Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Baudelaire: Smaa digte i prosa. Ved G. G. - 4. Kaldet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
har ofte forekommet mig, at det morsomste maatte være at gaa
bent frem for sig uden at vide hvor, uden at nogen bryder sig om
det, og altid se nye lande. — Naa ja — jeg saa ved sidste marked
i nabobyen tre mænd, der lever slig, som jeg kunde ønske at leve.
I lagde ikke merke til dem, I. De var store, næsten sorte, og
skjønt de var klædte i filler, var de meget stolte og saa ud, som
de ikke trængte til nogen. Deres store, sorte øine blev pludselig
straalende, naar de begyndte at spille; det var en underlig musik,
som snart gav lyst til at danse, snart til at græde eller begge dele
paa en gang; man kunde blive ganske gal, hørte man den længe.
Den ene, som spilte violin, syntes at fortælle om en sorg, den
anden, som lod sin lille hammer hoppe paa strengene af et lidet
instrument, der hang ham i en rem om halsen, syntes at more sig
over naboens klage, medens den tredie nu og da rystede sine
cymbler med stor voldsomhed. De var saa fornøiede med sig selv,
at de fortsatte med sin vilde musik, endog efterat mængden havde
spredt sig. Endelig samlede de sammen sine skillinger, læssede sin
bagage paa ryggen og gik sin vei. Jeg vilde vide, hvor de boede
og fulgte dem paa afstand, indtil skoven begyndte; da først forstod
jeg, at de ikke boede nogetsteds.
„Skal vi slaa op teltet?" spurgte en af dem.
„Nei men skal vi ei," svarede den anden. „Det er jo en
deilig nat!"
Den tredie, som talte pengene, de havde faaet ind, sagde:
„Disse mennesker forstaar sig ikke paa musik, og deres kvinder
danser som bjørne. Heldigvis er vi da, før maaneden er omme, i
Østerrige, hvor folk er elskværdigere."
„Det var kanske bedre at drage til Spanjen. det er alt langt
ud paa aaret; lad os flygte for regnen og kun væde vor strube,"
sagde en af de to andre.
Jeg husker alt, som 1 ser. Tilslut drak de hver en kop
brændevin og sov ind med ansigtet mod stjernerne. Jeg havde først
lyst til at bede dem tage mig med sig og lære mig at spille paa
sine instrumenter; men jeg vovede det ikke, formodentlig fordi det
altid er vanskeligt at bestemme sig til noget, ogsaa fordi jeg var
bange for at blive stanset, før jeg kom udenfor Frankrige."
De tre kameraters uinteresserede ansigter fik mig til at tænke
paa. at denne lille fyr allerede var en af dem, som ikke blir
forstaaet. Jeg betragtede ham opmerksomt; der var i hans øie og
over hans pande noget overmodent skjæbnesvangert, der
ialminde-lighed ikke vækker sympathi, men som. jeg ved ikke hvorfor, i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
