Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Kampen for livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
Udviklingen paa denne klode, fra ubevidste, uorganiske stoffer til
planter og dyr, fra dyr til mennesker, fra mennesker tilbage til
ubevidst materie! „Jeg skulde ønske at stige ned til bunden af
naturen, at være selve materien," heder det i en af Flauberts
romaner. Og i Zola’s „Germinal" siger Hennebeau, en af
dannelsens repræsentanter: „Nei, det eneste gode er ikke at være til,
eller hvis man er til. at være et træ, en sten, endnu mindre, et
sandkorn, som ikke kan bløde under de foregaaendes hæl."
I Tyskland har Arthur Schopenhauer omplantet paa europæisk
grund Buddhas lære om menneskets høieste pligt: livets
tilintetgjørelse og verdens undergang. I Rusland præker Tolstoi
almindeligt cølibat, et passivt og ublodigt selvmord for den menneskelige
race, et punktum finale efter vor egen generation. Der er noget
daarende og dragende i denne tanke, noget svimlende stort, med
det tomme rums dragsug og afgrundens tiltrækning. Vi selv, den
nulevende slegt, paa os beror det at afslutte aartuseners historie;
at sætte som gravskrift over os selv: Her ender livets saga. Med
os dør alle fremtidens slegter.
Livets roman trækker ud i langdrag. Til at udarbeide livet
paa denne klode har naturens kræfter mindst brugt hundrede
tusener af aar. Hvad under, at der er dem, som længes efter at se
udgangen paa det hele, som ønsker selv at være med tilslut, at
fremtvinge en afslutning. Det beror paa os selv, blot vi er enige.
Vi selv kan hele og bøie sammen udviklingens brudte ring, bevirke
at yderpunkterne berører hinanden, at hele menneskeheden
udmunder i de livløse stoffer, og naturen bider sig selv i halen.
Det vilde ialfald være en grundig revolution, radikal nok til
a,t tilfredsstille Henrik Ibsen.
„Jeg gaar ikke med paa at Hytte brikker.
Slaa spillet overende; da har De mig sikker.
I sørger for vandflom til verdensmarken.
Jeg lægger med lyst torpedo under arken."
I det mindste en grei og enkel løsning af livets knude, en
virkelig dramatisk afrunding af historien, en knaldeffekt tilslut - ■
som i Ibsens skuespil. En frivillig død, en død i skjønhed.
Kampen for døden, men ikke alene; døden i fællesskab. „Fælles
skibbrud er sødt," som det romerske ordsprog siger. Barbariske
fyrster vilde følges i døden af alle sine hustruer, alle sine haandgangne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
