Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edouard Rod: Tolstois moral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
er der i den følelse, der besjæler ham, noget sjeldent, noget
ekscep-tionelt, der efterlader en ubestemt mistillid. Det er ganske vist logisk,
men kanske er det altfor logisk. Han gaar for vidt, siger mange
godtfolk, der til en vis grad er enige med ham, og kanske har
de ret.
Som vi saa, da vi fortolkede den reisendes apologi, indretter
gjennemsnitsmennesket sig efter livet, saaledes som det nu engang er:
øieblikkets flygtende fornøielser faar dem til at glemme den fare,
som lurer paa dem; de gjør sig, ofte i lystighed og glæde, falske
forestillinger om ligevegtens holdbarhed; tilslut skjuler deres
letsindighed ulykken ved deres tilværelse for dem; de vandrer gjennem
verden i etslags halvbevidsthed, der ganske vist er meget ufilosotisk,
men som er velgjørende. Naar nu Tolstoi beskjæftiger sig med
mennesker af denne kategori, saa er det kun med den tanke at fravriste
dem deres velva^re, der beror paa et selvbedrag. Men hans
opmerksomhed er fortrinsvis henvendt paa de andre, paa dem, som er hans
aandsbeslegtede, paa de ængstelige, der i høieste grad. har følelsen
af sin elendighed og følgelig ønske om at komme ud af den.
Kreutzersonaten — historien om en mand, der efter at have giftet sig af
kjærlighed, kommer til at hade og dernæst at dræbe sin hustru — er et
slaaende eksempel paa den eksklusive, vilkaarlige retning, den store
digters tanke har taget i sin udvikling. Uden tvil indeholder den
iagttagelse, som hans roman hviler paa, en dyb sandhed: det er sandt,
at der mellem de to kjøn eksisterer et had, som kjærligheden kun
eiet, værn mod; det er sandt, at efter besiddelsen vaagner lettelig had,
som kun var indslumret ved begjæret; det er sandt, at hadet bliver
saameget. desto dybere, jo flere ofre de individer, det behersker, har gjort
til begjæret, der driver dem mod hinanden. Mangen eau se celebre viser
•os rigtigheden heraf; for bare at holde os t.il den sidste tid, saa
beviser jo historierne 0111 Eyraud og Fourout, paa en gribende maade,
wied hvilken voldsomhed dette had kan udvikle sig t,il forbrydelse,
hos væsener, hvem lidenskaben har forenet. Tolstois sidste helt,
Posdnitscheff, hører til samme gruppe; med en magt, der er lige saa
stor, som den, han har udviklet i sine store romaner, følger den gamle
mester hadets voksende og følgerigtige fremgang i et voldsomt
menneskehjerte. Men saadanne folk som Posdnitscheff er undtagelser og
endog meget sjeldne undtagelser. I de allerfleste tilfælde formildes
dette had, der kanske er selve nøglen til forholdet mellem kjønnene,
ved den rolige venskabsfølelse, som lidenskaben efter at være kommen
til ro af og til efterlader, eller. ved vanen, eller ved fællesskab i
interesser, eller ved kjærlighed til børnene. Saaledes sker det, at mange
IB*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
