Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X.: Mit reisefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
rettet i kirken 0111 søndagen ganske som almindelig. Tante havde
netop skjenket og rakt ham kaffekoppen, og han havde taust taget
imod den, heldt Hode opi og begyndt at drikke: Du glemmer jo
sukker far, havde tante sagt, og flyttet sukkerskaalen hen til ham.
Jeg skjønte straks, der maatte være noget galt paa færde, sagde
tante altid senere. Det havde aldrig hændt før, at far havde
drukket kaffen uden først at stikke tre sukkerstykker opi. Æsch til
vanedyr saadanne landsens prester altid blir, hvad! Og han
spyttede foragteligt henover gulvet og fortsatte. Men onkel havde ikke
svaret hende, bare vedblevet med at lade øinene uroligt løbe
bordet rundt. Hvad ser du da saa efter, havde tante atter
forskrækket spurgt.
Hvor jeg ser scenen lyslevende for mig, brød lian pludselig af.
Tante, bleg og fin med hvid kappe, paa den ene side af bordet og
ligeoverfor han med det fyldige, myndige prælatansigt, og saa den
gule kaffekjedlen, de rare røde brødbakkerne, eggehønen og
glassene og kopperne med forgyldte hanke, hvor jeg dog ser hele denne
frokostscenen!
Tror De en læge i det øieblik vilde have kunnet merke noget?
Tror De, det var noget, som brast inde i hjernen paa ham, hvad?
Den, som bare i en saadan stund kunde se, ind i og virkelig
forstaa, hvad der foregik i en menneskehjerne!
Han taug og blev siddende og stirre hen for sig.
Naa, og saa?
Det er sandt, De fik ikke slutten. Jo saa fæstede onkel
pludselig blikket, og i det sekund skeede altsaa det umulige i hans
hjerne, ved gammelostklokken, skjøv hurtig stolen tilbage og
sagde: Vig bort fra mig satan! en gang, mange gange, idet han
samtidigt afværgende slog ud med haanden.
Min reisefælle begyndte pludseligt at le, men med en underlig
forpint latter.
Er ikke det morsomt at tænke sig, at før man ved af det, kan
man komme til at latterliggjøre sig selv paa en saadan maade,
hvad? Tage en gemen gammelost for en saa ophøiet person, hvad?
Pludselig blev han igjen alvorlig. Det er selvfølgeligt ikke
rigtigt af mig at le, og det er hellerikke min onkels ulykke, som
bringer mig dertil; De maa endelig ikke tro, at jeg er et saadant
slet menneske, at jeg glæder mig over andres ulykke. Stakkars
onkel, han fik aldrig en frisk time mere, endskjønt han indimellem
i timevis nok skulde kunne være ganske rolig.
Han taug, og der blev en pause bagefter. Jeg vidste ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
