Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arvéde Barine: Ferdinand Lasalles „dagbog“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
335
søster Friedriche en elskværdig pige, og lian var selv meget glad i
sin familie; men de liavde alle den vane at disputere og skrige og
give ørefigener, saa det var til at blive gal over. Den første
tredjedel af „dagbogen" er fuld af familiescener, som ender i et
almindeligt hyl, og som for den unge Lassalle var en udmerket forberedelse
til folkemøderne.
Onsdag 8de januar 1840. — „Min moder, som forøvrigt er saa
snild, kan ikke frigjøre sig for den feil at skrige op og kjækle. Hun
gjør derved min stakkels fader ganske ulykkelig, og sig selv ogsaa.
Hun kan gjerne gjøre en scene for en baandende. O Gud giv, at
vi engang faar ro, ro og fred!"
Fredag 10de, scene mellem fader og datter. Friedriche blir
rasende og gaar og lægger sig midt paa dagen.
Lørdag Ilte begynder dagbogen saaledes: „Min pen undslaar
sig for at nedskrive scenerne fra imorges. Men jeg har lovet mig
selv at skrive den hele sandhed."
Fiendtligliederne var begyndt ved frokosten, men da enhver
derpaa gik til sit, var der blevet rolig igjen. „Pludselig hørte man en
larm i bagværelset. Emilie havde ladet sølvskabet staa aabent. Moder
var kommen ind og var, som rimelig, blevet sint. Hun skreg til
Emilie: „Har du nu igjen ladet skabet staa aabent," og gav hende
en ørefig, hvad der kanske var lidt for stridt. Emilie gav sig til at
græde og vilde retfærdiggjøre sig. Saa kom min søster til ..."
Emilie var en forældreløs pige, som hjalp fru Lassalle i huset.
Hun var saa „falsk", at hun sladrede til frøkenen, at „fruen slog
hende". Friedriche blir hidsig og overvælder sin moder med
bebreidelser. Ferdinand kaster sig over sin søster. Gamle Lassalle
løber til ved larmen, griber sin kone i armen og skriger med
tordenstemme: „Jeg tillader ikke, at man slaar et forældreløst barn i mit
hus!" Fru Lassalle græder, Emilie græder, Ferdinand græder.
Heldigvis er det sabbat, og de krigsførende skilles derfor for at gaa til
prækenen. Sønnen blir hjemme alene med sin moder og benytter sig af
leiligheden’ til at præke moral for hende. „I min vrede var jeg haard
nok til at bebreide min moder, at hun gjorde os alle ulykkelige ved den
evige skjænd og kjækkel.’ Jeg prækede ordentlig og gav hende regler
for, hvorledes hun skulde opføre sig: hun skulde ganske ophøre med
sit leven og ikke mere skrige efter Friedriche, Emilie og kokken,
især naar min fader var tilstede. Aa — dersom moder bare vilde
holde sig det efterrettelig, hvor mange ubehageligheder det vilde
spare os!"
Fru Lassalle lod med stor taalmodighed sin søn præke, thi igrun-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
