Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mons Lie: Enkefru Berg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
371
— Hvor blev den dog af, hvor blev den dog af, jamrede de
i et væk og lyste paa de tomme hylder. Efter aftensmaden, javist,
saa er der intet igjen; det burde vi jo vidst.
— Vi skal rigtig snart faa bestilt en ny forsyning — i næste
maaned — du Lena! Mind mig nu endelig paa det, lød det, mens
yderdøren sloges igjen saa stille som efter en tyv. Vi har den
tolvte idag.
— Ja, svarede Lena og lyste tilbage. Vi faar vel lidt for de
•tomflaskerne. Beyer tager dem nok igjen, forsikrede hun trøstende.
— Ja, barn; ja, barn! Beyer tager dem nok igjen — han
tager dem nok igjen. Mind mig nu endelig paa det. Vi har den
tolvte idag — i næste maaned, hører du — et belt dusin eller to.
Fru Berg kløv ned af en stol og blev hængende fast ved skjørtet.
— Ja to, moder! Et dusin gaar jo saa snart.
Lena havde saa ondt af mor — og Aksel, stakkar, som
maatte gaa fra kameraterne; der sad de i den oplyste, varme sal
med lutter hele foran sig paa bordene, — Aksel, hendes stolte
broder . . . Han var vist saa rasende tørst; han havde drukket
noget daarlig koldpunsch. Aksel taalte ikke daarlige varer; det
virkede som gift . .
— Gjerne tre dusin, Lena — i næste maaned. To er for lidt
— de gaar jo saa snart — og noget faar man have til at stive
sig op med, Aksel og vi ogsaa, vi trænger sandelig til det.
— Det var synd om den slump, det var synd det, lød det
indover mod Aksels værelse, hvor den lappede skjorte kom ned i
en skuffe ved siden ^f de andre slidte.
Aksel stod høi i døren tyggende sin cigar med en gentlemans
lidende mine, og den overlegent imponerende værdighed, der klædte
ham saa godt:
•— Det burde man have anet paa forhaand — ikke en draabe
■øl i det hele hus. Min tosk kunde biet dernede og ladet
kameraterne spendere; der var det i det mindste varmt.
De følte denne hans stolthed som noget heroisk stort. Som
kulde gik den nedover ryggen. De saa kameraternes haan — de
fyldte, hele flasker . . . Paa Aksel flk ingen spendere —.
— Mind mig nu endelig, du Lena, de tre dusin liele — i næste
maaned.
Fru Berg fandt en trøst i den kommende forsyning, studerede
sig halvt ihjel og bed sine læber tilblods, rykkede pludselig til i
overraskelsens lykkelige iver:
— Noget melk, du Lena! — det har vi da rigtignok. Hent
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
