med min lærer, lektor i naturfag Johan Ferdinand
Canth. Kort før havde seminariets direktør udtalt til mig: „Gud
har sikkerlig udvalgt dig til sit redskab. Du maa lyde ham og
blive lærerinde. Hvis du gifter dig, vil du aldrig kjende dig
lykkelig, thi du vil bære paa en følelse af at have trodset lians vilje og
gaaet dine egne veie."
Disse ord glemte jeg aldrig. De stemte kun altfor vel overens
med røsten i mit indre. Alt det onde, som siden vederfores mig,
ansaa jeg som straf for denne utilgivelige synd.
Det forestod mig nu at glemme alle ideale længsler for at
sysle med haandarbejde, lage mad og stelle hus "og hjem, hvilket
altsammen var min natur imod. Jeg gik dog tappert løs paa
verket, nægtede mig en tidlang al læsning undtagen aviser og
søgte at undertrykke savnet saa godt det lod sig gjøre. En ting
stod klart for mig: Jeg skulde være min mand underdanig. Dette
opfattede jeg saa radikalt, at jeg de første aar aldrig udtalte en
egen tanke; min mands vilje var mig en lov i ordets aller
strængeste betydning. Man kaldte mig „det hvitn plåstret" (den som
gjør hverken godt eller ondt) og syntes med rette, at jeg
var et nummer nul. Især da min mand ikke brydde sig om at
rette sig efter selskabslivets fordringer i den gode by, hvoraf mange"
tog anstød. Lidt efter lidt vovede jeg dog senere i vigtige sager
at komme med en afvigende mening. Denne prøvedes, blev
befunden rigtig, og følgen blßv, at min mand flk en uindskrænket tillid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
